Øhm

Her troede man lige man havde styr på blogging. Det havde man så ikke. Og du godeste hvor ser jeg da også sur ud på det billede. Nå, det korte af det lange af dén historie er, at jeg ville have dette billede af mig selv på min profil. Det fik jeg bare ikke. (edit: Nu har jeg fundet ud af det. Endnu engang har mennesket sejret over teknikken...)

Nu må jeg se at få en passende historie ud af det.

Billedet viser hvordan man ankommer lidt sur, træt og tvær til Skanderborg, og efter kort tid (det viser billedet ganske vist ikke) bliver i vældig godt humør af denne smukke festival.

Der ER jo smukt her i Skanderborg. Der er styr på tingene. Et fedt program i år, og rare mennesker. Tag nu bare Tina Dickow. Hun er intet mindre end fabelagtig. Uhyggeligt sikker med et band der som få fortjener betegnelsen -super.

Også Starfighters indeholdt den slags momenter man som musikelsker samler på. Dér hvor man bliver grebet og det risler rart på ryggen, ned ad armen eller hvor man nu har sin zone for musikekstase.

Måske er Fetsivalledelsen ikke helt med på at vi er nogen der gerne vil dække Starfighters. Presseteltet er i hvert fald først åbnet i dag. Men her kommer det med de rare mennesker ind i billedet: Sæt dig her min ven, sagde de flinke folk oppe i administrationshytten. Og dér sad jeg så med indtrykkene fra Den Blå Planet, mens familiehyggen bredte sig blandt udstedere af køretilladelser, folk i billetluger, computerkontorister og festivalsekretærer med børn, svogre og andet barnevognskørende godtfolk.

Der er overalt den der fornemmelse af at hele familien kan være med.

Nja, så er der jo selvfølgelig de ravende fulde teenagere ud på aftenen. Og dem er der mange af. Ikke så meget good clean family lige dér. Men jeg har nu ikke set nogen brække sig endnu.

Selv når man er plakat, optræder man relativt høfligt her i skoven.