MyMusic.dk festivalblog

Hvad jeg lærte af Roskilde - en anmelders bekendelser

2008-07-10T14:41:00.002+02:00

I år fik jeg som MyMusic-repræsentant for første gang i mit liv gratis adgang til ikke blot Roskilde Festival, men den sagnomspundne medieby bagved. Prisen var høj: til gengæld for et kig bag kulisserne og det glimtvise syn af Aqua-Lene skulle jeg ikke bare anmelde tre bands, men ligefrem forsvare min kritik over for et af dem i en såkaldt anmelder-battle.

Hvad jeg lærte af min kamp (udover at shoegazere kan være utrolig nærtagende) og af debatten, der har været omkring Roskilde-anmelderiet, var, at karaktergivning ofte er til mere besvær end gavn for en anmelder. Ikke kun fordi man uundgåeligt tiltrækker kommentarer fra folk, der mener det modsatte og iøvrigt synes, at ens profession er en sump af arrogant smagsdommeri. Men fordi man ikke bare kan give 2,3 eller 6 stjerner uden at skulle bruge alle sine ord på at forsvare det, selvom man måske i virkeligheden har lyst til at snakke om noget helt andet.

Måske vil man skrive om, hvorfor The Streets har tja... street cred, selvom Mike Skinner er en sucker for et poppet omkvæd; eller om hvorfor Neil Young stadig tiltrækker folk i 20'erne, eller måske vil man sammenligne Nick Caves gruppe-testosteron med David Bowies demokratiske Tin Machine. I stedet skal man understrege, at den her koncert altså kun får 2 stjerner, fordi der var playback og dårlig lyd og fesen forsanger...

Det har vel også sin nytte, for der sidder måske stadig folk derude, der vil vide, hvad Politiken egentlig synes om en koncert eller plade eller kunstner - kort sagt, er det værd at bruge penge på? Alle andre går så på MySpace og hører musikken selv, inden de køber den, eller ser koncertklip på YouTube. Hvad er så pointen med en anmelder?

I bedste fald nøjes en anmelder ikke bare med at strø stjerner ud, men fortæller os ting, som vi ikke vidste i forvejen. Om musikken, om bandet, om hvordan deres tekster hænger sammen med noget, Lord Byron engang skrev; om hvorfor Sussi & Leo sælger billetter; om hvad forskellen er på Nicholas Bros og Mel Gibsons Hamlet, og om hvorfor vi kan lide én ting og hader en anden. Det er her, man skal være forsigtig for ikke at blive kaldt elitær eller bedrevidende, for mange vil nok sige, at "godt nok ved jeg ikke meget, men jeg ved, hvad jeg kan lide!". Nå ja, men det afslutter ligesom en debat rimelig hurtigt.

Karaktergivning kan i værste fald blive en udvidelse af "jeg ved, hvad jeg kan lide" istedet for et forsøg på at tilføje noget nyt til det, man anmelder. Optimalt set er kritik et værk i selv, der kan stå alene og fortælle noget om samtiden - ligesom kunst. Og der giver det ofte mening at bruge folk, som ved noget om emnet - jeg ville i hvert fald hellere snakke om ballet med Nureyev end med en ejendomsmægler.

Til gengæld skulle man måske ikke tage så tungt på det med, hvor mange stjerner, der gives. Jeg kunne forestille mig, at det ofte for anmelderen er et svært, nogle gange ubehageligt og andre gange ligegyldigt job at fyre dem af - sådan har jeg det i hvert fald af og til!

Roskilde AmokBlog - GIGA Oversigt!

2008-07-07T13:43:00.006+02:00

Det var en giga fornøjelse at få lov at rapportere fra Festivalen 08 på MyMusic.dks vegne. Tak til jer der læste og kommenterede undervejs.

Her er oversigten over MyMusics Roskilde Blog hvor du kan bladre rundt i skæve, skøre, skønne skrækkelige øjeblikke, fanget med ubehjælpeligt subjektive adjektiver og mit kærestes gamle 2 Megapixel objektiv, og sorteret nogenlunde efter hvornår tingene skete:

Søndag, 29. Juni - det store løb, den første dag
OL i Spejder Sport
"VIVAA ESPANAAA" ... Spanien-Danmark 1-0

Mandag, 30. Juni - på rundtur i lejrene
Megablaster shoot out
Benjamin søger kæreste (Marie)

Tirsdag, 1. Juli - det brænder
Ikke for at være flabet (pimp min blog)
Skaterboyz in Da Zun (whatever)
Mædl Mædl Mædl
Fugl føniks: om at brænde op og vågne indsmurt i a...

Onsdag, 2. Juli - mavesur og mavesol
Fyr anmelderne!
Skattejagt 08
Johan Olsen om festivalkemi
Glimt fra Juniorscenen

Torsdag, 3. Juli - portene slås op til paradis
Undskyld, kan I ikke skrue ned?
Costa del Grusgrav: bar røv og pandaer
Flugten til Guantanamo
Pilgrimz færd med bakkenbarter og grisetryne

Fredag, 4. Juli - festen i højeste gear
Kvinder med kanter, buler og boller
10000 nights of thunder: tænk hvis festen aldrig s...

Lørdag, 5. Juli - refleksioner over en gigafest
Den Store Playbacksvindel
1. Big Brother Passer På Dig
2. Big Brother Kommer Og Redder Dig
3. Big Brother Ser Alt (et topklasse realityshow)

Søndag, 6. Juli - modsætninger mødes og sød trashmetal opstår
Kontrasternes fest med Slayer og Dickow

(jeg har udeladt en af blog'sene, som jeg selv synes er for ringe, find den selv :)

Farvel for denne gang!

Kontrasternes fest med Slayer og Dickow

2008-07-07T08:00:00.005+02:00

Søndag er kontrasternes dag. Beskidte teenagere og velklædte bedsteforældre går hånd i hånd i det vidundelige men svært tislugtende solskin. Tina Dickow og Slayer spiller efter hinanden på Orange scene, der er trash romantik i luften.

Punkgruppen Anti-Flag smadrer deres instrumenter og råber "fucking" hvert 10 sekund, mens 57 årige babes i hotpants vrider sig saligt.

Søndag er kontrasternes dag. Idyl med børnefamilier ("louise, den sø skal du ikke træde i"), men også den obligatoriske deprimerende stemning af sort destruktion på campingpladsen, Roskilde Festivalens måske mest ubehagelige side. Søndag aften og nat går de sidste gæsters sjæle på toilettet. Larmen, stemningen er farlig, og den indre neanderthaler skal luftes. Jeg sørger altid for at være væk fra pladsen inden zombierne kommer frem og brænder telte af, smadrer alt, smadrer natten...

Men så langt er vi ikke endnu.

Inde på pladsen er klokken eftermiddag. Slayers gråskæggede trashtordenvejr får enkelte af de mange søndagsgæster til at rynke på næsen, og trække væk for at se på hippie tøjbutikker. Slayer har, uden at ændre på noget, skiftet rolle fra samfundsomstyrter til samlingspunkt på tværs af generationer, mainstream-metal i skyggen af moderne, langt mere grænsesøgende musik (e.g. breakcore, grindcore, sussi og leo). Men de kan stadig spille højt. Mine ører suser endnu.

Det fantastiske vejr står i ekstrem kontrast til tsunamien i 2007, men festivaloplevelsen er stort set den samme, omend lejrlivet var mere ukompliceret i år, og vi slap for at have fødderne i gummistøvler en uge i træk, og for at have badering med i teltet om natten.

Farvel til en næsten perfekt Roskilde. Hjem og pleje den brændte hud, det tunge, sansemættede hovede, de stive ben, og hærgede ører. Hjem og fordøje de mange indtryk, oplevelser, og købe CD'er med mindst 10 bands.

Roskilde, din gamle løgkælling, vi ses til næste år til musikalske eventyr og El Gigante havefest.

3. Big Brother Ser Alt (et topklasse realityshow)

2008-07-06T12:38:00.009+02:00

I denne lille Blog-trilogi med temaet Big Brother, er jeg her nået til realityshowet, "Big Brother - The Camp", hvor festivalgæsterne frivilligt udleverer deres kostelige privatliv. Give it up or give up!

Livet på campingpladsen er intim hverdag med usynlige vægge. Der drikkes, bades, spises, tisses, bolles, festes og soves i fuld offentlighed. Scoringer og skilsmisser, skænderier og forsoninger, grænseoverskridende tæt på.

Privatlivets fred? Teltet eller et toilet med slå gør det marginalt sværere for naboen at følge med i hvad man laver, men dont count on it. Mangt et par kravler ud af deres telt til en lejr der sidder med smørrede grin. Full monty, uden filter, døgnet rundt.

Hvad værre er, at omkring 6000 af deltagerne er presse, dvs. journalister og fotografer. Gør du noget mærkeligt, sjovt, grimt i et øjebliks svaghed, er der en pæn chance for at det bliver fanget, og havner på nettet, i en avis, eller hvis du "heldig", i TV avisen. Og jeps, jeg er en af dem, og har minsandten fotograferet en pæn flok Big Brother deltagere de sidste par år.

To drenge skændes. Kuppelteltet er faldet sammen og den sovende vågner op som en fisk i et fintmasket fiskenet, han skælder ud på den anden, som åbenbart har skylden. Efter noget tid bliver striden bilagt, de er venner igen, og teltet bliver rejst.

...Et par ligger og kysser på en luftmadras. Det udvikler sig, og det er op til forbipasserende om de vil kigge væk.
...20 Nøgne mænd og kvinder er inde og få en forfriskning på festivalpladsen. Udsigt til meget mere hud end jeg lige er vant til inden morgenmaden (se billedet).
...En lejr synger popklassikere med mirakuløs vellydende flerstemmig sang, og en anden lejr et stykke væk råber af dem... "syng den igen, syng den for helvede igen".

Mange kan ikke klare at være deltager i showet. De kommer måske 1 gang på Roskilde festival og sværger aldrig igen at skulle tvinges til at se på livet udfolde sig SÅ tæt på. Andre ender med at stemme sig selv hjem inden Søndagen.

I modsætning til Robinson eller Big Brother er der ikke 1 vinder, men knap 70000 der holder ud til det sidste i det store kollektive underholdningsprogram. Det er topklasse, hvis man har en god sans for humor, en ikke alt for sart næse, og ikke har noget mod selv lige pludselig at være hovedperson.

2. Big Brother Kommer Og Redder Dig

2008-07-06T12:22:00.006+02:00

Lars kom op og hyggeslås mandag aften med en flok piger (nej ikke sådan slås). En kåd forbipasserende følte sig inspireret, og gav Lars en lektion i en eller anden kampsport, der involveret at blive landet på gentagne gange, venligt men tungt. Lars lærte desværre ikke andet end at have et meget ømt ribben. Efter en uge på panodiler, kunne Lars imorges ikke bevæge sig, og var tæt på at besvime. Panik!

Vi strøg op til samaritterne ved Orange Scene i forventning om at skulle sidde i kø i timevis som enhver skadestue. Nope! Efter 2 minutter strøg to effektive og venlige hjælpere afsted mod campingpladsen med en båre. 10 minutter efter løftede vi Lars op på båren, og 20 minutter var vi tilbage hos samaritterne hvor lægen gav Lars et servicecheck. Det var ikke alvorligt men painful, og kuren er nogen ornli syge painkillers og så hjem at ligge på langs. Der ligger Lars så nu, på Amager.

Det var fandme effektivt, kontant afregning ved kasse 1! Jeg må ikke skrive om noget vores "redningsmand" Jørgen og hans makker fortalte (de må ikke udtale sig til pressen), men jeg kan sige så meget at I derude i smatten og i campen er i kompetente, erfarne hænder. Det er ikke nemt at komme til skade på RF, men hvis det skulle lykkes (f.eks. hvis du slås med piger), så kald på Big Brother + så kommer han og redder dig. Word!

1. Big Brother Passer På Dig

2008-07-06T11:57:00.009+02:00

Roskildefestival fik et wakeup call omkring sikkerhed i 2000: god sikkerhed er ikke sikkert nok - især ikke når mange tusinde mennesker er samlet på meget lidt plads.

Siden er festivalens scener blevet væsentligt mere sikre. Året efter ulykken, i 2001, var El Toro, lejrens mest selvdestruktive beboer, så skuffet over sikkerhedsforanstaltningerne at han kravlede på alle fire frem til Orange scene midt under en stor koncert, blot for at bevise at det var for kedeligt.

Man må snart ingenting. Ikke sidde på skuldre, ikke være mange foran scenen, ikke storme rundt, ikke crowdsurfe, ikke have faner med ind foran scenen, og der bliver holdt øje med at man morer sig på forsvarlig vis. (Må man forresten have sin egen guitar med til koncert?)

Supersikker er bare ikke 100% sikker. Fredag aften ville en meget stor mængde mennesker til koncert med partyikonet Fedde Le Grand i Astoria. Koncerten blev stoppet af frygt for at folk ville komme til skade. Alligevel blev en del af balkonerne beskadiget under vægten af alt for mange hoppende mennesker. Men koncerten blev stoppet inden der skete noget, og mon ikke at Astoria scenen bliver kørt anderledes næste år? Hver år en episode kommer det mindste ud af kontrol, er der taget affære året efter.

Nettet strammes... men det er et sikkerhedsnet, med masker der giver masser af plads til at trække vejret. Læs de tidligere indlæg i denne blog, så ved du hvad jeg mener.

Roskilde Festival er en ekstremt sikker fest, der rammer en knivskarp balance mellem at give folk mulighed for at feste og udfolde sig, og samtidigt undgå at de ender på sygehuset.

Den Store Playbacksvindel

2008-07-05T15:30:00.014+02:00

Sussi og Leo gør det. Mange af de største pop og rock navne gør det. De sætter backtrack på. Hvis vi er heldige er leadvokalen live. Moderne popproduktioner lyder så lækkert, at det næsten er synd ikke bare at køre tracksene direkte, udenom fjolsene på scenen. Ingen risiko for fejl, det hele klapper.

Undtagen mig...Jeg klapper ikke...
...når Santi White for det første kommer et kvarter for sent (helt ærligt!), så hendes playback DJ må vende plader som var det en gymnasiefest. Da så endelig Santogold kan starte, sker der ingenting. Det er simpelthen de samme backingkor, den samme produktion, den samme - udmærkede - plade der ryger på pladespilleren. Hvor stor respekt jeg end har for Santi Whites strittende blanding af dub, electronica, hip hop og grime, var der kun "korsangerindernes" forlygter der strittede til koncerten... og de gad knapt nok lade som om de sang live. Mimeri, come on! ... Jeg har stadig ikke set Santogold live. Skuffet.

Urban musik
...er meget mere producerens end musikerens, og beats og basser er samplede, der en del af sounden. Jeg synes det begynder at blive slemt når der intet er tilført CD musikken, og selv de akustiske instrumenter bare bliver kørt af fra computeren.

The Ting Tings live i Odeon

Her for et par timer siden så jeg så heldigvis The Ting Tings, som ligesom Santo Gold er genreforvirret, skarpskårent popmusik. Jules de Martino og Katie White greb opgaven helt anderledes an. Jules sad bag et trommesæt, men indledte sættet med et guitarrif, senere greb Katie guitaren, mens de begge sang ind i mikrofonerne... de havde travlt med at skifte instrumenter, men skabte bevægelse og sitrende usikkerhed i musikken. Og ja, der var et backtrack gemt bag livelyden, men det var ikke en færdigret vi fik serveret.

Risky Business!
Katies guitarkabel gik i stykker midt i nummeret, og det tog et halvt nummer før der kom lyd på guitaren igen. Det var skævt, sort uheld, men folk jublede da guitarbredsiderne kom tilbage. Its alive!

Højdepunktet?
Det übercatchy radiohit "That's not my name" har et superfedt, karakteristisk kor hen imod slutningen, som jeg spekulerede over hvordan duoen ville klare uden korpiger og backtrack... måske ville de alligevel klistre korene ind, falde til patten, den nemme løsning?

Næh! Katie White samplede de enkelte korstemmer live, lag på lag, stemme for stemme, og loopede så koret under den bidende, snerrende leadvokal, og teltet løftede sig. Nærværende, nuværende!

Det kan åbenbart lade sig gøre
...at spille radiopop live på en scene uden at gøre grin med publikum. Og så længe nogen forsøger at spille live, gider jeg ikke spilde min tid på de andre, der bare lader som om, og ikke bruger Scenen, Publikum og Nuet til en skid.

Hvad med dig...Er du ligeglad!?

10000 nights of thunder: tænk hvis festen aldrig stoppede?

2008-07-05T09:41:00.018+02:00

Roskilde festival er 7 dages fest og sansebombardement. En stemme i mængden bemærkede trist til en veninde, "ejjjj, det er slut om 2 dage, bare det aldrig stoppede"

Hvad nu hvis det aldrig stoppede... containerdans, nøgenløb, rockbulder, teknotramp, tømmermænd, uge efter uge, år efter år?

Det vil for nogen være et paradis, for andre et helvede. Lad os tage et kig i krystalkuglen og se hvad der sker...

Tyk eller tynd
Bliver vi flæskefede eller magre kosteskafter? Meget mad på festivalen er sund og nærende. Men der er også burger, fritter, pølser og fedtdryppende nachos i tonsvis. Jeg tror diæten af tømmermandsmad (fed, salt), cola og spandevis af øl vil gøre sit til at Los Kilos begynder at rasle på, og at der snart skal mere luft i luftmadressen. Om et års tid vil de indre organer på i al fald en del af gæsterne begynde at sætte ud, vil jeg tro... medmindre pengene slipper op, så er det vand og brød.

Hygiejne
Trods den top-organiserede ledelses styring af toilettropperne og de sanitære faciliteter, er det en kamp der kun kan tabes. Her om lørdagen kan det mærkes at de voldsomme mængder bæ gæsternes producerer, langsomt men sikkert får overtaget. Hver nat tæppebombes toiletterne af tusindvis af røvhuller, henimod søndag er toiletvognene halvt skudt i sænk, og på et tidspunkt vil den første kolera epidemi ramme pladsen... hvilket ikke vil gøre toiletholdenes arbejde mere fornøjeligt, men måske kan løse problemet med overvægt (se "tyk eller tynd").

En sø med gule fisk
Der deponeres vel tre-fire hundrede tusinde liter urin i døgnet... det bliver til et par millioner liter tis om ugen, som det sarte økosystem skal absorbere. Om et par år vil "grundvandet" sikkert stige, og så har Roskilde pludselig fået en ny å og måske endda en sø, hvor det ikke kan anbefales at fiske. Den kan kaldes "Yellow springs" ... eller "Den Orange Sø" for at ære festivalens vartegn.

Den Orange Stamme
Når man er til containerdans klokken 3 om natten, står det klart at stamme-følelsen er stærk. Der var klang-klang-klang fra ved 1-tiden, til i al fald kl seks imorges, og da jeg var på morgenspadseretur kl 7, stod der tre udmattede drenge med teltpæle, som blev jaget væk af ambulancepersonale. Billederne viser to smukke medlemmer af Den Orange Stamme, og nogle knap så smukke mandlinge containerdansere.

Død over kernefamilien
Stammen vil hurtigt skubbe kernefamilien til side. Der bliver delt gratis kondomer ud, men der gås til makronerne i de tusindvis af telte. I år hænger en plakat med påskriften (noget i retning af) "Hej Matthias fra Örebro. Vi mødtes sidste år. Mød mig ved Angora F kl. 14.00 lørdag. Dette er din søn"... og så et billede af et storsmilende spædbarn. Nok ikke det eneste produkt af teltsporten, der dyrkes overalt.

En ny generation vokser frem
10000 days of thunder, det er 27 år. Som i mange stammesamfund tror jeg at det bliver et kollektivt anliggende at opdrage de mange børn, og sikre dem oplæring i den rette tro ved flittig læsning af Biblen (Programmet, Hvori Alting Står), og Korrekt Prioritering Mellem Bands og Lejrhygge. Spændende bliver det også når der kommer børn mellem vagter og gæster. Skal de have medarbejder eller almindeligt armbånd på? Skal de have vagter i Mama Mombasa, eller kan de bare flikke rundt og samle tomme dåser og plastikkrus (børnenes traditionelle beskæftigelse) mens forældrene sover rusen ud på græsset... Festivalpladsen har alt hvad et ungt menneske skal bruge, endda en skole - Roskilde Højskole... så de kan lære at lave events og organisere festivaler. Thats all they need!

Bæredygtig økonomi når forbruget er 1000 kr om dagen
Den største udfordring er nok den massive tilførsel af penged der er nødvendig. Jeg hørte at festivalgæster i gennemsnit bruger knap 1000 kr om dagen, efter skat. Det svarer til en årsindtægt på den onde side af en halv million. Da campisterne ikke tjener penge på festivalen, altså undtagen tyvebanderne og dealerne, og i gennemsnit er 22 år og single, kan vi godt antage at det er forældrenes huse og ejerlejligheder der skal sælges. Pengene herfra vil være brugt i løbet af 3-5 år, og så er der kun 1 ting at gøre: naturalieøkonomi. Der skal dyrkes grønsager på de grønne arealer (og de skal vaskes meget grundigt!), og mellemværender må ordnes fra nabo til nabo: må vi låne jeres guitar? Ok, men så skal vi have flere agurker.

Den Orange Stamme. Et regulært Utopia, et ikke-voldeligt stammesamfund af stokdøve, dehydrerede eventmagere, der danser alle problemer væk. Hiyeah! Jeg glæder mig til næste år!

(herunder Den Orange Stammes totempæl)

Kvinder med kanter, buler og boller

2008-07-04T16:23:00.009+02:00

Jeg har været til tre koncerter det sidste døgn, hver med sin markante Kvinde i front. Piger med nosser, som en af mine sidemænd bemærkede.

En af dem, Jamaicaneren Lady Saw, savede i al fald sin seksualitet ud i Cosmopol, med en kradsende klinge af kontant dancehall og dirty talk, så ikke en eneste tilskuer var i tvivl om hvor hun ville hen. Der var lidt meget tight pussy snak til min smag, og kontante opfordringer til de forreste rækker om at gå amok på naboens genitialer, gjorde mig ærlig talt lidt genert. En dame med kant, karakter og som gjorde mig nervøs, men ikke gjorde det store indtryk musikalsk.

Lidt tidligere på aftenen, blev et stopfuldt Odeon telt (trods Radiohead samtidigt!) overhældt med møgbeskidt garagedisko fra Gossip. I spidsen en halvanden meter høj, tromletyk punkdiva Beth Ditto med NUL respekt for konventioner, og en svinesoulet stemme ikke ulig Janis Joplin. Midt i sættet skiftede hun de løse gevanter ud med en stramtsiddende badedragt; mine øjne trillede ud, og det tog flere minutter at finde dem igen. En knytnæve i fjæset på tidens ækle anoreksi epidemi. Gay-schlageren, "Standing In The Way of Control", fik teltet til at gå totalt amok - det meste af nummeret drønede en lille lesbisk feminist rundt fuldstændigt skjult af det ekstatiske publikum, og skabte dønninger af respekt på den mest usandsynlige måde.

Idag fredag blev min musikalske fornemmelser udfordret og tilsidst overvundet af Jomi Massage, som spillede i Loungens hybrid af scene og sandkasse - et hyperintenst, fascinerende mix af akustisk og elektrisk lyd, med Signe Høirups store sitrende vokal til at spænde buen ud ... lige til punktet før buestrengen og trommehinderne springer. Jeg var skiftevis undrende over boblende samples der fandt sammen i melodi og rytmer, med håret tilbage under knaldende lyn-udladninger eller i koma over de fantasifulde arrangementer, som electronica geniet Eblis Alvarez stod for. Super veloplagt koncert fra en kreativ og yderst kvindelig tornado med selvbevidsthed nok til et italiensk fodboldhold, og hendes band af totalt overlegne musikere. Internationalt gennembrud burde være nært forestående.

