lördag, augusti 12, 2006

Det er jo kunst

Hold kæft hvor folk dog skvalrer op og larmer. Sig mig, er I her ikke for at høre musik? Lad gå med at man får hældt larm ind i det ene øre og hældt øl ind i det andet sålænge man alligevel står i regnen og hører flødebollerne fra Toto fyre noget uforpligtende underholdning af sted.

Men når Mew laver KUNST vil jeg altså gerne lytte til det HELE. Også de stille passager. Det er der mange der ikke vil. Bag mig benytter en flok veninder en hvilken som helst dynamisk nedgang i musikken til at udveksle minder fra efterskolen.

Mew er efter i aften rykket derop hvor man får sin egen kulturkanon-kategori. Der er blues, rock, soul, jazz, pop - og Mew. Fatter efterskolepigerne ikke at der skrives danmarkshistorie?

Fik jeg sagt at jeg har stået ude i regnen i FEM KVARTER. Med et åndsvagt regnslag der sikrer koncentrerede stråler af vand ned i ens sko. Hvad gør man ikke for at høre om Steve Lukather stadig kan spille hurtigt?

Det ku' han.

1 Comments:

Blogger holmp said...

Ja - den med de larmende efterskolepiger kan jeg kun være enig i.

Og jeg tror, de er ligesom fugle i en trækrone. De får kørt hinanden helt op til et lydniveau, som kun kan retfærdiggøres, fordi sidemanden også råber (eller skræpper meget højt, for fuglenes vedkommende, nåja vel egentlig også for visse piger, men...) og så eskalerer det sådan set bare derfra.

Og når man så råber ad dem (det virker faktisk også med fugle det her, prøv det), et godt langt "HOOOOLD NU KÆÆÆÆÆFT!!", så bliver de helt stille og tænker måske "Idiot, men ja, egentlig er der vel ingen grund til at jeg råber så højt", og så er der stille. I kort tid. Og så bygger niveauet ellers op igen fra bunden. Håbløst.

12 augusti, 2006 14:54  

Skicka en kommentar

<< Home