Dr. Spock and friends
"Why are there so many bands in Reykvavik" spurgte jeg en lokal musiker. "Theres is nothing else to do". En anden side af sagen er at musik faar helhjertet stoette af alle, inklusive myndigheder. Musik er en af Islands maader at profilere sig internationalt.
Fredag aften paa Airwaves festivalen, propfyldt med hjerteskaerende mustsees; aldrig har jeg vaeret til en festival med mere taetpakket guf. Haardt og ubarmhjertigt. Et positivt problem.
Ikke mindst for de stakkels bands der alle proever at vaere mere unikke, ekstreme, opmaerksomhedsskabende end de andre. Kerrangg! aftenen paa Nasa boed blandt andet paa I Adapt, et tight, velspillende og temmeligt originalt hard rock/heavy metal band der som afslutningsnummer tog tre meget veltrimmede dansepiger i cheerleader outfit paa scenen til massiv jubel blandt publikum. Man skal aldrig gaa foer det sidste nummer.
Det gjorde vi saa da Sign spillede. De fire hair-metal rockere var som taget ud af en senfirser mædl scene, med langt tuperet haar, dramatiske armbevaegelser - som min ledsager - rutinerede heavy spotter toert bemærkede, var alt som i gamle dage paa naer at taljen paa bukserne sad meget, meget lavere. De spillede godt, deres omfattende intoxinering taget i betragtning, og vi hoerte saa at forsangeren efter vi var smuttet videre havde slaaet sig selv gentagne gange med mikrofonen, indtil det bloedte. Bare for lige at understrege pointen havde guitaristen saa smaekket den ellers temmelig teenageidol agtige (taenk Mabel) forsanger to solide gok med guitaren (!). Jep, med guitaren, stakkels guitar, og stakkels Zorbel. Man skal aldrig gaa foer sidste nummer.
En ekstrem taetpakket cafe boed paa kitchet berliner camp fra Khan of Finland, der ikke har noget med Finland at goere. "Trommeslageren" spillede effektivt human beatbox staaende paa en stol mens han styrede sin mixer pult og controllere med taerne, og Khan himself havde laeder straps og kaninoerer paa. Det bizzarre band havde med deres groovy loejser sange godt fat i et meget entusiastisk publikum, der skiftevis skreg "we love you" og "we hate you", og forlangte mere musik samt flere kaninoerer. Meget underligt.
Den fantastisk karismatiske forsangerinde Ninja i spidsen for The Go! Team (UK), var med et afsindigt opbud af aerobic energi og cheerleader karisma en ren orkan, og publikum var blaest helt til party land, det var tvangs sing along og ofrene elskede det. Topunderholdende show, smaakedelig musik.
Endeligt, til sidst, efter par stopovers her og der, sluttede aftenen med Reykvavik bandet Dr. Spock, som har vaeret festivalens bedste oplevelse hidtil. En 110 kg toendeformet mand med tatoveringer overalt og mohikanerfrisure i spidsen for et topprofessionelt metal/rock/reggae/ska/punk/tekno band der ikke har noget problem med at rode alting sammen i samme sang. Nok et af de mest haesblaesende shows jeg har set laenge. Hans sidekick, en fyr der med overskaeg og hentehaar lignede en slags hippie professor paa et Universitet i San Fransisco skreg med paa de faengende slagnumre, iklaedt lyseroed spandex fra top til taa. Saaden var det hele vejen igennem. Den ene mere skingrende skoere og medrivende sang rasede afsted, mens bandet kastede lyseroede opvaskehandsker ud i hundredevis. Det var specielt at se en hel koncertsal vise "heavyhorn" tegnet med lyseroede opvaskehandsker. Blaendende spillet, godt materiale, originalt, musik for hjernen og jernet.
YEAARGGGHGHGH
Idag er vi traette, og hang ud i den kaempestore termiske pool, Den Blaa Lagune, hvor 5-600 festival gaester til hangover party boblede rundt i det klare solskin (og 4-5 grader luft), men i vand der var lige omkring de 40 grader, mens DJ Klovn (DK) og andre spillede chill, lounge og house af skiftende kvalitet. Ganske ok og tilpas syret maade at tilbringe en toemmermandsplaget loerdag, mens batterierne lades op til den sidste aften i Elverland.