Brev til Rasmus fra Soundvenue

2008-07-04T15:48:00.004+02:00

I bloggen her, anmeldte jeg Orange Press anmeldelser fra søndag og mandag. I de eksempler jeg faldt over var tonen for nedladende til min smag. Jeg brugte det som en anledning til at opfordre det samlede anmelderkorps til at tage de svedende upcoming bands på juniorscenen alvorligt.

Som svar så jeg idag i Orange Press Soundvenue redaktøren Rasmus Junges svar, hvor han blandt andet pointerer at anmeldere har ret til at være subjektive, og dele øretæver ud når koncerten af den ene eller anden grund ikke er medrivende - for anmelderen.

Herunder mit svar, som jeg lige har postet til Rasmus. Derefter slut på snak om anmeldelser herfra, tilbage til den stegende sol, musikken, tosserne og oplevelserne.

Hej Rasmus

Jeg elsker ikke bare musik, men også musikanmeldelser.

...og så dit svar i Orange Press. Tak for et godt og ikke spor nedladende svar, som jeg er meget enig i. Musikernes privilegium er at de får lov at stå på scenen og bestemme showet, og anmeldernes privilegium er at sige deres uforbeholdne mening om det, og det kan kun gøres på en måde: personligt, subjektivt med kant og holdninger.

Jeg har selv ofte taget mymusic anmelderne i forsvar, når utilfredse bands råber op om at anmelderen er en dum ignorant. Jeg har anmeldt omkring 50 virtuelle bands og koncerter på MyMusic, og har selv fået en del kajerystere, som regel velfortjent.

Jeg mener selvfølgelig ikke at nogen skal fyres, ikke mindst mere eller mindre frivilligt arbejdende (som anmelder er ofte ikke spor frivilligt når man skal tage sig af en opgave). Soundvenue gør det godt, år efter år, dækker et hav af koncerter. Vi er tusinder der sætter pris på det, og nøje læser anmeldelserne hver dag over camping kaffen, for at se hvad vi gik glip af, og høre dommen over de koncerter vi så.

Jeg har ikke noget problem med negative anmeldelser. Somme tider står man overfor noget lort, og så er det hvad man skal kalde det. Især bliver jeg sur når jeg kan mærke at et band ikke gør sit bedste, det er fandme deres livs chance. Det samme gælder anmeldere - alle har godt at tænke en ekstra gang over om det er en den rigtige måde de gør tingene på, og om de giver sig 100%.

Og der var et par anmeldelser, som ikke var heeelt så skarpe som jeres anmeldelser som regel er - set i mit aldeles subjektive objektiv. Der bliver lagt energi i koncerterne.

Begejstring for musik, er også for mig at spidde en koncert, hvor bandet/lydmanden/publikum ødelægger oplevelsen.

Der skal være plads til kritik og debat, og det hilser du jo velkomment. God stil! Så hilser jeg dig retur: Hej Rasmus, og ønsker dig et brag af en festival (hvis du er her) og hele soundvenue-staben fortsat held med at dække freakshowet.

Mvh Peter Bøggild, ene mand på bloggen, mymusic.dk.

...og ligesom du skriver i din blog, er bloggen her helt og holdent min egen mening.

Costa del Grusgrav: bar røv og pandaer

2008-07-04T10:46:00.012+02:00

Ned til søen og lade den ulidelige varme dø et øjeblik, kvalt af det iskolde vand. Danmarks måske mest trafikerede strand ligger i en grusgrav, og er kun åben 1 uge om året, et spraglende, hudfarvet kaos af punks, poptøser, papvin, pandaer, pumpebas, pina colada og poser under øjnene. Se billederne, ord er unødvendige. Denne blog kan rolig sættes på infinite repeat, for sådan ser Costa del Grusgrav ud hver dag i ugen, mere eller mindre.

Der er to slags strandløver :)

Pilgrimz færd med bakkenbarter og grisetryne

2008-07-04T10:07:00.011+02:00

Det var så nummer TO metalkoncert jeg fik lokket pogo-Lars med til (den første var Vira). Lars har også fået en gnubbe tatovering, et stempel med "udansk" på armen, og har ligesom fået lidt længere hår. Poptøserne i lejren følger bekymret udviklingen.

Hvis Lars virkelig er ved at skifte den syrede, alternative eksperimenterende rockmusik ud med fuldfed folkemetal med svejsebriller og dynamitboller, så har mymusic bandet PILGRIMZ en stor del af æren. Et af DKs sjoveste, bedste, vildeste og mest velspillende rockbands i min optik. Vanvidsskift i tempo, fra det dybeste, mest slæbende mørke i asteroide krateret, til en sortmalet Tvindmølle med barberbladsskarpe vindmøllevinger som bandet egenhændet drejer rundt med håndsving som var det vindstyrke 13.

Chief of the Pilgrimz, den eklektiske Max, viste vejen til Mekka med giga-karismatisk jernvilje. Skiftevis hyggesnak med bandet og publikum ("Jeg ved godt jeg ikke må, jeg ved godt jeg ikke må, men kan jeg ikke få en liiiille bitte cirkel her foran scenen"), og brøøøøøøl ( de knivskarpe tekster debut albummet Boar Riders var ikke altid genkendelige). Som kongen stod han igen og igen ude blandt undersåtterne, urørlig og det modsatte på samme tid. De tre glade musikanter spillede som de besatte, fantastisk gode musikere de er.

Det var en blændende koncert med blændende opbakning fra publikum, og jeg mødte OFC Peter Melgaard, MyMusics mentale metalmelder (som havde fri) i selskab med et af hans favoritbands på den danskemetalscene, som iøvrigt ser ud til at have det rigtigt godt. Og så er Pavillonscenen den eneste med bar inde i teltet.

Metal er bredtfavnende folkemusik, som en yderst klarhovedet Max konstaterer i dialog med Isam B (!) tidligere på dagen, ved et af de mange arrangementer i YourSpace teltet.

Flugten til Guantanamo

2008-07-04T09:45:00.011+02:00

Vi har set de trøstesløse billeder på TV. Bag høje pigtrådshegn er hundreder navnløse samlet, iklædt samme Orange tøj, for at blive udsat for umenneskeligt høje lyde, blive tvunget til at sidde i samme stilling i timevis, til at stå op i klaustrofobiske tætpakkede mørke telte, til at nå bunden af eksistens. Når de omsider vender hjem er de i en sørgelig forfatning. Vagterne passer på at basens daglige "rutiner" følges til punkt og prikke.

Der er dog et par enkelte væsentlige forskelle på Rostanamo, Nordens Bedste Musikfestival, og Guantanamo, den afskyelige, betændte bums midt på næsen af Verdens Største Demokrati.

1) Gæsterne har betalt egne penge for adgang og er selv rejst hertil.
2) De står i kø udenfor hegnet og jubler
3) Når portene går op vælter "fangerne" sanseløst lykkelige ind i "basen" og finder selv plads så tæt på giganthøjttalerne de kan komme, klar til at få indvoldene rystet af infravibrationer
4) TV må gerne filme det, og der er endda snesevis af fotografer med Orange kasketter
5) De skal smides ud af basen, kicking and screaming
6) Den Orange farve er ikke valgt for nemmere at kunne fange folk når de flygter, men en happening imod OL i Kina, The Color Orange.

Portene gik omsider op og den fredfyldte dyrskueplads fyldes gradvist til randen.

Velkommen til det omvendte Guantanamo. Åbent fra torsdag kl. 17.00.

Fugl føniks: om at brænde op og vågne indsmurt i aske

2008-07-03T11:31:00.004+02:00

En af mine allerbedste venners totemdyr er Fugl Føniks, der brænder sig selv ihjel for derefter at genfødes af asken.

En anden af mine venner, lad os kalde ham El Toro, er en af "The Yapping Dogs" omvandrende traditioner, en legende. Hvert år, på Festivalen, brænder han sig selv ihjel i gigantiske mængder brændevin, hans blod bliver gennemsigtigt, hans øjne forvandles til lakrids-piratos, og resterne af den allerede døde mand vakler rundt som en kylling der har fået hugget hovedet af, i sine sidste uforklarlige dødskramper. Han falder om, rejser sig, ruller i mudderet, kravler, rejser sig igen, vælter i et telt, kom op igen, tømmer en flaske, falder om.

Katastrofen er 100% kontrolleret, og stort set identisk fra år til år. En dag om året, skal El Toro dø i flammerne, og spørger man nervøst om han er okay, slås strømmen i de døde øjne til, og El Toro siger, pludseligt helt tilstede: du skal ikke blande dig, jeg ved hvad jeg gør. Hans kæreste smiler ubekymret, hun ved hvad der sker, og hvad Titanics skæbne er. Vi passer alle på ham, så godt vi kan - passer på at El Toro ikke rammes af uheld eller hensynsløshed i det følsomme øjeblik, i hans Katharsis, i hans moment of truth, hvor han er død, nøgen, ubeskyttet, brænder op. Slangen er altid skrøbelig når den skifter ham, og vi er alle El Toros jordemødre.

Mange timer efter.

Fugl Føniks fortætter tågen af sønderbombede molekyler til den faste menneskeform vi kender, lyset tændes bag øjnene, livet pumper atter blod ud i de forvitrede blodårer, good morning. Efter at have sovet det meste af at et døgn, står El Toro op, smiler venligt og kærligt til alle, snupper en Gammel Dansk, genfødt af asken. Klogere? Stærkere? En dag ældre? I will never know, men helt sikkert er det at Titanic styres mod isbjerget igen og igen og igen, i et rekursivt mareridt, drevet af en uforståelig nødvendighed.

Jeg kommer til at tænke på den gamle danske sang, hvor en ung kvinde brændes, skydes, slagtes og kommer galt afsted på enhver tænkelig og utænkelig måde... hver gang lyder omkvædet noget i retning af "...og den næste dag stod hun op så fornøjet, og vanded blomster på sin lille altan, og med et skælmsk lille blik i øjet, hun vanded blomster med sin lille vandkand"

Pyh. Overstået for denne gang.

Hvis altså ikke El Toro tager to runder i år, i anledning af det gode vejr.

Glimt fra Juniorscenen

2008-07-03T10:42:00.008+02:00

Random Walk, når tilfældige sammenstød bestemmer retning hastighed oplevelse...

Nu har der indtil torsdag kun været 1 scene, så der er ikke SÅ meget Random Walk over koncerterne (man bliver ikke væk så nemt), men tilfældige indtryk er der nok af.

Lucy Love får australisten Kylie Minogue til at virke som en lidt stor og klodset pastamor; Nørrebro rapperen er en minimal og minimalistisk energibombe, med damphammer tryk på alle de grimede stavelser. Skarp som et barberblad, nærværende i selskab med dybe kantede beats, dejligt fri for lede rnb kor og violiner. Bas lige i dåsen. Jeg tilslutter mig Jannik Tau Mosholts jubelcha nt. Alfesoul fra The Asteroids Galaxy Tour, som har en paradoksal smuk og fe-agtig forsanger. Hun burde ikke synge soul, men tør og stivfrossen electronica, eller stratosfærisk pop, som dagens Orange Press anmelder ganske rigtig bemærker. Uanset om man synger neosoul eller negersoul, skal der mere hår under armene og sved i ballesprækken. Beta Satan sendte min musikalske GPS til tælling, den flashede både Presidents of the United States of America, Primus, Tiger Tunes og et enkelt glimt af Mike Patton på skærmen inden kortlæseren krakcrackcrashede. Jeg kan ikke rigtig analysere det, men det var i al fald beta-betændt, feta-fræk laban musik, som et kilo humus i ansigtet på en varm søndag (se en anden ubehjælpelig anmeldelse her). Festen lukkede i overgear med Bloodgroup der diskede en stemning op, første pavillon koncert med totalt overfyldt telt og alle hænder i vejret. Disko er altid godt, men dunkeriet var kaotisk og blottet for de blodige hooks, der er diskoens eksistensberettigelse, men folk gik bare amok, når en ny ladning guldglimmer blev smidt ned over scenen. Nevermind, I will survive.

Undskyld, kan I ikke skrue ned?

2008-07-03T10:21:00.009+02:00

Vi har fået boomblaster i lejren i år, Dicke Bertha, og højttalerne vender tilfældigvis mod mit telt. Jesper har sørget for batterier nok til 224 timer spilletid. Fire dage med Chemical brothers, Janis Joplin, Dødsmetal og Muppet Show og John Denvers ækle "On the first day of christmas" sætter sig sine spor, mine neruroner er halvvejs ætset væk.

Jeg skyder mine bogstaver afsted i blinde, i en lysegrå tåge af søvnunderskud, soloverskud, rød hud, stjerneskud og tørret mudder, på ydersiden, på indersiden. Klokken 06 imorges mens jeg lå og akkurat ikke sov, kom en ung pige fra nabolejren kravlende på sine knæ og tryglede om ikke bare de kunne få 1 times fred. Jeg råbte inde fra teltet, at det var en sjælden høflig og venlig henvendelse, som man ikke bare kunne ignorere. Musikken blev allernådigst screwet 3 dB ned, og jeg proppede opgivende mine earprops så langt ind i hjernen at de mødtes på midten.

Det er lidt op af bakke at klage over larm på Roskilde. Larmen er sat i system, og drønes ud over milliondyre sanganlæg, andre gange er larmen simpelten lyden af menneskemadsen. En gruppe på omkring 20 piger hujer "vi vil se ham nøgen vi vil se ham nøgen" efter alle mænd i fire stive timer, et halvt hundrede beskidte gæster tæsker løs på containeren den halve nat med afbrækkede teltpæle, naboens "anlæg" er screwet så højt op at abba kommer ud som avantgarde noise, og avantgarde noise lyder som et fragtbil med levende grise der kører ind i savværk. Nabolejren, Den Svedig Kalkun, holder cocktailparty og mellemgangen er stop-prop-proppet med råbende festival festere. Grind!

Det larmer. Man kan ikke undslippe. Luftens molekyler vibrerer så voldsomt at de støder sammen og får små molekylebørn i orange merchandise, som drikker sig fulde i små grå, og pumper luftmadrasser, balloner og bryster op så de er lige ved at sprænges, i hormonelt overskud, og vibrerer kraftigere år for år.

Jeg hørte larmen, i et blink af stilhed. Inde i medarbejderområdet igår, isoleret fra horderne. En truck kører med moteren det ene sted, to piger taler sammen i nærheden. Stilhed et øjeblik. Men efterhånden som jeg nærmer mig udgangen til campingområdet, kan jeg høre Havet, eller retter MenneskeMadsens 50000 ethanoliserede struber, ræbende, råbende, rallende, rappende. En kakafonisk symfoni af menneskehavets tsunami bølgebrus. Man sover mens trommehinderne blafrer som gardiner. rrrrrrrrrrhhhrhrrrhrhrhrssssrrrhrhrhrrhrhshsrhrhrhrhrhhrroskilde.

Johan Olsen om festivalkemi

2008-07-02T15:20:00.009+02:00

Som de fleste efterhånden må have hørt, er Johan Olsen fra Magtens Korridorer også biokemiker, en vaskeægte forsker. På Roskilde optrådte han sammen med Magtens Korridor "Groupien" Birger Brodin Larsen, som også er lektor på Københavns Universitet, om festival kemi. Vi fik blandt andet forklaring på hvorfor asparges gør at tis kommer til at lugte helt forfærdeligt, og hvorfor man aldrig skal prutte i nærheden af åben ild... man kan jo være uheldig at man er en såkaldt brint prutter, og så siger det woooom. Det lyder fjollet, men forelæsningen blev garneret med store seriøse håndmalede molekyler og pædagogiske forklaringer, og der var en del unge der så ud som om de var klar til at starte med at læse førstkommende tirsdag efter Roskilde Festival. Frontbrøleren i Danmarks største fællessangs band slap temmelig afsted med at svare utallige spørgsmål fra de sammenstimlede unge efter lektionen. Videnskabsformidling af klasse... og helt klart Rock N Roll!

Skattejagt 08

2008-07-02T14:28:00.015+02:00

En af de mange, og ikke helt ukomplicerede sportsbegivenheder på Roskildefestivalen, er Skattejagten. Lige i nærheden af vores lejr, The Yapping Dogs, og lige foran Roskilde Radio, samledes et par hundrede blodtørstige pirater, klar til at rippe mavsen op på enhver der kommer i vejen. Sidste års vinder af Skattejagten, var mødt op med krumsabler og knivskarp slagsang. Efter min opfattelse var to hold en lille snus foran konkurrenterne i stil og piratmæssighed: Pirattøserne og de futuristiske LocationEbba.dk (det er dem med sølvpapir). En kamp på køn og krasbørstighed, med et næsten udelukkende mandligt Ebba-hold, mod de feministiske flænsere som jeg aldrig fandt ud af hvor kom fra.

En svag tilbøjelighed til at holde med det smukke køn (eller også var jeg bare bange for sablerne) gjorde at jeg gavmildt tilbød piratpigerne rigelige mængder af lejrens meget stærke og autentiske Karibiske 5 liters paprom, som jeg selv har haft med fra Guadeloupe.

I al fald mødte jeg senere netop de to hold på en af de mange mange poster i skattejagten, i disciplinen Pirates On Ice, eller Beskøjter og Skøjter, om man vil - stafet på kunstig is. Ebba-drengene var mødt i god tid og havde mulighed for at øve sig i at stå på den sære hvide plastik-is, mens Pirattøserne ikke fik mange sekunder til at finde balancen på de lange bambi ben. Spændingen var ubærlig da kanonskuddet lød fra en ægte Haubitzer der har siddet på Roskildes eneste operative krigsskib indtil 1962. Drønet rullede mellem Rebild bakker, og afsted gik det over isen.

Lad mig sige det rent ud. Mine favoritter fik søslag af Ebbas halstarrige hurtigløbere. Drengene fra Ebba havde endda tid til at drikke øl i pumpemål midt under hver stafet tur... uden at sætte sejren over styr mål. Der var tydelig skuffelse i tøselejren efter slaget.

Det skal også nævnes at en skøjteekvilibrist fra Testrup lavede en vellykket saltomortale, vel at mærke i fuld fart og med skøjter på. Også et hold, der skal holdes øje med, hvis pirattøserne har i sinde at holde fast i tronen og skatten.

Der kommer en senere melding om resultatet af skattejagten, hvor jeg naturligvis stadig i mit stille sind håber at Kaptajn Anne Over Bord og hendes mandskab (hmmm....) af pirattøser får skibet på ret køl og sejler sejren i havn. Kønnest var de i al fald.

Skaterboyz in Da Zun (whatever)

2008-07-02T09:06:00.009+02:00

Dumpe drøn fra DJ mikses med konferenciens kornede kommentarer, vi er på Skaterbanen, hvor ranglede knægte dyster i kunsten at give tyngdekraften tæv, mens de balancerer på et spækbrædt med hjul under. Det er vist semifinaler (whatever), solen skinner en del. Pigerne kigger vurderende på ungersvendene på banen, men om det er akrobatikken eller anatomien der spottes, skal jeg ikke kunne sige. Der er godt fyldt med tilskuere, der hænger rundt om gryder, halfpipes, grind rails, fun boks, jumpramps (jeg aner ikke hvad disse ord betyder, jeg har bare googlet "skaterbane"). Sikkerhedsudstyr er out, og jeg når at se 3-4 spektakulære styrt, der heldigvis er uden større blodsudgydelser. Hele arrangementets tilbagelænede stil indfanges af konferencierens afslutning... "Yo... that was that ... come back and see the finals in half an hour... or an hour ... or whatever". Superfed slacker stemning på skaterbanen... check it out.

Fyr anmelderne!

2008-07-02T07:56:00.007+02:00

Det er morgen, en sart morgensol ruller tøvende strålerne ud, jeg har hentet tebirkes, kaffe og smoothie, og har været i bad. Livet er skønt, og jeg skal til at dyrke tirsdagsavisen, Orange Press, hvor anmeldere fra Soundvenue kaster sig over mandagens musik.

Påtaget
Minsandten om ikke avisen oser af de samme nedladende og kærlighedsforladte "observationer" af bands på Junior scenen, som avisen fra dagen før (mandagsavisen om søndagens musik).

"...Som den eneste havde han (en publikum) i et anfald af kådhed hænderne i vejret for at klappe i takt til musikken.... Nu stod han igen med hænderne nede langs siden... måske fordi det var pinligt ... måske fordi det var svært at få hænderne op over koncerten med Sleep With All Your Friends".

"Har vores lille land brug for en dansk version af Arctic Monkeys" (Kiss Kiss Kiss), med overskriften "Anglofil gymnasiefest".

"De seks svenskeres energiske sceneshow virkede noget påtaget" (Slagsmålsklubben)
"Sangene var gode, men synthesizerne virkede ofte underligt påklistret" (Sleep With All Your Friends).

Come on!

Nogenlunde Vira
Samme type pladder kulminerer i en anmeldelse af det fremragende metal band, Vira, der får en modstræbende positiv anmeldelse får deres energi og eminente spil. Anmelderen skal dog først kage rundt i hvor latterlige publikum ser ud fordi de headbanger. "De prøvede, til ingen verdens nytte. Tre glade publikummer stod side om side med armene om hinandens skuldre og forsøgte at lufte deres lange hår i takt.". Anmelderen har 2 små spalter til at fortælle om koncerten, og bruger den ene på at gøre grin med publikum. Resultat er 3 ud af 6 i karakter, svarer til "Nogenlunde". Hvordan ser det regnestykke lige ud?

Hvad er der galt med jer, kære drenge og piger? Får i ikke nok ølbilletter af Soundvenue? Neeeej, det er nok bare det der, med at Junior bands skal mærke at de er Junior!. Derfor den patroniserende tone. "Påtaget!" "Påklistret!" "Gymnasialt!" ... Jeeeez!

"Jeg har jo anmeldt Bikstok Smøgproblem og Cashmir, så I er faktisk liiiidt under mit niveau, men hvad fanden, noget skal jeg fordrive tiden med indtil de rigtige bands starter torsdag. "

Hvis der er noget der er påtaget og gymnasialt så er det båtnakker, der gerne vil vise at de er hårde i filten.

Troldsplinten i øret
Hmmja. Hårde ord, måske for hårde. Jeg ved ikke mere om musik end jer, og måske er 2 ud af 3 bands på Junior scenen virkelig herredårlige, og Roskilde festival programlæggere totjalt inkombetændte, og måske er jeg totalt blottet for god smag og musikforståelse. Men det kunne jo være at I skulle prøve at lirke troldsplinten ud af øret, og tillade jer selv at blive revet bare en lille smule med. Begejstringen kan jeg nemlig IKKE mærke i anmeldelserne (undtagelsen er Niklas Krigslunds anmeldelse af "When Saints go Machine"), i jeres ellers udmærkede Orange Press.

Kære anmeldere. Tak fordi i gider bruge jeres tid på at guide os rundt i musikken. Men hold pleeeeeez op med at tale ned til os og de svedende amatørmusikere på scenen ... få armene op selv istedet for at gøre grin med os der synes live musik er fedt, og ny musik skal have en chance. Med andre og færre ord:

Få noget blod, liv, nærvær og relevans ind i de #¤(/&¤#/ anmeldelser, eller I er fyret!

Mædl Mædl Mædl

2008-07-01T23:01:00.008+02:00

Nu har jeg ikke været til en million mædl koncerter, men der tegner sig alligevel et klart mønster. Mædl bands er mere positive, kontaktsøgende og følsomme end andre. Den kampklare, hårdtslående og tonsende lyd af to dinosaurusser der har sex i en viadukt, kan ikke skjule at drop D dæmonerne (dvs. har stemt deres guitar ned), i virkeligheden bare er udadvendte på en larmende måde.

Vira var et perfekt eksempel. Trods blytung akresif lyd favnede de publikum med åbne arme, og publikum krammede igen. Paradokset mellem den blodsprøjtende lyd, de voldsomme tekster, og så den utrolige hjertevarme kontakt - hvordan kan det hænge sammen?

