Ud over kanten

Torsdag gik festivalen gik i knæ under vandmassernes pres, men fredag og lørdag holdt det nogenlunde tørt, og så var fest-kolossen på lerfødder tilbage på benene igen. Her tre opturs-glimt hvor musikken på vidt forskellig måde nåede ud over scenekanten.

Boris psykodronemetal med slaskende strenge
Det japanske drone-metal band Boris, spillede fredag en intens, rumlende og sært røvsparkende koncert, hvor den meget lille kvindelige guitarist havde stemt strengene så langt ned at hun kunne sjippe i dem. Monstrøse, slæbende langsomme, uendeligt dybe toner fra den sorteguitar, som så kæmpestor ud i forhold til hende. Intense energi udladninger, knaldende dobbelttrommer. Boris er et band der ikke gør noget halvt, og lyder ikke som noget andet... afslutningen på koncerten var et dybt repetitivt guitarriff der som en traktor kørte langsomt henover de indre organer. Folk gik amok, uden måske helt at vide hvad der foregik. Mens guitarerne snerrede og snerrede og snerrede, stillede trommeslageren sig ud til scenekanten og rakte hænderne op i sejrsrus.... mens jeg fumlede med kameraet fik jeg HOV pludselig manden i hovedet... holdt op af hundrede beskidte hænder surfede han lige en tur. Hvorfor ikke? Han er nok ikke så god til engelsk ("No Crowdsurfing")

Trost på randen af et nervøst kraniebrud
Dinglende på Twin-Towers sko, med kulsort hår og en halv flaske rødvin i hænderne, var Annika Trost et sort hul at se på. Halv komisk, halvt skræmmende, slingrede hun og hendes sammenbidte band igennem insisterende David Lynch lignende dunkel-pop-slagere. Publikum vidste tydeligvis ikke hvad de skulle mene om det bizarre show, hvor Trost først faldt/sprang ned blandt publikum, eller kravlede op på højttalerne i siden svajende ud over kanten mens hun flåede i det strakte mikrofonkabel i takt til det huggende beat. En koncert der balancerede på randen af et kraniebrud. Underlig, sort og sexet cabaret musik. Som afslutning gik bandet en efter en, mens keyboard og trombone spilleren fortsatte med at den samme skæve melodi. Til sidst stod den store kraftige mand alene tilbage med sit riff... igen...igen...igen... folk kiggede på ham, på hinanden og tilbage på ham ... endelig kom bandet så tilbage, samlede instrumenterne op og afsluttede nummeret og koncerten. Noget der var med til at løfte koncerten var teltet selv, Astoria, smukt, mørkt, rødt og fantastisk flot. Ekstremt stemningsfuldt og meget passende til musikken. Så er hun jo ret - lad os sige betagende - jeg ville ikke have noget imod at få hende i hovedet.

Band Ane: godmorgen sol.
Om lørdagen stod vi op til Trosts diamentrale modsætning, Band Ane, der i år var rykket fra Pavillon Junior til den nye scene Astoria. Jeg tror at konferencien fik sagt ordet "talent" mindst 10 gange i både intro og outro, og Ane Østergård må efterhånden være ved at brække sig over at blive kaldt "det nye håb", "Danmarks electronica-darling"... som sidste år havde hun sine tre venner med til at pumpe Anes knitrende kompositioner op med bas, trommer og korsang. En småtosset sammenblanding af iørefaldende toner, smukke synth melodier, harmonika - tunge technobeats og sprøde clicks. Uanset hvad man mener om musikken (som jeg synes er top) var det svært ikke at blive smittet af Anes fantastisk positive udstråling. På et tidspunkt spille Ane en af sine mere indadvendte numre, og de tre glade musikanter satte sig frem på scenekanten for at dingle med fødderne og skåle med publikum. Koncerten sluttede med et 8 minutter langt harddance-techno-et eller andet fyrværkeri, hvor de fire abekatte slap instrumenterne og dansede amok på scenen, til publikums jubel. Man skal være en bister gammel klatkage hvis man ikke kan finde smilet frem efter sådan en omgang.

Orange Seneskedehindebetændelse
HELDIGVIS missede jeg en masse koncerter på Orange Scene, eller Orange Sene... enhver bevægelse i det tykke mudder flår i mine hårdt prøvede sener. Medmindre man er i pitten er det koldt, træls og unforgiving at se koncerten på video på 1 km afstand, og de fleste band har ikke formatet eller viljen til at fylde kæmpescenen ud. Jeg kedede mig bravt til Red Hot Chili Floppers (Krudtet var vådt), Queens of the Old Age (spillede kun to gode numre) og Nephew (dark Vaders - sådan nogle ville jeg gerne have), og blev gennemblødt til Bjørk som ikke helt kunne varme mig med sine kompositioner for hyl og jagthorn. Kun uafhængighedssangen fra Volta fik pisket mit næsten frosne blod en smule op.

DESVÆRRE missede jeg CSS, som jeg fra alle har hørt var det største i år. Damn. Gal brasilliansk powerbitch punkshow med fantastisk forsanger. Øv.