Fredag aften paa Airwaves festivalen, propfyldt med hjerteskaerende mustsees; aldrig har jeg vaeret til en festival med mere taetpakket guf. Haardt og ubarmhjertigt. Et positivt problem.
Ikke mindst for de stakkels bands der alle proever at vaere mere unikke, ekstreme, opmaerksomhedsskabende end de andre. Kerrangg! aftenen paa Nasa boed blandt andet paa I Adapt, et tight, velspillende og temmeligt originalt hard rock/heavy metal band der som afslutningsnummer tog tre meget veltrimmede dansepiger i cheerleader outfit paa scenen til massiv jubel blandt publikum. Man skal aldrig gaa foer det sidste nummer.
Det gjorde vi saa da Sign spillede. De fire hair-metal rockere var som taget ud af en senfirser mædl scene, med langt tuperet haar, dramatiske armbevaegelser - som min ledsager - rutinerede heavy spotter toert bemærkede, var alt som i gamle dage paa naer at taljen paa bukserne sad meget, meget lavere. De spillede godt, deres omfattende intoxinering taget i betragtning, og vi hoerte saa at forsangeren efter vi var smuttet videre havde slaaet sig selv gentagne gange med mikrofonen, indtil det bloedte. Bare for lige at understrege pointen havde guitaristen saa smaekket den ellers temmelig teenageidol agtige (taenk Mabel) forsanger to solide gok med guitaren (!). Jep, med guitaren, stakkels guitar, og stakkels Zorbel. Man skal aldrig gaa foer sidste nummer.
En ekstrem taetpakket cafe boed paa kitchet berliner camp fra Khan of Finland, der ikke har noget med Finland at goere. "Trommeslageren" spillede effektivt human beatbox staaende paa en stol mens han styrede sin mixer pult og controllere med taerne, og Khan himself havde laeder straps og kaninoerer paa. Det bizzarre band havde med deres groovy loejser sange godt fat i et meget entusiastisk publikum, der skiftevis skreg "we love you" og "we hate you", og forlangte mere musik samt flere kaninoerer. Meget underligt.
Den fantastisk karismatiske forsangerinde Ninja i spidsen for The Go! Team (UK), var med et afsindigt opbud af aerobic energi og cheerleader karisma en ren orkan, og publikum var blaest helt til party land, det var tvangs sing along og ofrene elskede det. Topunderholdende show, smaakedelig musik.
Endeligt, til sidst, efter par stopovers her og der, sluttede aftenen med Reykvavik bandet Dr. Spock, som har vaeret festivalens bedste oplevelse hidtil. En 110 kg toendeformet mand med tatoveringer overalt og mohikanerfrisure i spidsen for et topprofessionelt metal/rock/reggae/ska/punk/tekno band der ikke har noget problem med at rode alting sammen i samme sang. Nok et af de mest haesblaesende shows jeg har set laenge. Hans sidekick, en fyr der med overskaeg og hentehaar lignede en slags hippie professor paa et Universitet i San Fransisco skreg med paa de faengende slagnumre, iklaedt lyseroed spandex fra top til taa. Saaden var det hele vejen igennem. Den ene mere skingrende skoere og medrivende sang rasede afsted, mens bandet kastede lyseroede opvaskehandsker ud i hundredevis. Det var specielt at se en hel koncertsal vise "heavyhorn" tegnet med lyseroede opvaskehandsker. Blaendende spillet, godt materiale, originalt, musik for hjernen og jernet.
YEAARGGGHGHGH
Idag er vi traette, og hang ud i den kaempestore termiske pool, Den Blaa Lagune, hvor 5-600 festival gaester til hangover party boblede rundt i det klare solskin (og 4-5 grader luft), men i vand der var lige omkring de 40 grader, mens DJ Klovn (DK) og andre spillede chill, lounge og house af skiftende kvalitet. Ganske ok og tilpas syret maade at tilbringe en toemmermandsplaget loerdag, mens batterierne lades op til den sidste aften i Elverland.
posted by Peter Bøggild at 20:44
0 Comments:
Skicka en kommentar
<< Home