Jeg ved det ikke, men Vira som spillede mandag var leveringsdygtige i superfuldfed mædl, og selv min indie-ven, pogolars, der ikke hører mædl "normalt", måtte medgive at her var et band der forstod at give folk en liveoplevelse, der forstod at invitere folk indenfor, der forstod at spanke folk med jernkæder på den rare måde. De gav sig 100%, smilede over hele lagkagen, og var så åbenlyst lykkelige over at spille for os, at de gentagne gange væltede ud over scenen, ned i hovedet på publikum, løb rundt imellem os, stagedivede (uden at misse en eneste takt i guitartordenstormen) og på alle måder nåede . Nul snobberi. Nul shoegazeri. Nul træls coolness. Ren uforfalsket musikalitet, energi og eksplosion. Check også MyMusic.dk anmeldelsen af samme koncert.

Jeg kan kun anbefale Vira. Det smitter som m-m-mæslinger.

Ikke for at være flabet (pimp min blog)

2008-07-01T18:31:00.006+02:00

Bedst som man trisser rundt i Store Spejl Briller og Hættetrøje, bliver vi opdaget. En skosælgende youngster kommer småsnublende imod os og spotter os nådesløst.

"ikke for at være flabet, men I er ... lad mig sige det som det er ... 32 år. Det siges at den ældre generation ikke længere kommer til Roskilde Festival, men I beviset på det modsatte".

Lars og mig kigger på hinanden. Lars kommenterer tørt: "læg bare 10 år til". Jeg tilføjer så at jeg var på Roskilde festival 5 år før han overhovedet var en spermklat, og hørte Siouxie and the Banshees på Orange Scene i 1982. Bob Krøltop åbner og lukker munden et par gange og falder derefter på knæ og beder om tilgivelse ("Sire, I did not know, I did not know").

Nå! Men jeg må indrømme han ramte plet, det ømme punkt. Er jeg for omsider blevet for gammel til min elskede festival? Er jeg kørt bag af dansen, tabt bag af en vogn, en gigt-ejnar der tror han er sej men kun er sej i kødet? Jeg var Generation X, er jeg nu bare den ældre generation?

NOPE, BABY! Fra nu af vil denne blog bevise hvor totalt nede med beatet jeg er, på trods af at der står 67 på min dåbsattest!

Til alle jer n00bs som tror i ornli' G', selvom i skinboyz dawn widda youth, naa' i ved nadda om da times hvor streeten var fyldt med pimpmotorbykes og søde hotties med det lir, som om jeres BMW'zz kunne være nær så dirt wittda flirt.

I så damn wasted at jeg roflmao, for dudes'nnn i min Roskcamp, gør jer s0000 fuck''nz busted når i lissen'upper for vores selfdestruct. I tror i er nizzle with'da >>dizzle>>, bare fordi i wankers pisser op af et hegn, jeg ornlig hva' jeg pisser i din hul. Jeres youth'nizzle'zz død og begraaavez, for vi er psyk00s, omfg i er mindre pimp'n da flow end "vilde kaniner," den times hvor vi punk'zzn var dunk witdo funk, & de street'z var yalla med tjald'z og ikk''^nz jer fck'ttuuuup lovedrug, så jeg sir kun et ord mer, yo. n0000000000000000000000000000bzz...

(tak til Pil for at pimpe min blog)

Benjamin søger kæreste (Marie)

2008-07-01T18:20:00.004+02:00

Helt ekstraordinært bringer bloggen en kontaktannonce.

Benjamin er 22 år, grafisk tekniker og meget forelsket. Han vil gerne i kontakt med sin kæreste Marie der bor på Camping Vest. Han elsker at gå på kunstgallerier, drikke sig i hegnet og køre Velo Solex. Erotik er ikke noget problem, det kan han sagtens gå med til i en snæver vending, og det samme gælder natur og kultur. Han bruger gerne eftermiddagen i Berlin, hvor alting rimer på "Schwartz" eller "Heinz", og folk smiler mere end man tror. Hans yndlingsdrink er NørreBarracuda, som er er Rom, Rødt syltetøj og Citronsaft serveret med knippelslag på overarmen og pinligt forhør. Hans yndlingstøj er de lyserøde Schalke 04 shorts han købte i Reberbahn (se billedet).

Jeg skulle hilse fra Benjamin og sige: Marie Jeg Elsker Dig. Mit råd her fra blog-paladset er: se at blive gift i to love-stoddere!

Megablaster shoot out

2008-07-01T16:57:00.020+02:00

Alle på Roskilde ved det. En seriøs lejr har en seriøs blaster. Den skal være stor, saftig, svedig og have STIL. Har du naboproblemer? Screw up your blaster. Har du pigeproblemer? Screw up your blaster. 1000 problemer, 1 løsning. Til venstre Jesper med "Tykke Bertha", VORES blaster. Men vi har checket de andre, bare rolig, vi bedækker hele camping pladsen.
Her er blaster guiden 2008:

Strøby knallertklub AKA "The Black Sheeps" - 6 Megafoner

Knallertklubben er så cool at det fortjener sin egen blog (den kommer!). Blasteren der møder vores øjne har en kæmpe stor sortsveden 15 tommer som det store brune punktum, og blasteren er topklasse. Det er ikke højeste lyd i testen, men det er rent og dybt, og alle i lejren har gule t-shirts, læderveste og kasketter på. Og så har de en ægte knallertklub, der for nyligt har kørt Bornholm (den dejligste ferieø) tyndt på puch maxi og velo solex. Vi dansede til Elvis P og Gasolin i 2 timer ved søen, og spredte smil solskin og sygo stemning 380 grader rundt. For musikken: 4M, bassen 1M og stilen 1M = topkarakter ... 6 megafoner ud af 6.

Den Svedig Kalkun - 5 Megafoner

Jo! Den Svedig Kalkun er vores naboer igen i år, og efter 2-3 forgæves forsøg lykkes det at træffe Jacob og David, der havde været i byen for at hente mere strøm. Blasteren er ellers bakket op af solceller og natte-belyst bordfodbold, og lever endda god lyd. Well done. 4 Megafoner for bæredygtig bas. De spillede Manu Chao i solskin, og det udløser automatisk 1 bonuspoint. Mano Chao er uovertruffent solskinsmusik. 5 Megafoner ialt til Den Svedig Kalkun.
Lejren har egen pædagog og morgensamling, navneleg hver dag. Du kan også bygge dit eget pandaskræmsel, så kom glad og vær med. HUSK at Den Svedig Kalkun - Årets Lejr 2007 - holder cocktailparty kl 20.00 lørdag - alle er velkomne.

Roskilde Radio - 5 Megafoner

Højeste lydtryk blev leveret af Roskilde Radio, der med JBL sanganlæg og officielle powerkabler, sprøjtede dB ud som ingen anden. Vi bad dem om at screwe up, og så kom der jern og metal på, istedet for madonna - det giver pluspoint. 5 Megafoner til Roskilde Radio, og megakram til radioværten som tydeligvis elsker sine højttalere, sine lyttere og sit arbejt arbejt.

Flakkebjerg efterskole - 4 Megafoner

Ok. Den kunne ikke spille højt. Men at bygge bashøjtaleren ind i en toiletkumme giver ekstrapoints. Ingen vidste præcis hvem der havde bygget monsteret, men efter-efterskole-eleverne spillede reggaebas med kumme-bas, og det giver seføli points. 3M for lyden, og 1 megafon for god, god stil.

Jernboksen

Metaldrengene havde samlet en tonstung dunkeboks af gamle flyvinger og Mærsk møtrikker, og boret 12 huller til dåseøl i toppen. Yderst god og kædetung lyd fra horn-højttaleren (se billedet), med bas, bund, bongo og babs. Respekt til metalklubben og 4 megafoner.

Nanoblaster

Nikolaj fra DTU spiller op til party uarti på sin nanoblaster, der ganske vist ikke lyder hverken højt eller kan spille bas, men dog kan sige noget. Den får akkurat 2 megafoner. Men helt ærligt, Nik, tag i Silvan og Harald Nyborg, og kom igen med en ordentlig dunkeboks;-) Du er ingeniørstuderende på verdens bedste tekniske universitet og du kan bygge raketter og mikrochips, så du må sgu ku bygge en ornli syg dunkeboks til næste år.

Big Bad Blaster - uden for konkurrence

Den største blaster, måske hele festivalens Konge Blaster, var løbet tør for strøm, og kan derfor ikke få nogen megafoner her før deadline. De unge mennesker bag dyret var tydeligvis mega-blaster-stolte over at kunne trække kunder fra elite-lejren Van Damme Camp, der lå lige om hjørnet. Jeg var også ovre for at snakke med Van Damme folkene, og der var en snert af bitterhed over naboerne som spillede "nonstop hardcore techno", mens Van Damme programmet byder på ladies night og andre mere raffinerede og lyserøde arrangementer. Ja. Hvad skal man sige. If the bass is right, they dance all night.

Alle de andre blasters
Reportageholdet var afsted i mange mange timer og så mange, mange phatass bongoblasters der kunne pumpe klumpe dumpe rytmer ud som en spejder hamrer pløkker i. Boom boom boom. Hej five til alle dunke drengene ude i badelandet der har flækket træ, skrabet knæ og trukket startkabler for at kunne få trommehinduerne til at blafre som flag på Færøerne. If the bass is right, they dance all night.

"VIVAA ESPANAAA" ... Spanien-Danmark 1-0

2008-06-30T09:50:00.020+02:00

Søndag. Første dag på festival. Ny musik på Junior scenen. Intense, sammenbidte og rødglødende med mascara mystik og dobbeltguitar : "The Freudian Slip". Kun guitar og trommer, og hårdt hårdt arbejde med at få de 150 fremmødte i aktivering. Senere gik det bedre for Ennio Morricone inspirerede "The Good The Bad" (og her kunne man tilføje "and the Pretty", der med deres cowboy surfer rock og ikke mindst synkrone pandehår i øjnene, stimulerede teenagepiger såvel som mænd med bakkenbarter. Her var der måske 300-400 samlet, og det var såmænd en fed og medrivende koncert. Klokken 8 kulminerede festen med hystade vokal (AC/DC møder Duné) og kjempe energiudladninger fra norske Rumble in Rhodos. På dette tidspunkt sad jeg netop og delte Roskilde erfaringer med en flok meget våde nordmænd i Gringobar (se nederst i bloggen), og fik kun lov til at gå fordi der var nordmænd på scenen. Nu var Junior teltet nærmest halvt fuldt, og der var folk der dansede foran scenen - novra. Deriblandt min underholdende følgesvend, Lars, der med gavmilde pogo spasmer fik sikkerhedsvagterne til at skule ondt i store dele af koncerten (Jeg reddede Lars flere gange den aften, ved at sige til folk at jeg var hans værge).

Fyrig fuldfed rock n roll fest ... uden folk.

...taget i betragtning at festivalen allerede nu har i omegnen af 40000 gæster her 3 dage før festivalen egentlig går igang... hvor i alverden er de? Slår de stadig telt op, slår de mave? Hvis de slår rødder, er det i al fald ikke i vækstlaget, på trods af nyudsprungne rock skud.

Da jeg slæbte mig hjem til lejren efter norsk rockfest, så jeg omsider MenneskeMadsen; tusinder og atter tusinder mennesker strømmede til Camping Vest. Hvorfor? For at se Spanien/Tyskland EM fodbold finale.

Hot damn! Og så heppede folk endda på Danmarks nemesis, de spanske elegantister der igen og igen har ydmyget os på grønsværen. Var Danmark i det mindste i finalen ville det være nemmere at forstå. Skal vi nu ydmyges igen?

Hvis ikke Festivalen tilbød storskærm så folk fra Ballerup, Bogense og Bispebjerg kan skråle "VIVAAAA EEEESPANIA" som om de var fra Barcelona, så ville de blive hjemme i dagligstuen hvor øllerne er kolde og det sjældent regner.

Face it! Det vækstlag, MenneskeMadsen interesserer sig mest for, er grønt og betrædes af 22 epo-millionærer i korte bukser.

1-0 til Spanien, der fik Danmark sgu stryg igen. Selvmål.

Her er flere højdepunkter fra kampen:

Herunder det norske selskab... eller var Drengene fra Angora? Når jeg ser på billedet igen bliver jeg helt i tvivl. Det er i al fald pogo-Lars til venstre, og han er ikke spor norsk.

OL i Spejder Sport

2008-06-29T14:23:00.011+02:00

Velkommen til MyMusics Roskilde Blog, med ord og billeder direkte fra slagmarken... hvor jeg tager pulsen på musikken, mudderet, magien og menneskemassen. Eller rettere: MenneskeMadsen - RFs egentlige hovedperson, den gigantiske flok af overvejende beskidte og bævedrukne festbanditter.

Vores lejr! Ugers minutiøs planlægning og taktiske møder. Målet er at komme først til de dyre pladser. Raidleder Lars har savet træpinde, og udmålt fire 11 meter lange snore. En talstærk flok af garvede Roskilde legionærer er mødt frem lørdag aften, for at ligge klar til frontløb ud over stepperne kl. 8 i to angrebsbølger: hurtigløbere spærrer plads, anden bølge kommer med telte. Vi har udset og L43, campingpladsens svar på Skt. Hans torv, fashionabelt, tæt på alting og mere populært end piger i bikini.

Eller er det nu kl 8? De sidste to år er hegnet blevet væltet af entreprenante gæster kl 06.00, der synes at netop de skulle have det der lille afgørende forspring og når først hegnet ryger et sted er der kun 1 ting for vagterne at gøre. Op med det, så MenneskeMadsen ikke panikker. 15000 mennesker der alle bliver desperate fordi deres kæmpe lejr ikke kommer op som planlagt. Uha.

Vi sov trygt, klar til at montere battle-gear ved femtiden. Pludselig hævede menneskeMadsen et dyrisk brøl, der kun kunne betyde en ting: hegnet er nede... klokken 04 ...

Og så siger man unge ikke kan stå tidligt op. Men det er fordi... det ... er ....

OL I SPEJDERSPORT

(1) The Sprint. kapløb med telte, pløkker, gaffatape, liggeunderlag, presseninger efter max 2 timers aflåst sideleje. Det er mindst 1 kilometers spurt med armene fulde af bagage.

(2) The Capture. der er ca. 5 sekunder til at beslutte sig for et område, for telte skyder op som paddehatte. Lyn-telt-udpakning , spær så stort et område som muligt. Alle der ikke har telte hopper rundt og forsøger at ligne 20 mennesker. Grænsekonflikter løses med lige mål beslutsomhed og diplomati.

(3) The Rise. Når grænserne er nogenlunde stabile, gælder det om at konsolidere: få teltene op i en fart. Som regel mangler et par telte, samt pløkker og stænger der er væk i det rasende kaos. Kreative nødløsninger realiseres i lyntempo.

(4) The Consolidation. Lejren og området er sikret, og der tages bestik af omgivelserne. Er der vand i nærheden ? I vores tilfælde Ja! ... vores lejr ligger få meter fra en ornli syg vandpyt. Frem med skovle og spader, grave render, lave diger, hente tørv (se billedet nedenfor), forstærke alle samlinger med tape og snor. Stefan fra nabolejren gravede dræn i 3 timer i træk, med sin medbragte felt-spade.

Sidst er der tid til at pynte og skabe det helt rigtige campingmiljø, og det kan nemt tage det meste af ugen at optimere lejren.

Knivskarpt fokus, handlekraft og hurtige beslutninger får hvert år en gigantisk teltlejr til at vokse ud af ingenting på få timer. Husk det: politikere, skolelærere og forældre. Toppræstationer kræver den rette motivation. Der skal ikke så meget til: øl, hygge og rock n roll.

(herunder Stefan med spaden efter to timers muddertransport - en sand camping helt)

Mig og Amy

2007-08-09T17:35:00.000+02:00

Amy gik kold og meldte afbud til Skanderborg, jeg kom bare for sent. Og det var ikke nær så rock'n'roll: jeg havde bare læst forkert i programmet.

Ak ja, nogle har det sjovt med piller, berømmelse og dødsdruk, andre må nøjes med middelmådig kommen for sent.

Men det var nu sødt, det der med at Beth Hart lige havde udtalt en moderlig omsorg for sin rocksøster, og endda også sagde til BT at Skanderborg havde reddet hendes liv. Læs selv.

Sådan kan rock'n'roll så altså også være. Sødt og rart, med mennesker der vil hinanden det bedste.

Det giver jo stof til eftertanke for en anmelder, hvis job det er at differentiere sin bedømmelse af en række orkestre der alle lægger hjerteblod i en optræden på Starfighterskonkurrencen.

Her sidder jeg og skal sætte forbandet karakter på bands, og risikerer dermed at ødelægge dagen for gode mennesker, der bare gerne vil fyre den af og gøre folk glade med sin musik.

Ak ja. Rock'n'roll.

Sidste skud turboliv fra festivalpladsen

2007-07-09T08:48:00.001+02:00

Søndagen var et langt festfyrværkeri, med Muse og Basement Jaxx som absolutte festmasters. Roskilde Festival brakes for nobody.

(Oranges lys fanget af Thomas Mose)

Blog Party #8: Festivalen der alligevel fløj

2007-07-08T11:20:00.000+02:00

Torsdag gik festivalen gik i knæ under vandmassernes pres (70 millioner liter), men fredag og lørdag holdt det nogenlunde tørt, og så var fest-kolossen på lerfødder tilbage på benene igen. Utroligt, mirakuløst, men sommetider skal man bare tro på det... så kan man flyve.

De 25000 medarbejdere har knoklet som bæster i regnen for at holde alting kørende, og festivalledelsen har i år været oppe på mærkerne for at forhindre et totalt sammenbrud. Intet mindre end en fantastisk indsats. Natten igennem kæmper slamsugere for at fjerne de 100 millioner liter vand der er faldet i ugen, "rundt regnet", mens ledelsen opretter nye parkeringspladser, inviterer oversvømmede gæster til at sove i koncertteltene, og spreder tonsvis af savsmuld, træfliser, grus ud for at stabilisere underlaget. Overalt er hjælper folk på vagt festivalen et nyt, tungt skridt videre i mudderet. I forhold til det bitre regnår 2004 virker festivalen '07 stærk, velforberedt, i topform, og det kan mærkes på stemningen: den er god og positiv, og politiet har ikke noget at lave...
Søndag morgen kl 9 kørte "hegn-rave" festen ved indgang Øst videre - det siger vist det hele. Gennem hele ugen har omkring 20 ravers hoppet/danset/dinglet til mere og mere smadrede beats fra deres hjemmebyggede monster-bilstereo-boombox.

Festivalen der fløj - alligevel

Som afslutning på min blog fra Roskilde Festival har jeg her et par billeder, jeg synes symboliserer RF2007. En af drengene fra nabolejren, en lykkeligt grinende ung mand fra Næstved, var tidligere i ugen et smut i København for at besøge en veninde. Da han bukkede sig ned for at samle noget op, klappede hans lunge pludselig sammen, og kort efter var han på sygehuset. Det er ekstremt sjældent det sker, men han var heldig, sagde de. At han lige var i København. Fredag var han tilbage på pladsen hvor han forsøgte at sætte et telt op som en drage - ikke det mest fornuftige at gøre når man lige har været ved at stille gummistøvlerne.

Og så kan telte jo ikke flyve. Helt ærligt: teltet er for det første ikke en drage, det er for tungt, for vådt, for beskidt. Men drengene gav ikke op, og så fløj teltet sgu alligevel til sidst. Ikke så længe og ikke så flot, men det fløj.

Et kort øjeblik, hævet over mudderet, kun båret oppe af vinden, og holdt i stram snor af en ukuelig festivalgæst.

Således fløj også Roskilde festivalen 07.

Ud over kanten

2007-07-08T10:15:00.000+02:00

Torsdag gik festivalen gik i knæ under vandmassernes pres, men fredag og lørdag holdt det nogenlunde tørt, og så var fest-kolossen på lerfødder tilbage på benene igen. Her tre opturs-glimt hvor musikken på vidt forskellig måde nåede ud over scenekanten.

Boris psykodronemetal med slaskende strenge
Det japanske drone-metal band Boris, spillede fredag en intens, rumlende og sært røvsparkende koncert, hvor den meget lille kvindelige guitarist havde stemt strengene så langt ned at hun kunne sjippe i dem. Monstrøse, slæbende langsomme, uendeligt dybe toner fra den sorteguitar, som så kæmpestor ud i forhold til hende. Intense energi udladninger, knaldende dobbelttrommer. Boris er et band der ikke gør noget halvt, og lyder ikke som noget andet... afslutningen på koncerten var et dybt repetitivt guitarriff der som en traktor kørte langsomt henover de indre organer. Folk gik amok, uden måske helt at vide hvad der foregik. Mens guitarerne snerrede og snerrede og snerrede, stillede trommeslageren sig ud til scenekanten og rakte hænderne op i sejrsrus.... mens jeg fumlede med kameraet fik jeg HOV pludselig manden i hovedet... holdt op af hundrede beskidte hænder surfede han lige en tur. Hvorfor ikke? Han er nok ikke så god til engelsk ("No Crowdsurfing")

Trost på randen af et nervøst kraniebrud
Dinglende på Twin-Towers sko, med kulsort hår og en halv flaske rødvin i hænderne, var Annika Trost et sort hul at se på. Halv komisk, halvt skræmmende, slingrede hun og hendes sammenbidte band igennem insisterende David Lynch lignende dunkel-pop-slagere. Publikum vidste tydeligvis ikke hvad de skulle mene om det bizarre show, hvor Trost først faldt/sprang ned blandt publikum, eller kravlede op på højttalerne i siden svajende ud over kanten mens hun flåede i det strakte mikrofonkabel i takt til det huggende beat. En koncert der balancerede på randen af et kraniebrud. Underlig, sort og sexet cabaret musik. Som afslutning gik bandet en efter en, mens keyboard og trombone spilleren fortsatte med at den samme skæve melodi. Til sidst stod den store kraftige mand alene tilbage med sit riff... igen...igen...igen... folk kiggede på ham, på hinanden og tilbage på ham ... endelig kom bandet så tilbage, samlede instrumenterne op og afsluttede nummeret og koncerten. Noget der var med til at løfte koncerten var teltet selv, Astoria, smukt, mørkt, rødt og fantastisk flot. Ekstremt stemningsfuldt og meget passende til musikken. Så er hun jo ret - lad os sige betagende - jeg ville ikke have noget imod at få hende i hovedet.

Band Ane: godmorgen sol.
Om lørdagen stod vi op til Trosts diamentrale modsætning, Band Ane, der i år var rykket fra Pavillon Junior til den nye scene Astoria. Jeg tror at konferencien fik sagt ordet "talent" mindst 10 gange i både intro og outro, og Ane Østergård må efterhånden være ved at brække sig over at blive kaldt "det nye håb", "Danmarks electronica-darling"... som sidste år havde hun sine tre venner med til at pumpe Anes knitrende kompositioner op med bas, trommer og korsang. En småtosset sammenblanding af iørefaldende toner, smukke synth melodier, harmonika - tunge technobeats og sprøde clicks. Uanset hvad man mener om musikken (som jeg synes er top) var det svært ikke at blive smittet af Anes fantastisk positive udstråling. På et tidspunkt spille Ane en af sine mere indadvendte numre, og de tre glade musikanter satte sig frem på scenekanten for at dingle med fødderne og skåle med publikum. Koncerten sluttede med et 8 minutter langt harddance-techno-et eller andet fyrværkeri, hvor de fire abekatte slap instrumenterne og dansede amok på scenen, til publikums jubel. Man skal være en bister gammel klatkage hvis man ikke kan finde smilet frem efter sådan en omgang.

