söndag, juni 29, 2008

OL i Spejder Sport

Velkommen til MyMusics Roskilde Blog, med ord og billeder direkte fra slagmarken... hvor jeg tager pulsen på musikken, mudderet, magien og menneskemassen. Eller rettere: MenneskeMadsen - RFs egentlige hovedperson, den gigantiske flok af overvejende beskidte og bævedrukne festbanditter.

Vores lejr! Ugers minutiøs planlægning og taktiske møder. Målet er at komme først til de dyre pladser. Raidleder Lars har savet træpinde, og udmålt fire 11 meter lange snore. En talstærk flok af garvede Roskilde legionærer er mødt frem lørdag aften, for at ligge klar til frontløb ud over stepperne kl. 8 i to angrebsbølger: hurtigløbere spærrer plads, anden bølge kommer med telte. Vi har udset og L43, campingpladsens svar på Skt. Hans torv, fashionabelt, tæt på alting og mere populært end piger i bikini.

Eller er det nu kl 8? De sidste to år er hegnet blevet væltet af entreprenante gæster kl 06.00, der synes at netop de skulle have det der lille afgørende forspring og når først hegnet ryger et sted er der kun 1 ting for vagterne at gøre. Op med det, så MenneskeMadsen ikke panikker. 15000 mennesker der alle bliver desperate fordi deres kæmpe lejr ikke kommer op som planlagt. Uha.

Vi sov trygt, klar til at montere battle-gear ved femtiden. Pludselig hævede menneskeMadsen et dyrisk brøl, der kun kunne betyde en ting: hegnet er nede... klokken 04 ...

Og så siger man unge ikke kan stå tidligt op. Men det er fordi... det ... er ....

OL I SPEJDERSPORT

(1) The Sprint. kapløb med telte, pløkker, gaffatape, liggeunderlag, presseninger efter max 2 timers aflåst sideleje. Det er mindst 1 kilometers spurt med armene fulde af bagage.

(2) The Capture. der er ca. 5 sekunder til at beslutte sig for et område, for telte skyder op som paddehatte. Lyn-telt-udpakning , spær så stort et område som muligt. Alle der ikke har telte hopper rundt og forsøger at ligne 20 mennesker. Grænsekonflikter løses med lige mål beslutsomhed og diplomati.

(3) The Rise. Når grænserne er nogenlunde stabile, gælder det om at konsolidere: få teltene op i en fart. Som regel mangler et par telte, samt pløkker og stænger der er væk i det rasende kaos. Kreative nødløsninger realiseres i lyntempo.


(4) The Consolidation. Lejren og området er sikret, og der tages bestik af omgivelserne. Er der vand i nærheden ? I vores tilfælde Ja! ... vores lejr ligger få meter fra en ornli syg vandpyt. Frem med skovle og spader, grave render, lave diger, hente tørv (se billedet nedenfor), forstærke alle samlinger med tape og snor. Stefan fra nabolejren gravede dræn i 3 timer i træk, med sin medbragte felt-spade.



Sidst er der tid til at pynte og skabe det helt rigtige campingmiljø, og det kan nemt tage det meste af ugen at optimere lejren.

Knivskarpt fokus, handlekraft og hurtige beslutninger får hvert år en gigantisk teltlejr til at vokse ud af ingenting på få timer. Husk det: politikere, skolelærere og forældre. Toppræstationer kræver den rette motivation. Der skal ikke så meget til: øl, hygge og rock n roll.

(herunder Stefan med spaden efter to timers muddertransport - en sand camping helt)