Blog Party #2: ”Næ, der sker ikke no...vent ... LØØØØØB”

Hvad er reaktionshastigheden af 10000 fulde udmattede mennesker? Svar: cirka 1 sekund, når motivationen er stor nok. Et øjeblik går fra lunten tændes til menneskebomben går af. Vores feltmarskal Liza har netop taget telefonen, to af slæberne er lige kommet tilbage fra tis, da hegnet pludselig bliver lagt ned af vagterne klokken kvart i seks, og alle vælter frem mod hullerne i hegnet.

LUSKEBUKSE. Roskilde Festival havde i år designet hegnet på sindrig vis, så det ikke kunne væltes, og dermed først ville blive åbnet klokken otte. To timer før ryger muren ikke desto mindre ned, og uroen forvandles til stormløb gennem de snævre huller i hegnet. Henrik ryger afsted som en raket med to andre i hælene på vej mod matrikelnummer J55 som vi har udset på forhånd. Jeg kører sækkevognen som med 14 store og små telte var noget af en tank, i høj hastighed over pløjemark, sammen med to andre.

Overalt skyder lejre op som popcorn, og efter blot 100 meter måsækkevognen beklageligvis kværne tværs over stænger og telte der allerede lå spredt ud for at spærre plads. Jeg hørte forudrettede brøl bag mig, men vi var allerede videre i dødsforagtende slingrekurs med vores kæmpelæs på hjul: posten skal frem. PAAAS PÅÅÅ og så håbe at folk når at springe til side. We brake for nobody.

2 timer efter erlejren oppe, og det er på nød og næppe lykkedes at forsvare området inden sækkevognen nåede frem. Det var alt for tæt på denne gang. Tilbage er at sætte de mange komplicerede telte ordentligt op, hvilket er svært nok med kun et par enkelte fungerende hjerneceller tilbage. Vi graver et hul i jorden til at holde øllerne kolde, smækker en pavillon op med vores sidste kræfter, og besvimer så synkront, som stikket var trukket ud ---- . ”The Yapping Dogs”, som er vores uofficielle navn, giver ganske rigtigt aldrig op, men kan godt pause lidt i den fine, skarpe morgensol, efter 10 timers kø, et anarkistisk amokløb, og 2 timers mikado med 120 teltstænger og pløkker.

Kroppe ligger spredt tilfældigt rundt som efter en selvmordsbombe, blot mildt snorkende og roen sænker sig, også i de andre lejre.

Zoomer du frem til kl 15:00 finder du mig på Pavillon scenen, hvor Roskilde hopper ud i fjæset med hyggelig oldschool punkmusik fra Ungerens husband, Gorilla Angreb... god positiv vibe fra forsanger Mai og de tre andre gorillaer. Jeg glæder mig pludselig til at høre de genforenede hardcore-punkere fra starten af firserne, City-X, som åbner Odeon med aggressive riffs fra dengang punken var grøn og frisk. Arj, skal ud og have en lur mere i solen. Min ryg og knæ værker. Væk er jeg.

Denne blog bliver skrevet mens de sidste toner af Atoi sfæriske indietronica forvandles til mere og mere uptempo beats, og den sommerfugl-klædte forsanger Ida Cæcilie Rasmussen gennemgår en metamorfose fra Henriette Sennenvaldt (Under Byen) til Bjørk...eller måske bare Ida Cæcilie?. Jeg når da i al fald at fortryde at jeg luskede over i laptop-teltet for at skrive... det lyder bedre og bedre... men Atoi? (lyder som et nys)... måske man skulle lure lidt mere på dem.

Nu skal bilbatteriet lades op til aftenens koncerter med "Mit Nye Band", som pirrer nysgerrigheden med et hyperdårligt bandnavn, The Downward Candidate som spiller trashmetal, okay, og støjrockerne Death By Kite, som ikke er til at stoppe lige nu, og har en alt for lækker bassist.

Det hører jo også med.