Orange Seneskedehindebetændelse
HELDIGVIS missede jeg en masse koncerter på Orange Scene, eller Orange Sene... enhver bevægelse i det tykke mudder flår i mine hårdt prøvede sener. Medmindre man er i pitten er det koldt, træls og unforgiving at se koncerten på video på 1 km afstand, og de fleste band har ikke formatet eller viljen til at fylde kæmpescenen ud. Jeg kedede mig bravt til Red Hot Chili Floppers (Krudtet var vådt), Queens of the Old Age (spillede kun to gode numre) og Nephew (dark Vaders - sådan nogle ville jeg gerne have), og blev gennemblødt til Bjørk som ikke helt kunne varme mig med sine kompositioner for hyl og jagthorn. Kun uafhængighedssangen fra Volta fik pisket mit næsten frosne blod en smule op.

DESVÆRRE missede jeg CSS, som jeg fra alle har hørt var det største i år. Damn. Gal brasilliansk powerbitch punkshow med fantastisk forsanger. Øv.

Blob Party #7; morgenlyde og landskildpadder

2007-07-07T20:21:00.000+02:00

Enhver ægte naturelsker ved hvordan det er at vågne op om morgenen i en skov, hvor dyrene langsomt vågner op... er det en vipstjært? er det et rådyr? er det en zebragøg? På Roskilde er der hver morgen Discovery Channel i Surround Sound.

Når man vågner, dvs. efter at de store sceners tons tunge kick er døet hen, en særlig fred. Det er her fuglene ville pippe (hvis der var nogen). I mangel af bedre hører man i perfekt surround sound high fidelity stemmer og lyde fra 40 lejre, som alle giver input til fantasien.

"FUCK! ejjj hvor mega klamt, nej, nej, nej, FUCK" - hvad var mon det? Noone knows som Queens of the Stone Age sang.

Et andet sted er der pludselig nogen der bliver rigtigt forpustede inde i deres telt, og så langsomt falder ned igen. Ja, der er mange der synes at det er ulækkert når man skal lytte til lyden af stenalder-parring, men jeg synes at lyden af folk der giver den gas i det fjerne er meget livsbekræftende.

Så er der vores semipolske nabolejr, hvor Pink Floyd kommer på kl. 08.00. Shine on Your Crazy Diamond... Min ven Jan bliver vækket af den gode musik og må kravle over de to andre teltmates, for at komme ud at tisse. ¨. Heldigvis har hans ribben det meget bedre nu.

Jan fortalte at hans ven, en Mejerist fra Hobro var kommet hjem til camping og opdagede at to bjældestive mennesker sov i hans sovepose, inde i hans telt, med gummistøvler på. Ovenikøbet løb der en rotte rundt i teltet!!! Mejeristen klagede sin nød til vagterne, som ringede til hovedkontoret. Her sagde de "hey, der, det er ingenting, tidligere idag pågreb vi en med en hel masse landskildpadder".... Okay, så vores mejerist var jo så rimeligt godt kørende med kun 1 rotte og 2 stiffs, han havde i det mindste et telt.

Roskilde festival som klarer skærene fantastisk godt, tilbyder i år at alle, hvis telt er skyllet væk, kan overnatte i Astoria teltet. Generelt må jeg give high five til RF, for at redde festen med super cool krise styring og planlægning. Efter en kaos nat hvor 75000 mennesker er blevet regnet halv ihjel, går man ud på et rent nyvasket toilet om morgenen, og spekulerer over hvordan det kan lade sig gøre........ respekt!

Roskilde Uber Alles!

Anarki eller kaos: det grå guld går amok

2007-07-06T16:00:00.001+02:00

Jeg var torsdag med min lejrmate Jan på nostalgitrip til Odeon. Da jeg var knægt så jeg City X, Ads og Sods i Saltlageret, som bare var spillestedet for Rock. Det har måske været i 82.... Det var en stor koncert. Guitaristen Lars Top-Galia fra Ads, hoppede senere over til Sods, som senere blev til Sort Sol. City X var kontant konstant anti-establishment punk med skarpe tekster og guitar riffs, og blev opløst for længe siden. Muligvis ansporet af balladen om Ungdomshuset, blev de fornyligt gendannet og har i egen lettere grånende version smidt rollatoren, skruet op for oldschool punken... og nu, samlet igen, torsdag på Odeon, Roskilde, OI!

DET måtte Jan og mig selvfølgelig høre. lejrens feltmarskal Liza, som er vokset op med speedtrashheavy og ekstrem-nærdødsmetal i Nakskov, eller hvad Satan sådan noget hedder, og var ikke imponeret, og mente at det var mere punkteret end punk. Well, dengang kunne punk og heavy ikke rigtigt være i samme rum, så hvad kan man forvente fra sådan en heavytøs.

Men Jan og mig gik amok: endelig noget kvalitetsmusik. Som Dinosaurer På Dåseøl væltede vi durk ind i mængden af tyndarmede, 50 kg/stk unger-punks, som nok følte sig lidt trængt af det grå guld, nu både på og foran scenen (det er Jan med kasketten lige ved albuen til venstre) . Ægte "trip down memory lane"... fed koncert! City X spillede frisk derudaf, og jeg blev så kåd af pogo-dansen, at jeg umiddelbart efter koncerten spontant forsøgte at sparke fadøllen ud af hånden på Jan med et karatespark. Mine cirkelspark er normalt kirurgisk præcist. Normalt.

Istedet landede min muddertunge felt-støvle i ribbenene på Jan som krummede sig sammen som en bænkebider: han er temmelig stor og stærk, så jeg skyndte mig om at forsikre ham om at benet var gået af ved en fejltagelse. Vi var i al fald enige om at det var en kanon koncert.

Sorry kids, move over for the elder generation X!

Øjenvidnet, first person

2007-07-06T15:55:00.000+02:00

PIS og LORT: MIN BARE RØV FLORERER PÅ NETTET!

Det skete i tirsdags. Jeg står foran Pavilion Junior og skal anmelde Detektivbyrån (megafed koncert), bøjer mig forover, roder i computertasken efter pen og papir og ja, jeg ved godt, jeg viser sprække bagtil, en ægte hængerøv med g-streng, men jeg er ærlig talt ligeglad. Hvad, jeg imidlertid ikke ved i foroverbøjede stund, er, at en gigantisk kameralinse peger direkte mod kalorius, lyssætningen er god, det bliver et brag af et Roskildefoto, et knips og nu er den bare røv foreviget.

Find Roskilderøven på nettet, jeg siger ikke hvor, men tager gerne imod lidet flaterende links!

Blog Party #6: Message to God

2007-07-06T15:06:00.000+02:00

Ikke alle gik ned i mudderskreddet. Læs om et par lejre der holder næsen oven vande, og hør om The Yapping Dogs besked til Gud.

Første kloak-klasse.
På en lang spadseretur hvor fugtighedsprocenten var omkring 200 (100 indenfor, 100 udenfor) lykkedes det mig at sjappe ned til søen, hvor en række trendy og meget runde boliger var stillet op. Gæsterne havde i en designkonkurrence givet deres bud på hvordan et kloakrør kunne indrettes til fremtidens Roskilde bolig, og havde som præmie fået lov at indrette det og bo i det på festivalen. Tørre, lækre 1/2 værelses lejligheder, nul faciliteter, men max coolfactor. Fik jeg sagt at de var tørre? Jeg interviewede to meget afslappede kloak-celebrities, Linda og Runa, der chillede i deres tørre varme hobbitbo. Jeg har desværre smidt noterne væk (lidt på grund af den høje fugtighedsprocent) og har glemt hvad de sagde, men vi var vist rundt at kigge på et par af labre kloakrør. Not bad! (engelsk for: "ingen bad").

"Its just like Iceland"
På vejen tilbage, mødte jeg to Islandske gæster, Audur og Thorir fra Reykvavik, der havde campet et "guldgraver i Oklahoma" lignende sted lige ved siden af grusgraven. De lå lavt, så allerede inden monster regnen (40 mm) faldt torsdag var det vådt. Regnen trak de på skuldrene overfor. "Its like Iceland". Det eneste irriterende var Godzilla maskinerne der tog fat kl. 7 om morgenen på deres infernalske larm.... så er der noget ved at tage på ferie! Musikken: Bjørk gad de ikke at se; som mange andre islændinge har de respekt for Bjørk, men næsegrus tilbedelse bliver det ikke til. Hun er bare "one of the guys".

Message to God
Midt om natten i The Yapping Dogs hovedkvarter, da regnen havde pølset ned i 10 stive timer, og stadig ikke tog af, da RF lignede de 1000 brune søers land, stak Christian hovedet ud fra den hårdt prøvede pavillon ud og råbte i trods mod himlen: HALLO! ER DET VIRKELIG DET BEDSTE DU KAN PRÆSTERE! TAG DIG SAMMEN DEROPPE... DET HER ER DET VI KALDER "DUG". Rock n roll, siger jeg bare. Christian har været guide på Grønland. Jeg synes det var ret ballsy, sådan at byde selveste Vorherre op til "at gå en tur udenfor". Det tror jeg også jeg vil prøve idag. På den anden side: det er et stykke tid siden jeg har hørt fra Christian... det var ham med kasketten og dåsen.

Panik i garderoben... elastiktyven er på spil
Jeg var også på tur med Trine, der torsdag hvilede benene i "de nydelige pigeres mudderfrie lejr" (læs mere her). Trine var ansvarlig for alle garderoberne, en af hundredevis af servicefunktioner på Roskilde, som man kun mærker noget til hvis noget går galt. Her afleverer du din mobiltelefon til opladning, eller tasken til opbevaring. Inde i garderoben var også Trines far Niels, der har været på Roskilde siden 1971. Trine var blevet flasket op med festival (mange blev iøvrigt flasket op torsdag). De var rigtigt søde; Niels den filur, skulle ud og høre noget heavy. Trine derimod var smadret efter at slæbe sig rundt mellem garderoberne.
I garderobe "J" var alting cool ("J" er overvejende tørt)... andre steder stod de i vand til langt oppe af benene, og kæmpede mod tårene. Ved en af garderoberne havde nogen stjålet alle deres kuglepenne og elastikker! Det lyder måske bette, men uden elastikker kan de ikke binde små sedler på indleverede mobiltelefoner, så de kan huske hvis der er hvis, og de kan ikke skrive kodeord, så folk får deres egen telefon tilbage. En lille bitte ting, og så er der pludselig kaos... med hundrede frustrerede og meget våde gæster der ikke kan komme af med noget. Så hvis du ser nogen med mistænkeligt mange elastikker, så giv dem lige en omgang buksevand.

Camp Spejder på mudderpletten
Sjovt nok er alle i garderoberne søspejdere!!! 191 søspejdere er troppet op, så de kender alle hinanden, og ved hvordan man binder knob, reber sejl, og bygger en tømmerflåde af papirservietter som kan bære 20 syvårige søspejdere og en trestjernet general flydende i 10 sekunder. Herligt, jeg vil også være spejder, men kun hvis jeg får emblemer til at sy på tøjet. Jeg hørte forresten at Camp Spejder stod totalt under vand. Øl og andre livsfornødenheder svømmede sørgeligt rundt i søen. Biuvak... hm... måske skal jeg ikke være spejder alligevel.

Fra den ene yderlighed til den anden
Roskilde har alt i disse dage. Desperation, glæde, melankoli, opgivenhed, fanden i voldskhed. Om du føler mere eller mindre lyst til at tage til Roskilde efter at have set følgende billeder, siger måske noget om hvem du er. Hvad ved jeg ikke... :)

Roskilde Survival Guide

2007-07-06T14:23:00.000+02:00

Fra alle os til alle jer. Hvis du nogensinde - for foerste, eller naeste gang - overvejer at tage til Roskilde festival, vil det vaere en god ide at naerlaese foelgende tips, direkte plukket direkte fra det vildtvoksne trae af haardt betalte erfaringer.

Paa en festival som 07, er det ikke hvem som helst der stadig er skarpe om torsdagen. Jeg pumpede et par gaester for deres overlevelsestips. Saa lyt efter og tag noter. Nu kommer de.

Jan
En glad og rolig festivalgænger, efter ragnarok? Hvordan gjorde han?
1. Find ud af hvor meget du vil give for et telt, og giv så 400 mere.
2. Kom sent, så får du plads der hvor campingpladserne ikke er smadrede endnu.
3. Drik ikke. Det er for hårdt.

Rasmus, medarbejderbaren
Rasmus lå og faldt i et med sækkestolen, og jeg måtte lige høre hvordan man nåede denne grad af coolness.
1. Slap af, lad være med at tage hjem, chill out, tag ting som de kommer
2. Scor en kendt: de har varme vogne med toiletfaciliteter
3. Smut fra koncerter, du behøver ikke at få det hele med.

Femmøller efterskole
To lejre som var mindre heldige med placeringen, havde rigtigt mange træffere:
1. Vaders! Gummistøvler ikke nok.
2. Plastikposer og stormpløkke overalt.
3. Hold humøret højt. Fx grav et hul, og se folk falde i det.
4. 10 shots om dagen, suppleres op med skovbærsnaps (ugh!)
5. Lav gulv af sammenmaste øldåser. Gulvet bliver stærkere og stærkere i løbet af ugen...
6. Hvis teltet er oversvømmet, overnat på et toilet (det gjorde en i lejren). Så er man også først i køen om morgenen.
... en eftertænksom pige havde overvejet at kravle ned i en kuffert og lade vennerne indlevere hende i garderoben. Tørt, trygt og gratis logi for natten.

The Yapping Dogs.
Min egen lejr er tør, er ved godt mod og er klar til en ny dags próvelser. De må have gjort noget særligt for at nå så langt, så godt.
1. Hæng dig ikke i principper. Det er ok at ligne lort.
2. Start dagen med en lang gåtur, slut den af med heavy. Begge dele kvikker op og desinficerer.
3. Stram bardunerne, uanset om du skal ud i underhylere kl 03 mens det regner.
4. Drop koncerter på Orange. Intet musik lyder godt når man er gennemblødt.
5. Drik med begge hænder i al fald de første seks timer hver dag.
6. Forstærk pavilloner, som var det atombeskyttelseskamre.

Har du overlevertricks? Så host op med dem, til de næste generationer af håbefulde, hjælpeløse RF novicer...

Oversvømmelse på festivalpladsen

2007-07-05T07:06:00.000+02:00

Roskilde Festival blev i går aftes ramt af 120 mm regn i løbet af 19 minutter, og jeg var straks på pletten med kamera, kamel og karameller for at være dine øjne, ører og næser.

Kaffen blev kold.
Vi talte med kaffeteltet, som ligger på Roskildes højeste top, et 520 meter bjerg af latrinslam fra 30 års Roskilde festivaler. Thomas Parfitt, om er vokset op i England, måtte svømme en stor del af turen på arbejdet sammen med morgen-medarbejderholdet, hvilket gjorde at kaffen blev kold. "Det er er kaffestrofe", siger Thomas, "jeg har været på festivalen i 20 år, og jeg har altid kunne servere kaffe der i al fald var svagt over stuetemperatur". Også småkagerne var fugtige, og Thomas var tydeligvis stærkt mærket af situationen.

Tilstrømning til Pavillon Junior.
Aftenens sidste koncert blev en uforglemmelig oplevelse. Dagens sidste navn, Poul Kloak Jam, gik på efter den lette byge, og vakte lykke med intense covers af "I en lille båd der gynger", og "Knaldrøde gummibåd" samt et "Wet Wet Wet" potpourri. Den store tilstrømning til koncerten var med til at gøre det til mere end blot en koncert. Der var element af surf rock, east-coast rap og sømandssange. Bedste oplevelse indtil nu på festivalen.

Noahs ark af dåser.
Jeg talte med en familie af dåsesamlere fra Lapland. Mange tror at disse flittige unge og ældre mennesker er på festival for at tjene en skilling men intet er mindre forkert. "Det er en happening - vi bygger en Noahs Ark af øldåser. På søndag sejler vi samtlige festivaldeltagerne hjem til deres adresse i protest mod de høje togpriser. Så kan de lære det" udtaler gruppens leder, Djamil Ebba Hansson-Svensson. Hendes kone, Lasse Ebba Hansson-Svensson, tilføjede at der muligvis kun blev plads til to af hver art, hvorefter Djamil åbnede en dåse surströmning lige i hovedet på Lasse. Den ungdom, den ungdom.

Vand-damme Camp
Jeg kunne ikke komme i nærheden af vand-damme camp på grund af vandmasserne. Til gengæld havde jeg Uzo-Finn på mobilen inde fra teltet. Det var svært at høre hvad der blev sagt på grund af musikken - festen kørte tydeligvis videre i højeste gear, men han fik sagt at vandstanden var steget til 1 meter og halvtreds, så alle gymnasieeleverne var druknede. Der var så kun omkring fjorten fest-deltagere tilbage som havde danset på bordene da regnen overraskede dem.

The Yapping Dogs - giver aldrig op
Tilbage til min egen lejr, viser det sig at Claus og Erik er ved godt mod. "Vandet?", udtaler Theis, "Det kender jeg ikke noget til. Jeg rører ikke det skidt." med munden fuld af morgenmad. Theis er i færd med at pløje sig igennem en ramme Tuborg. Erik derimod har godt bemærket at det har regnet: "Der er kommet vand i mit telt, og det har jeg aldrig oplevet før. Det er en militær bodybag, som jeg har spraymalet med sølv-autolak i et meget tykt lag, og alligevel var der fugtigt dernede her til morgen. Jeg kan selvfølgelig også have kommet til at lække".

Falck har travlt.
Hvor andre hygger sig i pytten, har Falck travlt som aldrig før. Her leder Falck efter tabte mønter, som er en stor del af indsatsplanen på festivalen. "Igår fandt vi næsten hundrede kroner" udbrøder Palle spontant da jeg spørger sjakbajsen Volkmar hvordan det går. "Det er mange penge, vi er jo altid i strejke. Vi købte to gange Andulisk Øko-Urte-Pot fra en undercover pottehandler, forklædt som iskiosk. Palle lyser op ved tanken: "Vi har aldrig prøvet pot før, og fik sådan en fin grøn plante i en rustbrun krukke. Vi vidste ikke hvordan vi skulle ryge den, så vi endte med at dunke potten i panden på hinanden - pyt i pande eller noget. Hold kæft hvor blev vi skæve!!! Fed griner". Sjakbajs Volkmar ser ondt på den meget åbenmundede Palle (som rider shotgun i gul regnfrakke på billedet). Jeg spørger Volkmar om ikke også de hjælper biler ud af mudderet og den slags. "Biler?", siger Volkmar, "kan du se nogen biler her?". Jeg kigger ud over vandspejlet, og udpeger en autoantenne, der stikker op af vandet. Dette mener Volkmar er en snorkel. "Vi har ikke set nogen biler".

Jeg giver ham ret; det er jo top-professionelle reddere.

Blog Party #5: En mini-storby på kanten af Graven

2007-07-04T16:02:00.000+02:00

Jeg er på udgang, som mange andre. Der er noget der skal ordnes Outside. Nogen skal bare lige hjem og blive mindet om hvordan noget der ikke lugter, lugter; andre skal på arbejde. Jeg er på vej mod Nørrebro, og det går op for mig at Roskilde Festival langt hen af vejen er bygget op som en lille storby. Desværre en mini-storby på kanten af graven.

Når man er på "udgang" fra R-BAM (Roskildes Beskyttede Afdeling for Musikbelastede), og stiger ud af toget på Nørreport, er alt mistænkeligt normalt. Ingen mudder, ingen sanseløst fulde gymnasieelever der vakler og falder, falder og vakler, ingen rappe piger med mudder næsten op til deres hotpants, ingen kakafoni af happy tomgangstekno og dødsmetal, bare almindelige danske borgere der futter rundt i onsdagens u-eventyrlige hverdag. Meget mærkelig by, København. Her tisser man ikke op af hegnet.

Næ, jeg bor sandelig et andet sted i denne uge: Festival Town, og den ligner København en smule mere end lidt. Lad os kigge ganske kort på byplanen:

1. City (J)
I "City" (hvor The Yapping Dogs lejren holder til), er der knald på døgnet rundt. Man kan høre to diskoteker og utallige hjemmebyggede boomboxe, og musikken slukker tidligt om morgenen. Van Damme Camp bor her, alt er tæt på --- bad, mad, tislugt, butikker, biograf, indgang til festivalplads, mobilopladning... pigerne har mere trendy tøj, og mere fordærvet tankegang. Højt, tæt, intenst, overfladisk og enerverende. Her er grundpriserne skyhøje: prisen regnes ud fra hvor hårdt der skal slås for hver kvadrameter når teltene sættes op søndag morgen.

2. Brokvartererne (Vest)
På den anden side af broen, ligger vest. Her er der masser af fikse (og superhamrende ufikse) butikker med batikgejl, militærhuer, spejder-accessories... the lot (forresten utroligt så populær spejderstyle er når det regner, så er de lige pludselig cool nok -- tjikker likker tjikker likker tjav tjav tjav). Som Nørrebro er Vest-centralområdet lige ved gangbroen, campingpladsens spisekammer, bare med lidt mere spredning i nationaliteterne. Der er også dyrt, men ikke helt så slemt som inde foran hovedindgangene på Østsiden.

3. Yderkvarterer (Syd, Vest)
Kommer man lidt længere ud, er farten en smule taget af. Der er stadig mærkelige områder med mærkelige mennesker, men generelt en smule mere grønt græs. En sjov blanding af lidt trashede steder og børnevenlige områder, hvor der indimellem er ægte børn. Dette er generelt dem der ikke var på pletten lørdag morgen, enten fordi de ikke nåede det, eller ikke synes at det er SÅ vigtigt at ligge lige ved siden af 2-3 permanente, døgnåbne technofester. Så er der jo den dejlige sø, hvor der har været undervands-koncerter og en del badegæster (trods vejret). Lidt mere idyllisk, lidt mere rart.

4. Provinsen
I provinsen er der efter sigende langt mere roligt og fredeligt (selvom der vist er problemer med vand-mængder). Her kan man campe hvis man gerne vil sove om natten. Problemet er man skal 7 km med shuttlebus for at komme ind til festivalen. Hvordan kan det være at det hvert år bliver sværere og sværere at få plads til campisterne?

NÅ, for søren... der stødte jeg lige ind i min kæphest, så den vil jeg lige ride en tur på.

5. Verdens mest malplacerede grusgrav
Det mest ulækre ved RF er uden diskussion den gigantiske grusgrav der år for år spiser mere af festivalområdet, føj for hedehuse hule helvede, at der ikke er muligt at dæmme op for denne ufattelige usmalige undergravning af et af de absolutte højdepunkter i dansk kultur.

Ude i verden er der ganske få ting der adskiller Danmark fra den totale anonymitet: Laudrup, Christiania, Mary, Den Lille Havfrue, Ungdomshuset og Roskilde Festival.

Lad os se lave den der status ting:

...Laudrup: har vi ekspederet, fordi han ikke var god nok som fodboldtræner, og var for ambitiøs. Hvad tror han er?
...Christiania: er ved at få sideskilning, slips og siliconepatter, og blive udloddet til snotrige hippie-yuppies med hang til malerisk fortid. Snart ser man vel Christianitter opføre små tableauer for turisterne, foran "The Loppen - authentic Christiania restaurant".
...Mary: staklen blev gjort gravid i det øjeblik hun satte foden på dansk grund. Man kunne have budt hende en kop kaffe først. Nå, hun klarer sig nok.
...Den Lilla Havfrue: er blevet halshugget, overmalet og overbegloet af hundrede tusinde liderlige japanere. Sikke en uhøflig behandling den lille grå haletudse bliver udsat for.
...Ungdomshuset: knaaaaaaaaaaas. No more spas.
...Roskilde Festival: bliver spist levende af en grusgrav. En grusgrav! Politikerne kalder det prioritering, jeg kalder det planarisering.

HALLOO - hvordan synes I selv det går?
Hvad er der tilbage når gaffeltrucksene har været der mulet Danmarks bedste fest? Ikke så meget andet end et hul i jorden, næppe værd at skrive hjem om til resten af verden.

Så inden RF bliver høvlet ned og lakeret 3 gange, vil jeg gerne opfordre alle til at opleve Festival Town, inden den også kommer på Arkæologisk Museum, som et offer for pervers og planløs planlægning, lige der imellem montrene "selvstændig tænkning" og "kreativitet".

Psykologisk Have er en flot lejr på RF, der har lavet en fin lille model af Orange Scene. Måske kan Arkæologisk Museum låne den til deres udstilling, når den ægte vare er skvattet i hullet?

Eller måske er det mere nærliggende her.

Unfair Volleyball

2007-07-04T15:08:00.000+02:00

WTO fører på point! Det Globale Syd kæmper hårdt og er næsten ved at få greb om kampen med hårdtpumpede smash, men så er der time-out. WTO beslutter at alle bolde de selv skyder er inde, uanset hvor de lander. The South ægrer sig højlydt, men er fra nu af nødt til at dække et 3 gange større område. WTO-holdet har lov til at ændre reglerne som det passer dem. FEJT!... jamen, sådan er det.

Sådan er volleyball i Mellemfolkeligt Samvirkes fortolkning, i al fald hvis kampen bruges som billede på de fattige landes kamp om rimelige handelsvilkår med WTO. På campingpladsen ved Roskilde Festivalens østindgang havde to hold, Global South og WTO, sat hinanden stævne, under MS's kyndige dommerskab.

De fattige lande i syd (dem med stråhattene) kæmpede mod et velspillende WTO hold, der efterhånden fik lagt flere og flere urimelige regler ind, hvilket gjorde at points'ene raslede af Syd-holdet, som fedtet af knoglerne på en meget sulten mand. En ikke vildt spændende kamp, der var afgjort på forhånd.

En Milliard, der ikke skal på Roskilde
Indimellem blev kampen stoppet for at stille quiz spørgsmål som "Hvor mange mennesker i verden lever under fattighedsgrænsen"... folk i publikum råbte alt muligt fra "ingen" til "4 milliarder"... svaret er 1 milliard, der lever for 1 dollar om dagen. Mange mennesker, især når man lige kommer fra pladsen og synes at 50000 er sygt mange, som det hedder på teen-talk.

Volleyball er en gentleman sport, hedder det. Som udøver i mange år (way back), ved jeg at det er en sandhed med modifikationer (been there, done that). Men i det mindste kom de to hold ikke op og slås med dommeren og hinanden (hrm hm). Jeg ville blive pænt indebrændt hvis jeg var det Globale Syd. Jeg hader snyd.

Over stregen
I de sidste par dages hårde kampe er det forbløffende nok lykkes Det Globale Syd-hold i at vinde kampen (og ølbilletter) et par gange. Det kan lade sig gøre...Meget opmuntrende! Jeg talte med en af MF-medarbejderne, som fortalte at de havde godkendt alle de regler som WTO holdende havde foreslået, undtagen en enkelt gang. Overfor et hold af ægte afrikanere, havde WTO besluttet, at der ikke måtte være sorte med på modstanderens hold. Den underkendte MF-dommerne trods alt.

Act fair - trade fair
Er Roskilde Festivalens humanitære fokus i år, læs mere her. Må sige at de er gode til at sætte fingeren på det ene ømme punkt efter det andet... overskuddet går ubeskåret til humanitære formål som har med årets tema at gøre. Cool! Roskilde er et meget organiseret og gennemført arrangement med værdier på plads. Jeg stemmer for en Christiansborg Camp på Roskilde, så de folkevalgte kan få lidt rigtig kultur, og møde nogle af de fremtidige vælgere i smatten.

Her et par billeder af kombattanterne. De ser faktisk lidt mere onde ud til højre.

Mudfest i Vest

2007-07-03T15:02:00.001+02:00

Camping vest bød i 2004 (dette år bliver kaldt "Nam" hørte jeg igår) på den største sø af rent pløre jeg nogensinde har set, og hvis regnen fortsætter kan der igen i år ventes mudderbad, mudderskating, mudderdans, MUDFEST. Så hvis der virkelig falder mere end 35 mm tirsdag-onsdag-torsdag så check endelig camping vest ved skater banen for brun underholdning i topklasse. Jeg skal nok være på smatten, klar med kamera, kamel og karameller.

Mandag aften ved ti-tiden fangede jeg Tom, en ung englænder som lige var stået ud af sengen og ledte efter en kop rar darjeeling te og en småkage.

Tirsdag morgen udsigt til høj sol og mudder, søens størrelse tæt ved broen er nu omkring 10 meter stor, og ikke dybere end til knæet - højst. Her et skud fra den anden ende af pladsen. Masser af godt pløre.

Blog Party #4: Camp smat

2007-07-03T13:33:00.000+02:00

En spadseretur rundt imellem teltene, enten fra A til B, eller blot fra Må til Få, giver mere kapow pr meter end selv det vildeste party-strøg i verden, selv efter en eftermiddag/aften fuld af tung regn og mudder. Dagens Blog Party har kig på et par out-there-camps out there, nogen af med branding, koncept, flyers, t-shirts, myspace sider og internetside...

Jagtklubben.com
Solid festcamp tæt på indgangen til Pavillonteltet; diskolyset kan ses fra indgangen. Omkring hundrede mennesker hopper rundt i muddermørket, og kaster deres beskidte naller op i luften, like they just dont care.

Van Damme Camp.
Dette er nok p.t. den største hårdeste, og mest gennemførte festlejr på Roskilde, siden finnerne ikke længere fik lov til at tage deres party-bus med ind på campingområdet for en del år tilbage. Van Damme Camp har været med længe, men hvordan de har fået lov til at slæbe så meget tungt gear med ved jeg ikke. Main-fest teltet er stort, og crowden udenfor større endnu. van Damme ligger i J-området, gå efter støjen; mandag aften var det remix af firser hits, og der var ikke en buks tør. Af flere grunde. Netsiden har eget forum, og 50 registrerede medlemmer! Som du kan se, var selveste van Damme forbi mandag aften.

String emil (www.String-Emil.de)
Camp String-Emil er en hyldest til en tysk internet celebrity, Der Emil, endnu en borat tumbe, der først promoverer sit skumle jeg på nettet i dyb alvor, og siden opdager at der kan slås skilling af at være til grin i hele verden. Fås nu også som lejr på Roskilde. Vi snakker med en ung dame fra String-Emil, der har mistet sin gummistøvle, grøn str. 40, og som nu er nødt til at gå med en rød der er lidt mindre. Og det klemmer. Har nogen set hendes grønne gummistøvle? Skriv til http://www.string-emil.de/.

Animal Planet.
Nabolejren til The Yapping Dogs, består af 100% søde, nydelige, unge og meget rene piger, der har kendt hinanden siden folkeskolen, og som tirsdag morgen stadig ikke havde en eneste mudderklat på tøjet. De var otte om at sætte en pavillon op mandag, og fortalte tirsdag at nogen simpelthen have pillet den op og stillet den op ude på brandvejen. Strengt! Check lige deres tøj... spotless!!!

Team "Cock" (betyder "hane" på engelsk).
Disse drenge har som parrings-optimerings-strategi valgt at komme helt ud af skabet og vifte med deres mandighed, både i ord og egen beskedne person. Lejrens maskot kan ses midt på billedet... det er tvivlsomt om lejren har valgt den helt rigtige strategi.

Bypasser camps
En del lejre beskæftiger sig mest med forbipasserende, man er så kæk når man sidder med vennerne. Der er "rater" lejre, der råber karakterer (typisk piger). Der er "diggers" lejre, der graver dybe huller i mudderet, og venter på at nogen uforvarende går i. Ser du rækker med forventningsfulde øjne på hver side af gangstien der opmærksomt følger dine skridt, så kig dig for. Pludselig er du i mudder til livet, og skal høre på bongohjernenes jubelbrøl. De fleste lejre er bare glade i låget som råber efter alle og enhver : "aaaråååråårrhhhh skal du ikke snart i bad?"... eller "åaååaåårårårrhh der hul i din kjole"...."åårårrhrh skål". Hmmja.

Outgoer camps
Andre lejres koncept er opsøgende virksomhed: her korte glimt fra to af de mere farverige...

Team Sexy-Time.
Apropos Borat, så er Team Sexy-Time i byen, og lyste godt op i månehvide baller og selvlysende grønne badedragter a la Borat på det mest trøstesløse regnvejrs tidspunkt mandag, og uddelte kram og kærlighed til alle og alt. Skal du have et kram af dem her? (fotografen er på vej).

Foreningen for flere operahuse (www.myspace.com/operahus)
En gruppe af yderst velklædte unge mænd og damer, der kæmper for at få udvidet grusgraven på Roskilde festival, så den kan blive til et nyt kæmpe operahus. De arbejder også på at få alle beskidte børn i bur. Tæt ved gangbroen mellem øst og vest var gruppen travlt optaget af at udføre kultur-test på forbipasserende for at kontrollere at de kendte Brian Mikkelsens fulde navn, kunne synge Kong Kristian og så videre. Vi bestod ikke, men vi havde også et beskidt barn med.

All along the watchtower (politirapporten).
Vagterne ved J-tårnet fortæller at det går meget fredeligt og roligt til indtil videre, kun et par problemer. Det ene er:

"Ninja-camp"
...der chikanerer alle, kaster øldåser efter vagterne og systematisk hægrer nabolejrene. De blev alle som en "klippet" og smidt ud sidste år, og security måtte ned og give dem en sidste chance allerede mandag. Hvor længe mon de holder i år? Jeg håber de bliver klippet og får vasket deres mund med sæbe.

Serielorderen er løs.
Ja... du læste rigtigt. Der er en serielorder løs på camping pladsen, hørte jeg i festival radioen. En person sniger sig ind i det ene telt efter det andet og laver. Meget meget ubehageligt. Jeg håber de fanger ham og vasker hans mund med... sæbe.

Blog Party #3: Reb Sejlet, Kaptajn!

2007-07-02T13:24:00.000+02:00

Roskilde havefestival har mange traditioner, og langt de fleste er startet op i en tåget kombi af sprut og overstadighed. Vanemennesker er vi. Det er de samme lejre, samme flag, samme bongobrains, samme problemer og samme løsninger. Af de mange gennemgående træk, de røde tråde, er en ting sikkert: Harald Nyborg/Jydsk sengetøjslager leverer i gennemsnit 1 hvid pavillon pr. lejr. De er billige og ufatteligt dårligt lavede, sølvpapir med hvid maling og rispapir. Kan de stå for mosten?

Et kig ud over campingpladsen ligner et farvand fyldt med sejlskibe. Der er ubehjælpeligt opsatte presseninger, villatelte, alt der ligner læ i butikken og bæ i lejren. Og overalt, over det hele, hvide firkanter. Hvis vi holder fast i søens maleriske sprog, er presseningerne lejrenes storsejl, og så er det jo rimeligt nærliggende at døbe pavillonerne "optimistjoller" - optimisme er når man sætter en pavillon op søndag og regner med at den står der onsdag når man kommer til festival.

Vejr-, vind og hærværksguden, lad os bare kalde ham Mr. Poohst, er vel endnu gang helt flad af grin over at se de håbefulde sømænd sætte ud med deres hjemmelavede flåde ... han tørrer tårene og tager en dyb indånding, arbejdet skal passes...

POOOOOHST

REB SEJLENE, STORM PÅ VEJ... råbene lyder overalt, det blæser voldsommere, og op kommer gaffatape, snor, sytråd, elastikker og alt muligt andet. Der er febrilsk aktivitet overalt; de kloge piller straks de store presseninger ned, og vupti, ryger de første telte og pavilloner afsted ud over pladsen. Luftmolekyler er så lette at man ikke kan forstå det, men når de løfter i flok efterlader de vrag i det oppiskede kølvand.

Whatsda madder? Har I ikke hørt om pløkker?

Et fint nyt kuppeltelt kommer rullende som en kæmpe gravid edderkop ned langs butikkerne med og crasher ind i en morgenmads-stand, med stænger stikkene til alle sider. Allerede inden klokken 11 ligger smadrede "optimistjoller" med sørgeligt brukne stænger rundt omkring på brandgangene.

I lejren "The Yapping Dogs" er kun mig, min datter Pil og Claus Aus Århus på vagt, og vi får hurtigt pillet storsejlet ned. Kaptajnen er her ikke før iaften, men det er nemt at se hvad der skal til: ned med sejlet, forstærk alt med gaffatape. Jeg taper et par teltstænger fast på pavillonens svageste punkter, og sikrer lejrens svageste telte.

Nå, vi kan ikke bruge mere tid på det: festpladsen er åben. Efter bad, morgenmad, afsted ind på pladsen, hvor jeg falder over en spændende paneldiskussion "PIRAT ELLER FRIBYTTER?" i MyMusic teltet... om piratkopiering i musik... passer perfekt til en dag hvor bølgerne går højt, og uvejret slet ikke har toppet. Der er dejligt læ herinde, jeg glemmer for en tid "situationen" ude på pladsen.

Transmission low, som jeg aldrig har hørt om før skruer op for forstærkerne kl 13.30, og det lyder sgu ret cool. Blasted New Yorker rock med sort tøj og skarpe kanter... må hellere ind og se hvad der sker...

Dagens TEMA for Blog Party er DIE HARD CAMPS... mere senere om festivalens mest udknaldede lejre.

Måske.

Bongo Time i Roskilde

2007-07-01T21:53:00.001+02:00

En hyggelig del af Roskilde er den godmodige tåbelighed der huserer alle steder, og fraværet af benhård puritansk afstraffelse fra omgivelsernes side... der bliver givet plads, også til bongohjernene. Og dem er der mange af.

En gruppe fyre med farvestrålende humør og ditto tøj, tilbød hele eftermiddagen forbipasserende piger i alle aldre muligheden for at vinde en fin præmie i deres hjemmelavede Bongo Lykkehjul spil. Med felter som "Øl", "2x" (dobbelt op), "?", "Ekstra tur", "Patter" er det ikke jordens mest avancerede spil, drengene har kreeret.

En ung pige var alligevel ubetænksom nok til at spille, og da nålen stoppede på "Patter", råbte alle drengene "yaarrrhhhhgggg", mens pigen stak af som en pil ned af vejen. Ungersvendene fløj efter pigen med fodbolddommer-fløjter og gule kort, jublende og fløjtende. Ingen kom til skade og drengene fik selvfølgelig ikke set andet end regntøj.

Mere Bongo

Der er altid en musik forretning et sted, der har bongotrommer, og før eller siden starter en endeløs samba-jam, som består af 1-2 der kan spille, og en hel masse andre der bare tamper med - helt væk. Bongo-bongo-bongo-bongo slingrer verdens længste nummer afsted, uden start og slut, mental healing for midlertidigt retarderede, og i virkeligheden er det også bare lidt hyggeligt.

Det er jo kun Bongo-Time en gang om året.

Blog Party #2: ”Næ, der sker ikke no...vent ... LØØØØØB”

2007-07-01T17:46:00.000+02:00

Hvad er reaktionshastigheden af 10000 fulde udmattede mennesker? Svar: cirka 1 sekund, når motivationen er stor nok. Et øjeblik går fra lunten tændes til menneskebomben går af. Vores feltmarskal Liza har netop taget telefonen, to af slæberne er lige kommet tilbage fra tis, da hegnet pludselig bliver lagt ned af vagterne klokken kvart i seks, og alle vælter frem mod hullerne i hegnet.

LUSKEBUKSE. Roskilde Festival havde i år designet hegnet på sindrig vis, så det ikke kunne væltes, og dermed først ville blive åbnet klokken otte. To timer før ryger muren ikke desto mindre ned, og uroen forvandles til stormløb gennem de snævre huller i hegnet. Henrik ryger afsted som en raket med to andre i hælene på vej mod matrikelnummer J55 som vi har udset på forhånd. Jeg kører sækkevognen som med 14 store og små telte var noget af en tank, i høj hastighed over pløjemark, sammen med to andre.

Overalt skyder lejre op som popcorn, og efter blot 100 meter måsækkevognen beklageligvis kværne tværs over stænger og telte der allerede lå spredt ud for at spærre plads. Jeg hørte forudrettede brøl bag mig, men vi var allerede videre i dødsforagtende slingrekurs med vores kæmpelæs på hjul: posten skal frem. PAAAS PÅÅÅ og så håbe at folk når at springe til side. We brake for nobody.

2 timer efter erlejren oppe, og det er på nød og næppe lykkedes at forsvare området inden sækkevognen nåede frem. Det var alt for tæt på denne gang. Tilbage er at sætte de mange komplicerede telte ordentligt op, hvilket er svært nok med kun et par enkelte fungerende hjerneceller tilbage. Vi graver et hul i jorden til at holde øllerne kolde, smækker en pavillon op med vores sidste kræfter, og besvimer så synkront, som stikket var trukket ud ---- . ”The Yapping Dogs”, som er vores uofficielle navn, giver ganske rigtigt aldrig op, men kan godt pause lidt i den fine, skarpe morgensol, efter 10 timers kø, et anarkistisk amokløb, og 2 timers mikado med 120 teltstænger og pløkker.

Kroppe ligger spredt tilfældigt rundt som efter en selvmordsbombe, blot mildt snorkende og roen sænker sig, også i de andre lejre.

Zoomer du frem til kl 15:00 finder du mig på Pavillon scenen, hvor Roskilde hopper ud i fjæset med hyggelig oldschool punkmusik fra Ungerens husband, Gorilla Angreb... god positiv vibe fra forsanger Mai og de tre andre gorillaer. Jeg glæder mig pludselig til at høre de genforenede hardcore-punkere fra starten af firserne, City-X, som åbner Odeon med aggressive riffs fra dengang punken var grøn og frisk. Arj, skal ud og have en lur mere i solen. Min ryg og knæ værker. Væk er jeg.

Denne blog bliver skrevet mens de sidste toner af Atoi sfæriske indietronica forvandles til mere og mere uptempo beats, og den sommerfugl-klædte forsanger Ida Cæcilie Rasmussen gennemgår en metamorfose fra Henriette Sennenvaldt (Under Byen) til Bjørk...eller måske bare Ida Cæcilie?. Jeg når da i al fald at fortryde at jeg luskede over i laptop-teltet for at skrive... det lyder bedre og bedre... men Atoi? (lyder som et nys)... måske man skulle lure lidt mere på dem.

Nu skal bilbatteriet lades op til aftenens koncerter med "Mit Nye Band", som pirrer nysgerrigheden med et hyperdårligt bandnavn, The Downward Candidate som spiller trashmetal, okay, og støjrockerne Death By Kite, som ikke er til at stoppe lige nu, og har en alt for lækker bassist.

Det hører jo også med.

Blog Party #1: Stilhed før stormløbet

2007-06-30T16:14:00.000+02:00

Jeg vil gerne byde velkommen til "Blog Party", bloggen der ser Roskilde helt nede fra nasty-pølen og helt oppe fra toppen af højttalertårnet... Du har ikke rigtigt været til Roskilde Festival, før du har læst denne blog og dem der følger. Blandt meget andet følger vi Die Hard Roskilde lejren "The Yapping Dog" (giver aldrig op) i forberedelserne til Den Ultimative Roskilde:

Der er spænding, klaprende nervøsitet og et jævnt højt aktivitetsniveau i timerne op til første led i den store operation det er at afholde den ultimative Roskildefestival.

Mellem "Queen Chaotica" (Liza, feltmarskal) og omkring 25 andre vejrbidte overlevere, har emails, excel ark, vejrudsigter og korte, nøgterne rapporter og kortfattede ordrer fløjet gennem cyberspace. De kommer fra Århus, fra alle steder i landet, en for en samles de i det som bliver Danmarks Kogepunkt næste uge.

Københavnerne udgør spydspidsen: små 10 toptrænede regntøjs-ninjaer, der fra ca kl. otte i aften først ligger i kø for først at få armbånd, og derefter for at positionere sig bedst muligt til Det Store Stormløb... så tæt på Hegnet som muligt... Hegnet... arghhhhh.... jeg ser mig selv med ansigtet ned i mudderet mens hundrede af kornfede, sjaskvåde, lortefulde teenagere tramper hen over mig... run, but don't fall...

DET ER FOR SINDSSYGT! tænk at jeg gør det her...

Forberedelserne har stået på længe, og rollerne er forlængst fordelt. Udover at skrive blog er jeg i år med helt fremme ved Hegnet.... Roskildes svar på Berlin muren, der adskiller de udsultede, psykisk nedbrudte alko-horder fra "Paradis": Ze Kamping Platz. Efter planen (Roskilde Festivals plan) lægges hegnet stille og roligt ned kl. otte søndag morgen, efter at titusinder af mennesker har sovet dårligt, drukket øl, tisset i bukserne, råbt og bandet, blevet regnet på og skubbet til. Planen er så at de pænt går ind og finder en god plads ingen andre skal bruge.

DESVÆRRE, sådan går det nok ikke.... Det bliver nok snarere sådan at klokken fem når pøblens kræfter er ved at slippe op, braser alle som en i et vildt stormløb mod de bedste pladser. Sidste år røg hegnet ned kl. seks. Det er som at spille "chicken"... hvor længe tør man vente. Dem der vælter hegnet kommer først afsted... så... hvem gør det? Belært af sidste års erfaringer , hvor vi nær var blevet snigløbet, tager vi vores forholdsregler.

"The Yapping Dog" har delt holdet ind i (I) frontløbere der bare spunser afsted med Nike gummistøvler og Nano-cover for at mindske vindmodstanden, (II) det lette infanteri med telte og bannere under armene for at smide det så snart de når frem, ca. 1 minut efter frontløberne. Tilsidst kommer det tunge infanteri, der er løbet afsted med de resterende telte, øl og alt muligt andet, der hurtigst muligt skal smides på de ca. 80 m2 vi gerne skulle kunne score lige der, hvor det er allerbedst at ligge.

Jeg er frontløber i år, og har løbetrænet en måned, ca. hver anden dag for ikke at fejle holdet, når Roskilde skal indtages. Det er ikke for sjov det her.

Vi ses på den anden side...

[peter]

STAY TUNED FOR BLOG PARTY #2

Knock Knock kiggede ind i fremtiden - og ledte efter regnbuen

2007-06-02T10:23:00.000+02:00

Som Rasmus så rigtigt skriver, manglede der modspil fra den etablerede danske branche. Men der manglede også medspil. IFPI og de store selskaber var ikke inviteret til at tale på konferencen og derfor viste der sig at være ringe tilslutning fra de IFPI Danmarks medlemmer. Måske lidt en fornærmet holdning, men på den anden side er det mærkeligt, at de ikke bliver inviteret tilat fortælle om krisen, de muligeløsninger og deres strategier - og det er kendetegnende for tendenserne, at de store selskaber i den grad bliver foragtet, at der bliver peget metaforiske fingre ad dem i såkaldt innovative kredse. De innovative kredse viste sig på konferencen at være virksomheder, der præsenterede sig selv og sine produkter. Helt kendetegnende for innovationen var - trist nok - at man hellere vil tale om sexede løsninger på bærbare terminaler og musikerens direkte adgang til publikum - end om de omkostninger, som denne adgang har. Som f. eks. på det meget ombejlede sellaband.com, der får brugere og fans til at finansiere 50.000 $ indspilninger i Sony Studios og samtidig napper bandets publishingindtægter på ubestemt tid - svarende til mellem 20 og 50 % af alt, hvad bandet tjener på udgivelser, koncerter osv. Hvordan det skulle være bedre vilkår end hos the majors kan være svært at se - men det er unægteligt smartere.

SPOT-festivalen kalder. Læs Rasmus Ardahls artikel om konferencen og se om der var noget om musikkens fremtid, som du ikke vidste.

Ild i pejsen og bløde sofaer

2007-02-09T17:16:00.000+01:00

Hvor Eurosonic og netop overståede Midem er fyldt til randen med travle slips og flyvende visitkort, så lader norske by:Larm til at være af en helt anden karat. Her er ild i pejsen og bløde sofaer; begge indbyder til uformel tale og networking i øjenhøjde. Måske det er fordi temperaturen udenfor nærmer sig livsfarlige minusgrader, eller måske det er fordi de norske gemytter er af en særlig støbning. Hvorom alting er, så er stemningen i top, om end termometeret viser noget ganske andet.

Ikke at der ikke bliver gået til makronerne business-wise på by:Larm. Det gør der skam. Gerne over en kop kaffe eller en Ringnes Pilsner, og gerne i den bløde sofa foran pejsen, hvilket klart højner feel-good niveauet og måske endda fremmer resultaterne for den forretningsorienterede stab af internationale branchefolk. Hvem ved?

En pæn slat MyMusic.dk visitkort er i hvert fald sat i omløb og folk smiler venligt når vi snakker med dem. Det er dejligt; ligesom det er dejligt at mærke man er i uvant territorium. Her serveres Lydforfriskninger i lufthavnen, Biffsnadder i deli’en og øl betales med Ørn (også kaldet Bong), hvis man er så letsindig at begive sig ind på festivalområdet i den gamle ubådsbunker Dora 1. Et festivalområde der i øvrigt skriger af undergrund, street(sm)art og forfrysninger. Om føje øjeblikke skriger det næste møde i rækken, så hermed Roger over, and out.

Koldere end is - men i live

2007-02-08T20:32:00.000+01:00

MyMusic.dk er som bekendt ganske vel undervejs i arbejdet mod internationalisering, og blandt andet i den forbindelse er vi taget et smut til Norge og deres festival by:LARM for at sprede det glædelige budskab, sætte ansigter på navne og virksomheder, lære en masse og høre en gedigen bunke god musik. by:LARM er en branchefestival á la SPOT-festivalen i Århus - bare større og koldere. En del koldere. I øjeblikket lige præcis -17 grader.

En del af formålet med at tage til festivalen er at møde nogle af de aktører, som vi i fremtiden skal arbejde sammen med. Vel ankommen har Mads og jeg allerede haft en længere snak med Ray Farrell, som er Vice President for online shoppen eMusic, som vi tidligere testede på MyMusic.dk. Shoppen er den næststørste internetbaserede musikhandel efter iTunes, og udmærker sig blandt andet ved at sælge al musik i MP3-format frem for DRM-baserede løsninger, som andre benytter sig af.

Mr. Farrell kunne fortælle, at amerikanskbaserede eMusic har haft mere end svært ved at få lov til at sælge musik på det europæiske marked grundet de forskellige landes mange regler for forvaltning af rettigheder og betaling for brug af musik. Essensen af mødet blev, at eMusic hilste vores kommende internationalisering velkommen og så frem til en konstruktiv debat om rettigheder på nettet. Løsningen er ikke anarkistisk fralæggelse af ansvar på rettighedsområdet, men en snarlig, rimelig og mere eller mindre fælles model for afregning af musikbrug på nettet – også på tværs af landegrænser. En model, der desværre ikke eksisterer nu, men som flere og flere er ved at indse nødvendigheden af.

Tak for snakken til Ray Farrell. Vi ser frem til dialogen. Og tre dages by:LARM.

Anmeldelser fra Eurosonic

2007-01-15T13:30:00.000+01:00

Vores kolleger fra Gaffa var også på Eurosonic. Udover fine reportager fra exportens og bookernes synsvinkel, har de anmeldt en god portion bands. Her finder du anmeldelser af:

the Psyke Project, overraskelsen Alice Rose og selvfølgelig festivalens store, danske hit, Oh No Ono. Du finder også anmeldelser af skuffelsen Shitdisco, af den unge electronica- og songwriterstjerne, Patrick Wolf og af festivalens største navn, the Magic Numbers, som tilsyneladende også fik overbevist de danske bookere.

Bowie, nej tak

2007-01-15T11:53:00.000+01:00

Vi hiver lige et citat mere ud af ærmet fra interviewet på Eurosonic, hvor Peter Jenner, 62-årig rock'n'roll-businessman, blev spurgt, om han fortrød sit nej til at blive David Bowies manager:

"When he got on stage, his face was all painted white and he was wearing a little hat. In stead of playing music, he performed a mime. Something about Chinese shooting innocent Tibetans. Miming guns and hangings. It was the most pathetic thing i ever saw...

I don't regret turning him down. I couldn't have managed a bloke, showing up in ladies' dresses. I would have damaged his carrier - i'm much to god-save-the-queen, stuck up, old brit for that kinda thing."

62 år, men længe på og stadig på forkant og en fornøjelse at lytte til. Tjek Peter Jenners artikel "Big labels are fucked, and DRM is dead" her.

Everything went pear shaped

2007-01-13T12:57:00.000+01:00

"It's hard to bear even now, that i didn't see it coming. By that time, Syd Barrett was taking a trip with his morning tea. Eventually, everything went pear shaped."

Seminarinterview med Peter Jenner, tidligere manager forPink Floyd og ven af Syd Barrett. Peter Jenner leder Sincere Management. Derudover har han, som han selv siger det "many other bullshit-titles" - bl.a. som formand for IMMF - den internationale sammenslutning af managers.

Jenner's stemme kan høres i starten af Pink Floyd's "Astronomy Domine", åbneren på albummet The Piper at the Gates of Dawn.

En fascinerende fremtid

2007-01-12T14:25:00.000+01:00

Mens nogle i auditoriet uden tvivl havde hørt foredraget før, så var undertegnede en Gerd Leonhard newbie, som i et blødt sæde og godt selskab kunne læne sig tilbage og få et overblik over musikkens fremtid.

Seminaret hed, ja, ”The Future of Music” og mere vil jeg egentlig ikke sige om foredragets helhed. Den smøre kan du finde andetsteds. Men enkelte pointer sprang i øjnene og det er, for dem der ikke skulle vide det, en fascinerende fremtid musikken går i møde. Mobilitet og en umiddelbar mangel på kontrol over den digitale musik er sigte, og vi kan kun glæde os. DRM (Digital Rights Management), som det kendes fra snart sagt alle bærbare musikafspillere og som er den irriterende ordning, der gør, at sange købt i iTunes kun kan afspilles på en iPod, går en snarlig død i møde. En skarp og vittig introduktion til DRM og dets begrænsninger blev hæftet til oplægget; se bare David Berlind skælde sin iPod ud:

Dog var det kun få lussinger, der blev langet fra talerstolen. Mestendels blev der konstateret. Skråsikkert, muligvis, men overbevisende og ganske logisk. Tag fx dig selv, lytteren. Og mig, lytteren. Der er mange af os. Big surprise. Og det er os der har magten, tror vi, selvom vi ikke har den. Men det får vi snart. Se selv:

Musikbranchen er, på godt gammelt dansk, en tricky satan at holde styr på. Hermed en stor cadeau til Gerd Leonhard, som på en lille time fik opsummeret den nuværende situation og samtidig spået fremtiden – forståeligt og fyldt med overskud og –blik. Tag dig selv tid til at tjekke hans powerpoint-slides (!) på http://www.gerdpresents.com.

Til cocktail party med de uinteresserede

2007-01-11T17:25:00.001+01:00

Visitkort og pamfletter – før brændende i de delegeredes lommer – er nu i cirkulation. Netværk er, som antaget, kodeordet nu, hvor Eurosonic-delen af Noorderslag weekenden officielt er gået ind i sin 6. time. For ganske få minutter siden blev hele kalaset åbnet på officiel manér, med taler, pindemadder, hvidvin, ambassadører og højtstående, hollandske kultur-personligheder. Som det sig hedder og bør.

Det er en mærkelig ceremoni. Tangerende det religiøse. Eller måske nærmere det maniske. Man har fornemmelsen af, at det var præcis sådan ballet blev skudt i gang sidste år, året før, og året før det. Og folk keder sig bravt. Hvis ikke det var for den utilsigtede komik i talernes talefejl og valget af åbningsband, så havde den officielle åbning af Eurosonic været en slemt kedelig affære. Men sådan er det måske bare. Folk skal vel i virkeligheden ikke underholdes før i aften, hvor startskuddet til den 230+ lange koncertrække lyder kl. 20:00. Lige nu skal de fremmødte mindes om, at musikmessen er et seriøst forum, hvor aftaler skal indgås, kontakter skal laves og den kulturelle verdensøkonomi skal drøftes. Pindemadderne og hvidvinen er et nødvendigt side-kick, som afholder de fremmødte fra at falde i søvn.

Problemet er bare, at det jo er professionelle folk, der er mødt op, så mon ikke den uinspirerende intro er et unødvendigt onde? Hvorom alting er, så er Eurosonic officielt skudt i gang. De første møder er afholdt. De første visitkort har skiftet hænder. Og vi er mange, der glæder os til at følge udviklingen.

Hollandse Haalsbezeendung

2007-01-11T13:11:00.000+01:00

Bortset fra et lovende møde med den franske musikeskport byder dagens huskeliste på indkøb af paraplyer og håndkøbsmedicin.

Mads har smuglet en blomstrende halsbetændelse gennem tolden og roommate Morten melder om de første symptomer. Vi er indlogeret på en helt basic, men fin hotelbåd - langs kanalerne et godt stykke ude i Groningens ophugningsområder, som tager sig intet mindre end yndigt ud i støvregnen. Hvis Hotelboat ventilation kører central heating vil jeres udsendte inden længe have lavet en viral markedsføring på alle ombord.

Eurosonic løbes i gang

2007-01-11T12:29:00.000+01:00

Torsdag formiddag og dørene er slået op til De Oosterpoort; Groningens imponerende messecenter, hvor Eurosonic Festival og The Noorderslag Seminar skal finde sted. Eller rettere sagt finder sted. Efter en forholdsvis hæslig nats søvn, med influenza stående ud af både ører, næse og mund på undertegnede, er vi alligevel på pletten som nogle af de første fra den internationale musikbranche, og vi har høstet os en god plads i foyeren. Ligesom vi har høstet os en såkaldt Eurosonic goodie-bag, fyldt til randen med cd-samplers, reklamer og sponsorerede mint-pastiller. Kampen om opmærksomhed er begyndt, og man kan fornemme hvordan visitkort og pamfletter er begyndt at brænde i lommerne på de omkringværende. MyMusic.dk-delegationen inklusiv. For i endnu mere udpræget grad end fx den hjemlige SPOT Festival, så er Eurosonic (og Noorderslag) et musikalsk kræmmermarked, hvor der udover musik, bands og udenlandske turnéer i allerhøjeste grad er visitkort, email-adresser og netværk til salg.

Men heldigvis er der, som sagt, også god musik og inspirerende seminarer på programmet. Egne favoritter inkluderer Patrick Wolf, Peter Bjørn & John, Uffie, Anna Ternheim, Datarock, Das Wanderlust og så selvfølgelig Oh No Ono og Dúné. Programmet er imponerende, ikke mindst fordi man har fornemmelsen af, at det rent faktisk vil lykkes festival-bagmændene at afvikle mere end 230 koncerter på blot tre dage, oven i købet i en by, der eftersigende ikke er større end Århus. Wow. Godt det ikke er mig.

Jeg vil nøjes med at få afviklet min forkølelse og så eller styrte rundt i virvaret af bands, branchefolk og seminarer, i håbet om at komme ud på den anden side med tasken fyldt med kontaktoplysninger, ømme ben og en pæn slat musikalske oplevelser. Stay tuned. Det bliver en hæsblæsende omgang.

Fest paa Reykjaviksk maner

2006-10-22T14:04:00.000+02:00

Vi begynder at forstaa hvorfor Reykjavik er de haardt plagede celebrities favorit gaa i byen sted. Smaat, overskueligt, fyldt med cool, snakkesalige og non-ass-licking islaendinge, smukke piger, listige venues. Byen er saa lille at man hele tiden render ind i nogen man har snakket med. Snart er man best buddies, og snart har man 10 kontakter. En barejer vi moedte fortalte om soendagsfesten paa Dillon (som vi til hans store fortrydelse maatte baile ud af), hvor man kan rende ind i folk som Bjoerk og Harrison Ford, der begge kan finde paa at haenge ud her. Skoert.

Totalt bombede efter tre haarde dage kravlede vi ned til Nasa, der sandt at sige har vaeret det sted vi har opholdt sig mest - efter min mening et venue der er i klasse med Vega, og paa mange maader bedre organiseret. Alle kan se, god lyd, rig mulighed for at crowdsurfe eller sludre med vennerne, alt efter hvad man vil.

Vi havde faaet anbefalet Benny Crespos Gang, som ganske rigtigt leverede spaendende og festfyrig rock, med psykedeliske afstikkere. Isaer den kvindelige keyboardspiller fangede opmaerksomheden, naar hun steg til mikrofonen. Hun hedder Ila som soloartist, og det betyder "Puke". Maaske er de ikke helt saa gode til det med navne, som til at spille. HEY ROSKILDE, HVIS I LAESER DET HER, SAA BOOK FLERE ISLANDSKE BANDS. DE SPILLER BEDRE!

Ogsaa Fields (UK) med en Islaendsk gudinde som co-vokalist (det er aabenbart det man skal) imponerede med gode sange og et veloplagt optraeden. Knap saa metalpraeget som programmet aftenen foer, men begge navne der uden problemer kunne vaelte de fleste Roskilde bands af scenen. Herefter vaeltede vi ind i stadig flere og flere dansktalende islaendinge der fortalte hvor meget de elskede Danmark og danskere, og boed paa (ekstremt dyre) oel og shots. Trods den gode musik (!) gik aftenen herfra mere og mere op i hygge og druk.

Et kort besoeg hos Brazilian Girls, et af de to store navne der spillede samtidigt kl. 00:00 (vi havde paa forhaand opgivet Kaiser Chiefs) virkede lidt kedeligt med deres bloede house pop, saa vi smuttede til Gaukurinn hvor danske WhoMadeWho satte enhver tvivl paa plads omkring deres live formaaen. Jeg husker Spot 2006 hvor de ikke just spillede deres mest tigthe set, uden deres saedvanlige trommeslager filur (fra bandet Filur). I Reykjavik var der ingen costumer, men totalt hammer droen paa de tre glade drenge, der spillede roeven ud af bukserne og fik salen til at synge med. En lidt haardere kant og knap saa meget fistel stemme klaedte numrene, der blev til en perleraekke af partytraeffere. Lige hvad der skal til for at give 3 timers ekstra energi.

De staerkt hypede Spectrum (UK) virkede smadrede og uoplagte, tighte som morfars lange underbukser, oev for et kedeligt show.

Aftenen sluttede med nine elevens, et old skool heavy metal band med rigtigt langt haar, bare maver og AC/DC guitar, der spillede som Motorhead meets tidlig Metallica. Efter 2 numre havde 10-15 af de lokale og meget medlevende supporters (desvaerre ingen af pigerne) smidt overdelen, og saa fandt nine elevenths det sjette gear frem. Der var tilskuere paa scenen for at broele med og spille trommer, og det rasede derudaf som en hel konvoj af trucks. Som en af de lokale sagde, "hey vi har haft mange danske bands heroppe, de lyder som gymnasierock ved siden af det her". Nine elevens hoerte bestemt ikke til et af de mange originale indslag ved Airwaves, men paa det tidspunkt var det helt, helt ok med noget helt almindeligt heavy.

Over and out, snart letter flyet.

Dr. Spock and friends

2006-10-21T20:44:00.000+02:00

"Why are there so many bands in Reykvavik" spurgte jeg en lokal musiker. "Theres is nothing else to do". En anden side af sagen er at musik faar helhjertet stoette af alle, inklusive myndigheder. Musik er en af Islands maader at profilere sig internationalt.

Fredag aften paa Airwaves festivalen, propfyldt med hjerteskaerende mustsees; aldrig har jeg vaeret til en festival med mere taetpakket guf. Haardt og ubarmhjertigt. Et positivt problem.

Ikke mindst for de stakkels bands der alle proever at vaere mere unikke, ekstreme, opmaerksomhedsskabende end de andre. Kerrangg! aftenen paa Nasa boed blandt andet paa I Adapt, et tight, velspillende og temmeligt originalt hard rock/heavy metal band der som afslutningsnummer tog tre meget veltrimmede dansepiger i cheerleader outfit paa scenen til massiv jubel blandt publikum. Man skal aldrig gaa foer det sidste nummer.

Det gjorde vi saa da Sign spillede. De fire hair-metal rockere var som taget ud af en senfirser mædl scene, med langt tuperet haar, dramatiske armbevaegelser - som min ledsager - rutinerede heavy spotter toert bemærkede, var alt som i gamle dage paa naer at taljen paa bukserne sad meget, meget lavere. De spillede godt, deres omfattende intoxinering taget i betragtning, og vi hoerte saa at forsangeren efter vi var smuttet videre havde slaaet sig selv gentagne gange med mikrofonen, indtil det bloedte. Bare for lige at understrege pointen havde guitaristen saa smaekket den ellers temmelig teenageidol agtige (taenk Mabel) forsanger to solide gok med guitaren (!). Jep, med guitaren, stakkels guitar, og stakkels Zorbel. Man skal aldrig gaa foer sidste nummer.

En ekstrem taetpakket cafe boed paa kitchet berliner camp fra Khan of Finland, der ikke har noget med Finland at goere. "Trommeslageren" spillede effektivt human beatbox staaende paa en stol mens han styrede sin mixer pult og controllere med taerne, og Khan himself havde laeder straps og kaninoerer paa. Det bizzarre band havde med deres groovy loejser sange godt fat i et meget entusiastisk publikum, der skiftevis skreg "we love you" og "we hate you", og forlangte mere musik samt flere kaninoerer. Meget underligt.

Den fantastisk karismatiske forsangerinde Ninja i spidsen for The Go! Team (UK), var med et afsindigt opbud af aerobic energi og cheerleader karisma en ren orkan, og publikum var blaest helt til party land, det var tvangs sing along og ofrene elskede det. Topunderholdende show, smaakedelig musik.

Endeligt, til sidst, efter par stopovers her og der, sluttede aftenen med Reykvavik bandet Dr. Spock, som har vaeret festivalens bedste oplevelse hidtil. En 110 kg toendeformet mand med tatoveringer overalt og mohikanerfrisure i spidsen for et topprofessionelt metal/rock/reggae/ska/punk/tekno band der ikke har noget problem med at rode alting sammen i samme sang. Nok et af de mest haesblaesende shows jeg har set laenge. Hans sidekick, en fyr der med overskaeg og hentehaar lignede en slags hippie professor paa et Universitet i San Fransisco skreg med paa de faengende slagnumre, iklaedt lyseroed spandex fra top til taa. Saaden var det hele vejen igennem. Den ene mere skingrende skoere og medrivende sang rasede afsted, mens bandet kastede lyseroede opvaskehandsker ud i hundredevis. Det var specielt at se en hel koncertsal vise "heavyhorn" tegnet med lyseroede opvaskehandsker. Blaendende spillet, godt materiale, originalt, musik for hjernen og jernet.

YEAARGGGHGHGH

Idag er vi traette, og hang ud i den kaempestore termiske pool, Den Blaa Lagune, hvor 5-600 festival gaester til hangover party boblede rundt i det klare solskin (og 4-5 grader luft), men i vand der var lige omkring de 40 grader, mens DJ Klovn (DK) og andre spillede chill, lounge og house af skiftende kvalitet. Ganske ok og tilpas syret maade at tilbringe en toemmermandsplaget loerdag, mens batterierne lades op til den sidste aften i Elverland.

Paa talentjagt med Fricke

2006-10-20T18:07:00.000+02:00

Island er et relativt stort land i areal, 2.5 gange saa stort som Danmark, men med kun 300000 vindblaeste indbyggere en tyndtbefolket sag. Efter i 1000 aar at have klynger sig til klipperne, taesket dagligt af en vild og voldsom natur, regnet soender og sammen, frosset til isterninger, overhaeldt med lava, og ude af stand til at besoege sin nabo uden bjergbestigningsudstyr er Islændingene idag en del af et moderne samfund - saadan da. Islaendinge er kendt for at vaere meget overtroiske; veje bliver lagt om for ikke at genere "de smaa folk" og elverfolkene. Ikke fordi man tror paa dem, men det kan man jo lige saa godt. Bare fordi de ikke eksisterer er de ikke sjove at faa paa nakken. Det oldnordiske sprog der stort set ikke har forandret sig i 1000 aar, giver sig udtryk i besynderlige navne som kunne vaere hentet ud af Ringenes Herre: Haldorr, Myrasyssla, Bandalag Íslenskra Skáta, Ásatrú, og mere mærkværdige som Vesturbæ og Gyltte Urinkött.

Et faktum er det at der i Reykvavik er et frodigt musik miljoe - en kontrast til det ubarmhjertige klima. Og musikklimaet er det ikke noget bedre tidspunkt til at tage temperaturen paa end Airwaves festivalen. En perlerække af internationale og især Islandske

Om eftermiddagen proevede jeg lidt random walk: gaa rundt i gaderne og navigere efter oererne - pludselig inde i en lille bitte organic cafe, og hoere hardcore punk paa en 3 kvadratmeter stor scene med publikum saa taet paa bandet, at de naesten stoedte hovederne sammen naar de headbangede. Det bliver ikke mere organisk. En halv time efter i posthusets kaelder, hvor 3 mennesker sad og lyttede til et band der hoevlede ubehjælpsom indienumre af.

Paa Airwaves torsdag var jeg alene afsted i fuld firspring for at naa starten paa postrock bandet Miri. Rock uden vokal er mig lidt imod, men som regel er postrockere gode musikere. Miri spillede et ekstremt veloplagt, opfindsomt og storladent saet, med lige dele syrede skala loeb og "konstrueret/dekonstrueret" rock, blandet med intense passager der naermede sig en heftig gang stoejrock. En fantastisk positiv og levende energi praegede drengene med en fabelagtigt spillende bassist i centrum. Jeg opdagede pludselig at manden der stod og vippede med foedderne og smilede, var David Fricke, den sagnomspundne Rolling Stone journalist der med sin forkaerlighed for nordiske toner har vaeret staerkt medvirkende til Junior Senior og Raveonettes internationale eventyr og anderkendelse. En flink og nede paa jorden fyr med en pegefinger der (indimellem) kan goere musik til guld. Han havde faaet tippet Miri af en ven, og var blevet meget overrasket over hvor gode de var. De femte medlem af Miri scratchede paa en gammeldags spolebaandoptager, og det loed dejligt maerkeligt, blev vi enige om. Inden jeg havde naaet at stikke ham 10 demo CDer og en MyMusic brochure havde hans venner fundet ham og trukket ham videre ud i den islandske aften. Miri, tænkte jeg. Maa hellere holde oeje med dem.

Aftenen gik slag i slag, langt flere pletskud end onsdag aftens lidt matte og amatöragtige koncerter. Original og slagfast rock n roll, med anarkistiske indslag i læssevis.

Flashes of taste:

Æla med en meget höj forsanger, der i löbet af koncerten sögte op paa de höjeste punkter han kunne naa (med wireless guitar). Koncerten sluttede med et nummer hvor han balancerede paa rækværket mens guitarriffet körte og körte, og til sidst hoppede 2.5 meter ned paa dansegulvet uden at riffet hakkede mere end et taktslag. Sjovt og energisk, max live fiesta.

Skata, der havde klædt sig ud i laboratie-heldragter, og svedte som sindssyge under et meget energipræget funkpunk show, der gav mindelser om MyMusics egen Plök.

Aftenens absolutte höjdepunk(t) var Reykvavik der bestaar af fire filosofi studerende og en dödsmetalbassist, der uden tvivl vandt aftenens konkurrence i gaa mest amok paa scenen. Forsangeren, en lille vips med lyst haar og trendy fuldskæg man sagtens kunne forestille sig paa en cafe med en Sartre bog og en Latte, slog næsten sig selv i stykker med en indlevelse der tangerede Iggy Pop paa en god dag. Yeaarrgh. Skarpe, velleverede numreSamtidigt var det tight og forbandet medrivende powerrock der virkeligt imponerede. Klart et bud til naeste aars Roskilde Festival.

Herefter var der fest med Datarock, en udvidet norsk duo der med diskoelectro tresser firser halvfemser bastard musik og langt haar i oejnene, trak oceaner af ikke ret hoeje piger frem mod scenen. Festen var lige i oejet trods halvfalske vokaler, og blandede musikalske praestationer. De er bare saa cool, er de saa. Musikstilen minder ikke saa lidt om WhoMadeWho, som vi stadig har til gode at se paa Airwaves.

Efter at have hoert det svenske upcoming navn "Love Is All" spille Yeah Yeah Yeah lignende rock, med knap saa meget gnist og kitchet energi, gik turen ligesom onsdag til Pravda, med Drum n Bass, der igen holdt et hoejt niveau. Der er aabenbart gang i breakbeats paa island, og hjemsiden breakbeat.is giver et godt overblik over hvad der foregaar - desvaerre paa islandsk. Men hey, det er jo bare saadan dansk saa ud for 800 aar siden saa hvor svaert kan det vaere.

Links:
Miri: http://www.myspace.com/mirimusic
Skatar: www.myspace.com/skatar
Reykvavik: www.myspace.com/reykjaviktheband
Datarock: www.datarock.no
Love Is All: http://www.love-is-all.com/
Breakbeats and dnb: breakbeat.is

Rokk i Reykvavik

2006-10-19T16:12:00.000+02:00

Iceland Airwaves er en lille men uhyre spændende festival, der paa mange maader minder om Spot i Aarhus. Der er et kraftigt fokus paa lokale bands, der her faar en unik chance for at fyre et kort sæt af i hovedet paa gæster fra hele verden. Sidste aar naaede Airwaves en stoerrelse der gjorde at ledelsen besluttede sig for at reducere antallet af gaester. I aar er programmet med internationale navne som Kaiser Chiefs, We Are Scientists, The Go! Team, Metric, Brazilian Days, Datarock, vores eget party houserock band WhoMadeWho samt naturligvis lokale stjerner som Mugison stærkt, og der relativt lidt trængsel ved spillesteder, cafeer og spisesteder.
Med otte officielle venues og over tyve off-venues samlet paa et lille omraade, summer den lille hovedstad af musik og musikfans. Yeah! Festival paa foerste klasse. Men koldt.

Selv om det er sjovt at de store navne kan trækkes til det kolde nord, er det alligevel det mest spændende om man kan spotte det næste nye navn fra det lille musiktossede land, som siden Bjoerks gennembrud har haft hele musikverdens bevaagenhed. Whos next?

Onsdag aften maatte vi checke Hotpants ud, der var annonceret som en strengeinficeret, quirky electropunk duo. Drengene gik paa med krum hals og begrænset talent i det lille, tighte Grand Rokk, 1ste etage ovenpaa en sportsbar. Der blev skraalet længe og hoejt paa minimalistiske electro og breakbeats fra et större antal vintage rytmebokse og elektroniske papkasse instrumenter. Vi blev enige om at ideerne var gode, men at det nok ikke var dem der skulle bidrage til Islands i forvejen sunde betalingsbalance.

Midt i alt-country bandet Mugsefjuns skarpe og smukke lyde, loeb vores damp opmærksomhed desværre ud og vi roeg videre til Gaukurinn, et noget stoerre og mere fyldt spillested, laengere nede af "stroeget". Her imponerede The Telepathetics med deres tekniske kunnen, men ikke med deres sange der var ok, men ikke kom meget udenfor slipstroemmen af nye engelske brit-power-pop bands. Det loed fint, men der var ikke noget nyt i det meget unge bands emo-staccato guitarrock. Det naeste band Hoffman havde lige spillet 2 minutter af et trucker grunge nummer, foer vi sluttede aftenen af med spaendende Drum n Bass og breakbeats fra Raychem paa den elektroniske venue Pravda. Yderst cool sammensætning af velkendte dnb-stunts og mere eksperimenterende, glitchede flik flak.

Saa slog de to timers tidsforskel og en lang haard dag ind, og vi maatte luske hjem allerede kl 23.00 uden at faa se We Are Scientists.

Imorgen, mere blog, og mere om elvere.

Det bedste gøgl

2006-09-23T19:28:00.000+02:00

Og mens vi signer ud, kan vi lige få kåret det bedste gøgl på Messehallens mange stande. Først og fremmest kommer vi ikke uden om en eller anden bad taste-pris til denne limo-udgave af en hummer, som kan køre hele hovedstadens restoplag af Trabant over inden man kan sige bitte sehr.

Ellers var en stor del af Messens 450 stande formålsløse (små labels, der havde betalt røven ud af bukserne for en stand langs væggene op, til lokummerne, symbolsk i skyggen af større partnere), endnu en del var trøstesløse (bagstræberiske infokiosker og CD-trykkere), nogle var ligeså saglige som kiks (exportstandene), nogle smukke og andre herlige.

Vinderen herfra blev MTV europe for at et fransk fodboldbord, gode DJs, der kunne overdøve Sony/BMGs hamrende videoreklamer, bløde, dybe læderarrangementer, gratis pilsnere, en sandsæk + 2 sæt handsker. Og et klart plus at ligge 8 sekunders gang fra Brasiliens gratis espresso-stand.

Taberen blev iTunes. Apple, Mac, iTunes var nemlig ikke til stede. Hverken som stand eller paneldeltager. Deres lukkethed er ved at blive legendarisk og de oplevede massiv kritik for deres europæiske priskrig, der køres centralt fra Luxemborg med dette lands skatter. Vinden blæser måske en anden vej end .aac-filen nu.

Der var også en anden potential taber. Designet var måske - bortset fra fransosernes Tour de France-tema - messens bedste.

...

Men hvad siger du til denne her nedenstående tekst fra Universal? Er det klogt for dem at slå på solidaritet og fællesskab? Overfor MySpace? Well, well.

Popkomm er slut...

2006-09-23T19:15:00.000+02:00

... lad popkommunikationen begynde. Der blæser bestemt varme vinde fra hovedstaden og ikke bare fordi det har været 26 grader siden vi ankom. Tyskerne er meget åbne for den danske scene og især bookerne er interesserede i at tage danske bands ind. Markedet er åbent. Jge er spændtpå at se, hvad Lily Electric får ud af at købe en af de mange billige lejligheder hernede...

Der var delte meninger om den danske indsats. Overordnet var kvaliteten i orden - fortærsket, måske, men i orden. Men flere unge bandsherned. For Popkomms arrangører er det desværre vigtigst at få fat i den internationale branche og ikke berlineren, hvilket betyder at spillestederne - også fordi festivalen løber fra onsdag til fredag - står halvtomme hen. Popkomms relation til f. eks. hovedstads-avisen Zeitung Berlin er ikke bedre end at denne store festival får en sølle kvart bagside - endda et debatterende indlæg - i kultursektionen omkring musikken.

For mig, der hade både MM-hat og MXD-hat på var messen en succes. Møderne gik fint, Europa er åbent, seminarerne bød på nogle uventede konklusioner, koncerterne var i et par tilfælde rigtigt gode og den danske indsats var tæt påat være pletfri uden at være prangende.

Og så lige et citat

2006-09-22T15:30:00.000+02:00

Its time we put Universal, Emi og Warner to rest. The artist is taking over. Both the art andthe industry. The young artists understand that, and its good to see for an old artist, that has been exploited for 40 years.

EdgarFroese, Tangerine Dream

Møder og gedemarked

2006-09-22T15:17:00.000+02:00

I dag er mødedag. Og det er som derhjemme x 10. Folk har næsten for travlt til at gøre forretning. Dertil kommer at folk har tømmermænd (jeg har ikke, da jeg så Cartridge's fantastiske optur i selskab med berlinsk afri-cola). Og dertil kommer, at mange i denne branche har hovedet langt op i røven på sig selv at de ikke kan høre, hvad man siger - de er mest interesserede i at opstøve den næste selvbekræftende begivenhed - hvilket er en afgørende svaghed ved heleindustrien. Det er nemlig ikke altid, der er hverken forretningeller fornuft i dét. Gode møder dog, selvom det kræver lidt ekstra for at trænge igennem den suppetykke flod af tilbud og info.

Men bliver man lidtsvimmel, kam man sætte sig ned i den brasilianske stand. Brasilien er officiel partner. Hvorfor har jeg ikke helt forstået. Jeg har spurgt, men fandt ud af at de ikke erv oldsomt interesseret i at udbrede musikken via nettet, så vi venter med sydamerika lidt endnu. Alligevel er det måske den bedste stand. Der står nemlig en kaffeguru (har glemt hvad de hedder?) og rumsterer med gratis espresso. Så kan man sætte sig i MTV standens blødeste stole og tælle dinosaurer. Der står stadig web1.0 i panden på mange,selv om de tror noget andet.

Kvadratisk, praktisk, tysk

2006-09-21T12:24:00.000+02:00

Velankommet og altings tilgængelighed trænger sig på, laver dagen til en suppe af info og støj. Hotellet ligger midt i byen - langt fra den Kreuzberg'ske musikhøjborg og messecenteret, men centralt, roligt, stort. God morgenmad og fem M'er til den tyske kaffe.

Der er sket ting og sager siden POPKOMM satte rekord i boomjahre 200 med 924 udstillere. Festivalen er på vej op igen med 817 i år og der er flere partnere end nogensinde. Brasilien med kulturminister Gilerto Gil i spidsen er ganske offensive. Napster er ikke bare det svage minde om pirateriets oldefar - nu er det lille stykke revolutionært software partner og har "fået lov" til at donere keyhangers. I den lille plastichanger ligger 10 gratis downloads til iTunes. Det bliver overgået af 25 til eMusic, som dog er billigere.

Alle folk hernede showcaser, udstiller og alle vil have alting gratis. 2006s særkende er dog den politiske interesse. Debatten er i fuld gang - europæisk skala - og man kan kun håbe, at DK kan få nogle politiske attacheer med herned, for det er savnet.

Inklusiv jeg selv, som blev skuffet over, at goodiebag'en er blevet mindre. Først og fremmest fordi den ikke indeholder den meget nyttige kontaktlisteover alledeltagere. Sidste års version var på størrelse med en telefonbog. Men i år er den selvfølgelig brændt på en disc. Kvadratisk, praktisk, god, tysk, sådan. Tilgængeligheden leve.

At man så til gengæld kun har to timers netforbindelse i midten af Berlin er knap så kvadratisk. Den danske aften gik vist ok - med isærInfernal som det store hit, der trak 60 branchefolk. Vi venter på Henriks og Johns reportager. De kommer her påsitet senere.

På vej til Berlin

2006-09-19T11:34:00.000+02:00

Har lige fået en mail fra mit hotel i Berlin, der siger, at den booking, som jeg gennemførte for 20 dage siden, desværre ikke er mulig! Jamen alle tiders, jeg finder da bare et andet hotel i Berlin under POPKOMM, electronikmesse og marathon, det skulle ikke være noget problem. (Well, det var det faktisk ikke, takket være hotels.com.)

Festivalsommeren er slut og et mere moderat festival-efterår er i gang. POPKOMM i Berlin skød sig dog hurtigt ind som en af mine favoritter sidste år og jeg ser frem til at stå i security-tjek kl. 5 i morgen - og derefter have ROSAs Henrik Friis i røret hver nat mellem 3 og 5 med deadlinerykkere. JohnFs morgenfjæs - Gaffas udsending og en sand allieret på en sådan udflugt - er som regel hele turen værd. Jeg har endnu ikke luret, hvordan manden opstøver alle de fester i alle de byer.

Programmet fra dansk hold byder på lidt mindre bands og lidt større sats fra MXD. Den moderate kritik - at MXD kun satser på indierock - forstummer næppe selv om vi kommer omkring bla. Infernal, som den afsluttende del af den danske aften, som ellers byder på Teitur, Spleen United, Powersolo, Outlandish og Junior Senior. Men rundt om i byen finder man også the Broken Beats, Columbian Neckties, Fast Gallows, Gob Squad og ikke mindst to afteners Copenhagen Calling med bla. Munck/Johnson/, the Unit og Barra Head, som jeg desværre går glip af igen, da jeg er i den anden ende af byen. Har misset dem lige siden Jan Jørgensen anbefalede dem til SPOT11. Moi Caprice, Baby Woodrose og det eneste navn fra MyMusic.dk (mod 8-9 bands sidste år!), Cartridge.

Vi bliver dog utvivlsomt outperformet af Norge i år. Deres torsdag aften i Kesselhaus - som er en fantastisk fantastisk del af Kulturbrauerei i Prenzlauer Berg - byder på bl.a. Kloroform, Kaizers Orchestra og Animal Alpha. Som blev anmeldt til 6 M'er på SPOT12. Så meget støj, så lidt tid.

Det er jo kunst

2006-08-12T00:14:00.000+02:00

Hold kæft hvor folk dog skvalrer op og larmer. Sig mig, er I her ikke for at høre musik? Lad gå med at man får hældt larm ind i det ene øre og hældt øl ind i det andet sålænge man alligevel står i regnen og hører flødebollerne fra Toto fyre noget uforpligtende underholdning af sted.

Men når Mew laver KUNST vil jeg altså gerne lytte til det HELE. Også de stille passager. Det er der mange der ikke vil. Bag mig benytter en flok veninder en hvilken som helst dynamisk nedgang i musikken til at udveksle minder fra efterskolen.

Mew er efter i aften rykket derop hvor man får sin egen kulturkanon-kategori. Der er blues, rock, soul, jazz, pop - og Mew. Fatter efterskolepigerne ikke at der skrives danmarkshistorie?

Fik jeg sagt at jeg har stået ude i regnen i FEM KVARTER. Med et åndsvagt regnslag der sikrer koncentrerede stråler af vand ned i ens sko. Hvad gør man ikke for at høre om Steve Lukather stadig kan spille hurtigt?

Det ku' han.

Regn og ambulancer

2006-08-11T17:14:00.000+02:00

Det er fedt at opleve et MyMusic band få hele turen. Sidste års vindere af Starfighters er indtil videre dette års største mediestjerner. Interviews her og der. I radioen hele tiden. Og nu også med en flot koncert bag sig på bøgescenen.

Nu er der så også regn ud over det hele. Det var publikummet til Runrig ligeglade med, men de er også skøre.

Jeg er ikke så meget til regn, så jeg smutter så vidt muligt ind i et telt ved den slags vejr. Problemet er, at det gør alle andre også. (Undtagen dem der er fan af Runrig.)

Nu er det tørvejr igen. Jeg er begyndt at glæde mig til at komme ud af det her telt...

Øhm

2006-08-10T19:14:00.000+02:00

Her troede man lige man havde styr på blogging. Det havde man så ikke. Og du godeste hvor ser jeg da også sur ud på det billede. Nå, det korte af det lange af dén historie er, at jeg ville have dette billede af mig selv på min profil. Det fik jeg bare ikke. (edit: Nu har jeg fundet ud af det. Endnu engang har mennesket sejret over teknikken...)

Nu må jeg se at få en passende historie ud af det.

Billedet viser hvordan man ankommer lidt sur, træt og tvær til Skanderborg, og efter kort tid (det viser billedet ganske vist ikke) bliver i vældig godt humør af denne smukke festival.

Der ER jo smukt her i Skanderborg. Der er styr på tingene. Et fedt program i år, og rare mennesker. Tag nu bare Tina Dickow. Hun er intet mindre end fabelagtig. Uhyggeligt sikker med et band der som få fortjener betegnelsen -super.

Også Starfighters indeholdt den slags momenter man som musikelsker samler på. Dér hvor man bliver grebet og det risler rart på ryggen, ned ad armen eller hvor man nu har sin zone for musikekstase.

Måske er Fetsivalledelsen ikke helt med på at vi er nogen der gerne vil dække Starfighters. Presseteltet er i hvert fald først åbnet i dag. Men her kommer det med de rare mennesker ind i billedet: Sæt dig her min ven, sagde de flinke folk oppe i administrationshytten. Og dér sad jeg så med indtrykkene fra Den Blå Planet, mens familiehyggen bredte sig blandt udstedere af køretilladelser, folk i billetluger, computerkontorister og festivalsekretærer med børn, svogre og andet barnevognskørende godtfolk.

Der er overalt den der fornemmelse af at hele familien kan være med.

Nja, så er der jo selvfølgelig de ravende fulde teenagere ud på aftenen. Og dem er der mange af. Ikke så meget good clean family lige dér. Men jeg har nu ikke set nogen brække sig endnu.

Selv når man er plakat, optræder man relativt høfligt her i skoven.

På vej til Skanderborg

2006-08-02T03:39:00.000+02:00

Oraklet på Dyrskuepladsen

2006-07-04T10:00:00.000+02:00

På teltpladsen de støvede syner. Der er ført en stejl stige direkte ned i hypofysen på den kollektive opfindsomhed. Teltpladsens gæster kravler ned af stigen med hver deres kop i hånden og de kommer op med vilde øjne, vilde ideer, vælter rundt i støv, pap, gammelt lærred til en lugt af røg, støv og pis, der fremover vil ramme dem som et syre-flashback ved lugten af grill og støv i høj varme.

Der er undtagelsestilstand så langt øjet rækker. En lejr af lykkelige flygtninge. Med hver bevægelse glider de længere ind i en sammenhæng, hvor man glemmer sig selv, opnår sig selv. Det er ren, vedvarende glæde og set fra en anden synsvinkel - det sværeste i verden. Det er dét Roskilde stiller til rådighed. Det er dét, som de 75.000 teltgæster stiller til rådighed - sjældent bedre end i år.

Går man på den anden side ind i mediebyen! God damn for et synkende bordello af selvhøjtidelighed. Af imposante hierarkier - af banale statusoplevelser - en ultimativ flora af påholdenhed. En uendelig inspiration til aldrig at give slip. Det sære er, at alle tilsyneladende føler den samme trætte væmmelse. Men atmosfæren opstår alligevel. Osmose. Egoer svulmer - klækker i varmen til smagen af Smirnoff Ice.

Og midt mellem himmel og helvede har vi limbo - festivalpladsen. Når koncerterne på Roskilde rammer, kan man tanke op til et helt år eller gå emotionelt rabundus på en enkelt times hudløse oplevelser. Make or break you. År efter år. Du kan - midt på pladsen og konfronteret med den rette stemning - blive nødt til at tage hele dit liv op til revision. Oraklet på Dyrskuepladsen.

Roskilde: trailer trash upper class clash

2006-07-02T14:11:00.000+02:00

Roskilde excellerer i modsætninger.

En søndag som idag er et godt eksempel. En uges varme og urinstøv har forvandlet en god portion af landets ungdom til hostende, øldrukne, trash campister, der trækker bukserne ned hvor de står når de skal af med øllen, og lader det hele hænge ud. Selv uden regn og mudder ligner campsite en scene fra Tjernobyl, og ikke mindst de giftige skyer af tis medvirker til at give fornemmelsen af fordærv fordærvet kød på.

Værre er det ikke. Denne søndag har også et historisk stærkt program, hvor navne som Placebo, Kaiser Chiefs, Arctic Monkeys, Franz Ferdinand og ikke mindst Jack Whites nye band, Raconteurs. Alle bands med radiohits, pondus og masser af fans. Hvad så med Goldfrapp, Coldcut og Killl? Sammen med de andre bare almindeligt spændende navne, burde det være nok. Størst er måske at Roger Waters opfører evergoldengreen albummet Dark Side of The Moon, i surround sound at bedømme efter de talrige nye højttalertårne der har rejst sig af støvet i nattens løb.

Dette sammen med det gode vejr og "ingen begrænsninger på søndagsbilletterne" gør at renskurede børnefamilier, pensionister, gamle syrehoveder, alle dem der ikke havde tid, vælter ind i al deres unaturligt hygiejniske og sommerferielignende skinnen. Halvt døde sortklædte fra vores nabolande sover ved "renden" mens to blomstrede plejehjems oldemødre stavrer forbi mens de kigger i programmet.

Men de fleste af trashcampisterne ved godt at festen er ved at være forbi. De tre fjerdedele gør sig mentalt klar til at vende tilbage til civilisationen. Der pakkes sammen i lejrerne, og der drikkes mere cola end tuborg. Den sidste fjerdedel gør sig til gengæld klar til en aften hvor hæmningerne endeligt går op i røg, og telte, pavilloner, madrasser og alt muligt andet smadres, brændes i et desperat forsøg på at holde realiteterne ude så længe som muligt.

Efter Roger Waters når floden af dødtrætte og bodycrashede gæster skal hjem, bliver de sidste hardcore white trash vrag hængende mellem bunker af affald. De ruller sig som flodheste i sølet en sidste gang, inden de bliver kørt væk af bulldozerne sammen med de sorte sække.

Farvel til en fantastisk vellykket festival.

Søndagen er noget for sig selv.

Roskilde: dragen er i godt humoer

2006-07-01T15:46:00.000+02:00

Ja, som den tidligere blog understregede er der ingen Roskilde festival uden roskildenoia, der som naesten altid viser sig at vaere, tja, noia.

Roskilde festivalen er selvfoelgelig blot en masse mennesker, men det har ogsa en slags kollektiv bevidsthed, en slags faelles vibe. De der var til RF det katastrofale aar, husker hvordan regnen og blaesten gjorde folk mere skoere og vanvittige end de ellers plejede at vaere. Der var en crazy og ond vibe. Dragen var sur og irriteret. De mange mennesker danner tilsammen en slags kinesisk drage. Lignende ses til fodboldkampe og demonstrationer. El pueblo.

Viben kan vaere nedslaaet det ene aar, og alle folk ser kede ud af det. Viben kan vaere aggressiv, og saa skal man passe paa hvad man siger. Humoer smitter, baade godt og daarligt. Paa RF06 er viben klar, ren og glad. Dragen er i godt humoer, og blandt aarsagerne til dette er isaer det faenomenale vejr, og personalet/de frivillige der virkelig elsker festivalen. Spoerger man en tilfaeldig festival vagt er de stolte af de goer, og forsvaerer baade festivalen og gaesterne. Der er ingen, naesten ingen der skaendes. Selv kaerestepar finder sammen igen under den gavmilde men naadesloese sol.

Vejret er selvfoelgelig en stor faktor. Skinner solen, smiler alle. Saalaenge Roskilde fylder vand i alle, og vander urinstoevet ned, er godt vejr en naesten sikker garant for at se dragen smile.

Men her til morgen, var jeg paa toenden inde paa selve pladsen. Et rent og naermest vellugtende toilet, med papir og en laas der fungerede. Man kan ikke lade vaere med at tage hatten af for en organisation der kan klare en saadan bedrift. De passer paa os, de holder dragen glad, og de lister den gode vibe frem af camp-trashet.

At navne som Kaizers paa Orange scene faar alle folk - ca. 50000-70000 - til at vende sig om mens bassisten lige skifter streng (for det er jo lidt pinligt) giver en hel times garanteret godt humoer.

Generelt er folk unaturligt rare. Folk staar paent og venter i koe i en time for at faa deres genopladede mobiltelefon tilbage, samtidigt med at deres yndlingsband giver den gas paa pladsen. Folk er hjaelpsomme, morsomme, render noegne og fulde rundt. Dumme, latterlige, fjollede, userioese... men overvejende rare og flinke. Noiaen holdt ikke i laengden, denne festival er simpelthen for gennem-gennem-taenkt og den Gode Vilje er en meget staerk roed traad gennem traaden. Kun de sortklaedte heavy svenskere ser lidt sure ud, eller proever paa det.

De amerikanske observatoerer er maaloese. Som man kan laese i festivalavisen, ville en Amerikansk festival ALDRIG foerloebe saadan. Non-profit er jo naermest strafbart i USA. Alt ville koste penge, og folk ville vaere sure og aggressive. Paa roskilde betaler man gladeligt sin sidste dollar, for det gaar jo til humanitaere formaal. Amerikanernes forsoeg paa at genoplive Woodstock havde netop konge vejr, men vandet kostede penge - mange penge - og folks hjerner kogte til roeraeg. Alt blev smadret i et rasende destruktivt helvede. Man skal ikke pisse, men passe paa dragen.

Det har de forstaaet, dem der laver Roskilde Festival.

Roskildenoia

2006-06-30T07:43:00.000+02:00

Roskildenoia er noget helt andet end Roskildesyge, selvom man sagtens kan have begge dele samtidigt.

En af de smukke damer i vores lejr (faktisk den smukkeste) fandt soendag ud af efter en lang nats haardt arbejde og en lille times udmattet soevn i graesset, ud af at nogen havde endevendt og toemt teltet. Alt var vaek. "De har taget mine sko, min pung, og mine sokker. Sokkerne for helvede hvad er det for nogen mennesker?". Prompte blev den skyldige ud af 20000 campinggaester lovet taev in absentia, og ligeledes startedes en indsamling med nyt toej og sager. Men hov - det var vist forresten ikke det telt... et par meter derfra stod det rigtige telt, med alt som det skulle vaere. Roskildenoia!

En del af noiaen er berettiget. Er der noget som helst, af blot den mindste vaerdi, f.eks. en bustet havestol (er rent faktisk noget vaerd paa roskildefestivalen), bliver den clearet. Alle flasker og kasser, tomme som fulde, cleares. Er der sprutflasker inde i forteltet (om saa det er lukket, bliver de clearet).

Spekulationerne gaar: hvem nakkede rommen. Er det teknodrengene ved siden af? Vi kigger mistaenktsomt over paa de fedtede unge mennesker der laller rundt i morgensolen til pumpende drum n bass. Er det sigoejnerne? De allestedsvaerende sigoejnerfamilier faar vist ikke rigtigt hoert saa meget musik, saa et eller andet andet maa de jo vaere taget paa roskilde for. Jeg fik lidt insider info fra en forhenvaerende vagt: det store slag er som regel torsdag kl 17 naar campingpladsen stort set toemmes for gaester der vil ind paa selve pladsen. Saa rykker familierne ud for at cleare lejrene, en slags stoevsuger med mange ben og arme der metodisk plukker skelettet rent for koedstumper. Saa rykker lejrvagterne ud as well. Taarnene rundt omkring paa pladsen er bygget for at man netop kan checke den slags - se hvor "rengoeringspersonalet" slaar til, saa man kan faa smidt dem ud.

Ved siden af teknosumperne, ligger saaledes et familietelt der er helt kantet og bulet ud af alle de oelkasser og ting og sager der er stablet op derinde. Man ville maaske gerne selv have indloest pant for de mange hundrede flasker, eller givet dem til Roskildes eget refund team hvor pengene gaar til humanitaere formaal. Sigoejnerne har uden tvivl ogsaa brug for humanitaer stoette, men det er lige lidt rigeligt selvtaegtsagtigt for min smag.

Hver gang man ikke lige kan finde sin pung, sine briller, sine bukser, sin telefon - shit der er nogen der har taget den - Roskildenoia. Da jeg gik i seng i morges kl sent/tidligt var der saaledes nogen der havde taget mine bukser, og jeg maatte endevende teltet foer jeg fandt ud af at jeg havde dem paa. Ak - noia!

Saa nu har vi foreloebigt to regler for god lejretik
1) tis ikke foran andre folks indgang med mindre de VIRKELIG fortjener det
2) lad andre om at "goere rent" i lejrene selv

Kan du komme paa flere?

Roskilde: smatten om natten

2006-06-30T00:15:00.000+02:00

Den natlige dagsrapport fra frontlinien:

Endelig kom vi ind i det allerhelligste. Usandsynligt ryddeligt og rent, med frisk grønt græs lignede festivalpladsen ikke sig selv på nogen måde. Selvom tusinder stod i kø for langsomt at blive gennet forbi festivalvagterne (obligatorisk: hey, skat, jeg vil gerne kropsvisiteres) går man rundt i spredte klaser, og beser det nye puderum. Nej, hvor skal der leges.

Koncerterne er større og stærkere end på Pavillon Junior. Editors med spastisk krampagtige bevægelser og nervøs Joy Division møder Gahan møder New Order møder U2, Guns'n Doses med vanlig valium forsinkelse på en hel time før de går på scenen. Havde Axl Rose ondt i tænderne? Sigurd Ros med overjordisk men søvndyssende skønhed og magisk sceneshow. Barra Head med matematisk metal, stærkt og næsten ikke hørt af nogen. I baggrunden WhoMadeWhos houserock, og alle vegne smilende ansigter i solen.

Dejligt, men hvor er spidserne. Førstedagen er et dejligt varmende tæppe, trygt og fint. Ingen peak oplevelser, og på denne måde - for mig - lidt i skyggen af nogen forbløffende gode warm up dage. Hmmmmmm.

Lejren er imidlertid i topform: Bombay Gin, Islay Whiskey, Smirnoff, Havana Rum, Gl Dansk (for at imponere udlændingene), der er gjort et solidt forarbejde for at beskytte hovedet mod stød.

Snapshots fra havefesten:

onsdag nat: Van Damme Camp i Øst: en flok DJs sætter et gigantisk villatelt op samt et meget, meget, meget kraftigt transportabelt anlæg, alt fra Grease til Rage Against the Machine sætter brand i nattefolket kl 03 - der danses pogo og de små knogler knaser sprødt og lykkeligt.

torsdag morgen kl. 05, koncert ved tårn G. Dynamic H Reflection og Mikrofonkontrolk fyrer en meget syret rap koncert af, Intelligent Pushing er live for første gang. Endnu en af natsmattens mange små sweet spots, som man kun finder hvis man stikker næsen alt for langt frem.

torsdag på vej til morgenmad kl. 14.00, møder en svensker der springer kraftspring og saltoer ude i mudderet. Knipser et billede af en sprængfyldt badut ungersvend omkring to meter oppe i luften med hovedet nedaf. Sejt men uforståeligt. Han er flyvende. Jeg er sulten.

torsdag aften: møder Hookah, der alle har malet overskæg med smutzig korkprop, og er i største hopla. Danser limbo i eftermiddagssolen, og diskuterer popmusikkens velsignelser og begrænsninger med Tommi. Alle er på Roskilde. Verden er lille og festivalpladsen endnu mindre.

Fredag: er først lige startet, så vi får se.

Roskilde: smatten om natten

2006-06-29T00:06:00.000+02:00

160 bands på Roskilde? Nix, tusinde bands spiller på Roskilde. 1000 små koncerter, spillet på guitarer, hamret med teltpløkke på plasticdunke, og så først og fremmest lejrbålet anno 2006, lejrens kogende midtpunkt: campblasteren.

Går man rundt mellem teltene i det svage men skarpe lys fra projektørerne, skifter man gradvist mellem det ene mere støjende, spændende og smadrede musik efter det andet. Hvis man lukker ørerne på vej hen til natbollen eller natpotten, går man rent faktisk glip af meget.

For hvad er det der sker? Jo, folk skal på Roskilde. Man har chancen for at vise vennerne at man kan brænde den der CD som bliver spillet nonstop på campblasteren. Alle tager det bedste, nyeste og mest obskure musik med. Selv som garvet musiknørd er det camp-koncerterne der hvert år byder på lyde man ikke troede fandtes. Ikke så mærkeligt, 80000 unge mennesker der har været ude at snuse efter creme de la creme.

En ting er at de somme tider blæses ud gennem anlæg der er mere pressede end en and der kneppes af en hest for at bruge en velkendt metafor fra dyreriget. En anden ting er at ens ører tit bliver spidse som barberblade og man tvinges til at stoppe og spørge hvad i alverden det er.

Jeg spurgte vores teknopillenaboer, og de spillede "Shitman" - måske er der nogen der hedder sådan måske ikke. Men det lød som breakcore der virkelig, virkelig rykkede. Hm, hm. Lidt efter er der metalkoncert, lidt efter partypop. Lidt som at gå tilfældigt rundt under selve festivalen, blot med meget meget hurtigere skift mellem stilarter.

Livekoncerter er overalt, det er bare at lukke op for hovedet og ørerne. Så får jeg en besked fra mymusics egen "Dynamic H Reflection" der spiller koncert sammen med den excellente rapper "Mikrofonkontrol" kl halv tre ved tårn G. Red Warszawa gør det næsten hvert år. Zididada eller hvad det nu er de hed gjorde det. Rullede ind og spillede deres egen Roskilde koncert.

Niveau 2 er "the art of partycrashing" - som fint kombineres med de spontane campfire koncerter. Lars og mig fandt efter alle de der øl, på at åbne en flaske Gin, og så blev os ensomme lejrvagter lige pludselig meget sociale. Vi landede ondt og tungt på mindst tre sagesløse fester, med uhæmmet råben, russiske folkesange, og gode råd til teenagerne. Detaljerne er ikke noget vi kan skrive om, men jeg vågnede allerede 11.30 og kom afsted til dagens anmeldelse af fantastiske Band Ane, mens Lars køligt bad om at være i fred. Han kom op og fik lidt cola til morgenmad 6 timer senere. Se SÅDAN er det når os voksne partycrasher.

Så kan I lære det.

Ikke mindst er det klogt at lære at bruge ørerne når man tumler rundt mellem teltene; for folkets distribuerede diskotek er et godt sted at lære om nye toner.

Roskilde: Hvad er det der er så fedt ved søndag!?

2006-06-28T16:47:00.000+02:00

Ja, jeg ved det godt. Det er en gammel kendt sag, at søndagen altid er den bedste dag på Roskilde, at det er er det ketchuppen endelig ryger ud af flasken og vi finder ud af hvorfor vi kom derned til at starte med. Hvis vi altså ikke lige på det tidspunkt ligger i daggammel sprutlage med tisstænk på bukserne og bræk i håret.

Hvorfor er det sådan, at alle gratisterne over 60 skal have festivalens bedste dagsprogram serveret på et sølvfad? Jeg ser det for mig. Torsdag kommer jeg til at drikke mig ned i eufori over, at festivalen endelig er startet, og jeg kan lave mit eget mudder kun ved hjælp af en lille smule jord og en masse urin. Fredag drikker jeg lidt mere, mens jeg for Gud ved hvilken gang beslutter mig for, at den "store overraskelse" alle altid taler om, at Roskilde gemmer på, ikke befinder sig i teltet for den genre af musik der får folk til at vibrere med underlivet. Og nej, jeg er ikke specielt fordomsfuld, jeg har det fint med verdensmusik, al musik kommer vel i virkeligheden fra et eller andet sted i verden, hvis man skal være helt anal. Og det skal man nogle gange. Mit problem ligger bare i, at det er så pokkers usexet, at se folk vibrere med underlivet, når de har bæ i håret og rådden birkes mellem tænderne. Lørdag drikker jeg mig ned, mens jeg lufter mine frustrationer over dagens lidt tynde program til enhver der gider at høre på det, og et par stykker der ikke gider.

Søndag er så dagen, hvor den virkelig skal have gasssssss. Programmet er lagt, så jeg hele tiden skal spæne rundt mellem alle scener, for at få alle de bands jeg gerne vil se med. Det er bare te problem Søndag er jeg så gennemsmadret af al den alkohol der skulle bære mig gennem de andre dage, at jeg ikke kan løbe andre steder hen, end frem og tilbage fra tønden. Og det er ikke engang særlig mange steder der er træk og slip.

Det er ikek fordi jeg kræver søndagen afskaffet. Langt fra. Der står bare i en eller anden bog, som vi altid skulle terpe til konfirmationsforberedelserne, at det var den dag Vorherre besluttede sig for at tage en slapper. Han var måske ligeglad med Figurines, Damian JR. Gong Marley, Arctic Monkeys, Wolfmother, Jenny Lewis, The Strokes, Placebo, Spank Rock, Franz Ferdinand, Goldfrapp, The Raconteurs, Kaiser Chiefs og ham der fra det der band der lavede en plade om den side af månen man aldrig kan se når man ser den anden. Det er jeg bare ikke...

Roskilde: mig mig mig og tis

2006-06-26T20:54:00.000+02:00

Er Peter for gammel til RF?

Nope.

Men efter en lang hård dag på arbejde (efter 1 times søvn i lejren, som lå godt MEN lige overfor en unge bande pilleslugende horeunger med et hjemmebygget 500 W PA anlæg ghettoblaster system med fantastisk lyd, dejligt, breakcore, tekno og dansk rap kun afbrudt af skybrud mellem 4 og 5).

Men efter en lang hård dag på arbejde, heeey, ud på platzen, og DER, sidder lejrens eneste vagt - den samme som igår, ensom blandt resterne af en vindblæst pavillon. Hvor er kollektivet? Hvor er de andre i den 25 mand store lejr. De kommer på torsdag, det regner jo. HMPFRH. Ikke godt nok.

Er det bedre med ølbøllerne rundt omkring? Ikke specielt, især de rene drengelejre, har det med at rejse sig op, gå syv skridt væk fra lejren de selv sover i, hive deres cocktailpølle frem og lade vandet, gerne tæt ved indgangen på et telt.

Hensyn (hey alene ved at nævne dette fyord har jeg allerede afsløret mig som en gammel nar) er simpelthen bare ikke cool. Alt andet er cool. Er det cool at tisse Classic på andre folks telte?

NEJ DET ER IKKE. Så her mandag aften, bygger jeg lejr op igen, og prøver at huske hvordan man slår en mand ihjel på tre måder (hvad var det nu hun gjorde i Kill Bill 2), hvis en af de unge selvbevidste MTV-hår narrøve skulle komme forbi og pisse på fællesskabsfølelsen.

Godt at få det ud. Nu starter Max Peazey, grime fra Sverige!! Det kan kun blive godt - de er jo så sprælske de svenskere. Og så skal de jo anmeldes. Argh... er allerede to bagude.

Roger, over and out.

Og husk: hvad du end gør her i livet så tis ikke foran andre folks indgang, medmindre de VIRKELIG fortjener det.

Roskilde: mod det vilde Øst

2006-06-26T12:53:00.000+02:00

De store, magtfulde og velorganiserede lejre har planlagt det i månedsvis. Med spydspidser, spejdere, organisatorer og folk med trækvogne og stærke arme til at at tage telte, ghettoblastere, infrastruktur, forsyninger, minder lejrdannelsen på Roskilden om et militært foretagende.

Den tid hvor man kunne komme daskende om tirsdagen og klemme sig ned et godt sted er forbi. De store lejre har allerede 30 minutter efter hegnet væltes søndag morgen indtaget pladsen så langt øjet rækker. Kommer man om torsdagen, skal man langt væk for at sætte fire telte op i nærheden af hinanden.

Der ventes i kø fra om fredagen, hele lørdagen, lørdag nat (og det er ikke meget der bliver sovet). Hvis det regner, bliver man meget våd. Hvis det blæser, bliver man meget kold. Men lykken over at få sit på det tørre med hensyn til placering er alligevel vigtigere.

Et par festival gæster fandt på at "lægge" hegnet ned 1.5 time for tidligt, og et øresønderrivende brøl rejste sig når tusindvis af halvsovende festival gæster pludselig måtte rykke afsted uden at have fundet den endelige formation.

Vores lejr var lige akkurat blevet samlet - ved et tilfælde - og sendte derpå Henrik med de hurtige ben i forvejen, for at etablere et brohovede lige - der - det perfekte sted - foran hovedindgang (Arena scenen) - tæt på (men ikke alt for tæt på) toiletter, tæt på internet, morgenmad, hittegods, i læ for den nådesløse pavillon telt dræbende vind- DER!

Henrik hoppede rundt og rundt på de 60 m2 vores 12 telte fylder, for at se ud som om han var 10 mennesker, indtil nr. 2 kom og kunne smide telte rundt omkring. Det gik skræmmene hurtigt. I løbet af meget, meget kort tid var situationen fastfrosset, uden mulighed for ændringer.

Nu er der blot tilbage at holde vagt i lejren de næste dage indtil der kommer nok til at passe på tingene. Der bliver næsten tømt et telt i lejren hvert år, så det er en alvorlig sag. Et år (ikke i vores lejr dog) stak en fyr hovedet ind mens der var folk i teltet, viste sin kniv, og tog stille og roligt tingene ud. Normalt bliver det ordnet mens man ikke er der heldigvis.

Det Vilde Vesten?

Jeg siger Den Vilde Østindgang.

Festivalen er igang, og jeg skal snart på vagt igen, og anmelde mere fed musik. Jeg hørte Solár igår, og smider snart den anmeldelse, som hrrr redaktøren har rykket mig for. Forresten gik en meget stor del af Danmarks befolkning glip af EX PMX debut på Roskilde - synd for dem. Det gjorde jeg ikke ... MAAMMAAA SAID NOOOO

"Store metaldag"

2006-06-03T13:04:00.000+02:00

Aaaarrrrggggg - f*ckin' hell, hvordan kunne jeg gå glip af Animal Alpha's koncert i går!? Jan, Jonas og Peter B. kom tilbage med blødende øregange efter at være blevet voldtaget musikalsk af en norsk nymfe med tunge riffs i baggrunden...
Peter B. lover dog at de kommer tilbage til DK igen i år, efter at deres nye skive lander på gaden d. (0)6.(0)6.(0)6 - pudsigt med datoen i øvrigt, he he, nok ikke et tilfælde...
Så er det nu meget godt at i dag er "store metaldag" med "As We Fight", "Raunchy" og "Volbeat". Desværre har de nu ikke nogen nymfer i front...

Fra hotelværelset...

2006-06-02T18:05:00.000+02:00

Så er jeg ankommet på det famøse Cab Inn hotel, og jeg har allerede stødt ind i et par andre mymusic hoveder.

Første koncert er oplevet og næsten live anmeldt : Valravn. En af de gamle sorten-muldere der i nyt selskab spillede folkemusik i dansetempo - og lidt derunder. Det virker uden tvivl bedre under en klar måne - en midsommernat - i bålets skær - men de trak da et øltelt i Århus på en kold wannabe sommerdag godt op.

Jeg skal fluks videre på Train og se Noora Nor! - det er koldt og blæsende i Århus - bliv i kbh!

Det ligegyldige dagbogsagtige indlæg på bloggen...

2006-06-02T11:26:00.000+02:00

Ok, spot, jan spurgte mig en gang for længe siden om jeg ikke ville komme og være med til at skrive. Det sagde jeg ja til, og nu har jeg en taske med en laptop - en ekstra t-shirt, og nogle økologiske ingefærkager ved siden af mig. Jeg sidder endnu på kontoret i hellerup - mit tog går 12.56 fra hovedbanen. Jeg har printet kort over alle tænkelige steder jeg skal kunne finde hen i mere eller mindre ædru tilstand - og iaften står den på tre koncerter. Valravn, Noora Noor og Pato - sidstnævnte bruger jeg som vækkeur i disse dage så det kunne ikke passe mig bedre.

Valravn er noget folk, og jeg skal også fatte pennen om noget folkværk imorgen. Jeg overvejer om en person har misforstået min musikinteresse? - nej, folk er fint. Det er sådan noget hedningarna spiller ikke?

Imorgen er der et hul imellem at jeg skal kaste mig over Emil De Waal Plus og Trio Mio - og det skal naturligvis udfyldes af Track72 - og aftenen slutter selvfølgelig med FUKT (ligesom nytårsaften på stengade).

Det blir' en fest... nu skal jeg til at pakke for at nå til hovedbanen i god tur!

PS. husk beskyttelse!... altså... ørepropper... Ah! det var møgskægt var det.

Slut på dag 1

2006-06-02T04:10:00.000+02:00

...før det for de fleste overhovedet begyndte, sluttede det for en mindre MyMusic.dk-kreds. Den 1. dag i hvert fald. Festival-sæsonen er skudt igang.

Klokken har netop sneget sig om på den forkerte side af fire om morgenen, og der bliver blogget fra en kær vens computer på Grønnegade i Århus.
Har oplevet en evig-kær Teitur i Ridehuset, i fuld vigør med stryger-ensemble og æblekinder. Klart bedre end "Un-Pop Klassick"-kammeraterne i The Sunday Drivers, der på ingen måde formåede at udnytte Ensemble Midtvest. Æv. Men Teitur var lækkert. Efterfølgende var Figurines som altid en kærkommen lytning, denne gang på Officerspladsen, hvor de prøvede og prøvede og prøvede og prøvede og prøvede, men formåede ikke rigtig at sætte gang i den sløve flok, der mest brugte tid på at flashe deres branche-kort. Men egentlig en god koncert. Ikke optimal.
En hårdtpumpet afslutning på åbningsdagen for mit vedkommende; canadiske Holy Fuck, der spillede en dreven, monoton, smigrende primitiv electronica - med både live bas og trommer. Lækkert over det hele...

Men ak! Turen gik videre. Først på Ris Ras (efter kyndigt tip fra den vidende electronica-redaktør), hvor der såmænd var både Hancock på fad og hyggelig kælder. Dernæst videre på Musikcaféen, der husede en "something-et-aller-andet" showcase, med blandt andre Splendid, Gob Squad, The Bandit og Cartridge. Som altid var der på Musikcaféen lavt til loftet og kølige fadøl, så det var en fryd! Musikken var so-so. Hørte mange gode ting om Gob Squads koncert, men da jeg ikke selv hørte den, er det vel egentlig omsonst at nævne den. For sent. Splendid leverede en umådelig sikker koncert, der var alt andet lige interessant. Det lyder måske for hårdt. Ja, det ER for hårdt. De spillede rigtig, rigtig godt, men jeg kedede mig. The Bandit gik på med bravur og pompt. Spyttende forsanger, semi-spastisk og meget musikalsk. Men musikken kedede mig. Igen. Måske er man bare svær at imponere, når man har sat sig op til en weekend med det absolut ypperste af dansk musik? Ikke utænkeligt. Måske er hele set-uppet "SPOT" i virkeligheden en dårlig idé? Det tør jeg ikke sige. Cartridge sluttede aftenen af (musikalsk), og det i en betydelig mere overbevisende tone end den de tidligere bands havde lagt for dagen. Interessant. Interessant. Tak.

Men endnu ikke slut. Fatter Eskild havde stadigvæk en dør på klem, så vi sneg os ind; Malte fra Offbeat, Jesper fra Det Musiske Hus, Mikkel fra Forbrændingen og så endelig fotograf Jesper Tage og jeg selv fra MyMusic. Det er DET SPOT kan; samle folk. Og det er uendelig hyggeligt. Og lærerigt. SPOT er en god ting, after all.

En shawarma ("rulle-kebab" i Århus) og i seng. Eller. Til computeren. Og nu i seng. Nu.

Skal du med til SPOT?

2006-06-01T04:13:00.000+02:00

Du går glip af noget, hvis du bliver væk...

Seriøst, jeg har sjældent - med undtagelse af MyMusic.dk's egne "Ugens Bands", oplevet noget lignende, rent kvalitetetsmæssigt. SPOT-festival har det med at overraske.

Det er nu femte gang, jeg er med. Og hvis man bare er -lidt- træt af P3, så er SPOT-festivalen stedet at finde musik, der er noget værd at tjekke ud.

Orkestrene - både de danske og de andre nordiske - leverer altid en helt igennem fantastisk indsats. Man kan virkelig mærke, at der er sjæl bag, når alle ynglingene (og de knap så unge) spiller i Århus. Måske fordi alle branchefolkene står og kigger på? Forhåbentlig ikke. Forhåbentlig er det bare solskinsbyen der gør det hele en tand bedre end normalt!

Vi håber på MyMusic.dk at alle glæder sig til en oplevelse ud over det sædvanlige - og hvis ikke man er så heldig at kunne følge med på første række, så tjek denne blog ud!

Spot på SPOT

2006-05-31T21:52:00.000+02:00

Så blev det endnu engang juni og hele holder tager til Århus for at dække den 12. SPOTfestival.

Martin har den sidste uges tid knoklet med at få uddelt opgaver til de 11 (velskrivende) skribenter og 5 (skarpe) fotografer, som i samarbejde med GAFFAs hold skal dække samtlige ca. 100 koncerter.

Da jeg hverken kan skrive eller tager gode billeder, bliver min opgave at dele OpTour flyers ud, drikke øl og snakke med alle de andre fra branchen - ikke værst må jeg indrømme :)

Håber vi ses i solen!

(Foto: Lars Dyrendom, SPOT 11)