lördag, juli 05, 2008

10000 nights of thunder: tænk hvis festen aldrig stoppede?

Roskilde festival er 7 dages fest og sansebombardement. En stemme i mængden bemærkede trist til en veninde, "ejjjj, det er slut om 2 dage, bare det aldrig stoppede"

Hvad nu hvis det aldrig stoppede... containerdans, nøgenløb, rockbulder, teknotramp, tømmermænd, uge efter uge, år efter år?

Det vil for nogen være et paradis, for andre et helvede. Lad os tage et kig i krystalkuglen og se hvad der sker...

Tyk eller tynd
Bliver vi flæskefede eller magre kosteskafter? Meget mad på festivalen er sund og nærende. Men der er også burger, fritter, pølser og fedtdryppende nachos i tonsvis. Jeg tror diæten af tømmermandsmad (fed, salt), cola og spandevis af øl vil gøre sit til at Los Kilos begynder at rasle på, og at der snart skal mere luft i luftmadressen. Om et års tid vil de indre organer på i al fald en del af gæsterne begynde at sætte ud, vil jeg tro... medmindre pengene slipper op, så er det vand og brød.

Hygiejne
Trods den top-organiserede ledelses styring af toilettropperne og de sanitære faciliteter, er det en kamp der kun kan tabes. Her om lørdagen kan det mærkes at de voldsomme mængder bæ gæsternes producerer, langsomt men sikkert får overtaget. Hver nat tæppebombes toiletterne af tusindvis af røvhuller, henimod søndag er toiletvognene halvt skudt i sænk, og på et tidspunkt vil den første kolera epidemi ramme pladsen... hvilket ikke vil gøre toiletholdenes arbejde mere fornøjeligt, men måske kan løse problemet med overvægt (se "tyk eller tynd").


En sø med gule fisk
Der deponeres vel tre-fire hundrede tusinde liter urin i døgnet... det bliver til et par millioner liter tis om ugen, som det sarte økosystem skal absorbere. Om et par år vil "grundvandet" sikkert stige, og så har Roskilde pludselig fået en ny å og måske endda en sø, hvor det ikke kan anbefales at fiske. Den kan kaldes "Yellow springs" ... eller "Den Orange Sø" for at ære festivalens vartegn.

Den Orange Stamme
Når man er til containerdans klokken 3 om natten, står det klart at stamme-følelsen er stærk. Der var klang-klang-klang fra ved 1-tiden, til i al fald kl seks imorges, og da jeg var på morgenspadseretur kl 7, stod der tre udmattede drenge med teltpæle, som blev jaget væk af ambulancepersonale. Billederne viser to smukke medlemmer af Den Orange Stamme, og nogle knap så smukke mandlinge containerdansere.

Død over kernefamilien
Stammen vil hurtigt skubbe kernefamilien til side. Der bliver delt gratis kondomer ud, men der gås til makronerne i de tusindvis af telte. I år hænger en plakat med påskriften (noget i retning af) "Hej Matthias fra Örebro. Vi mødtes sidste år. Mød mig ved Angora F kl. 14.00 lørdag. Dette er din søn"... og så et billede af et storsmilende spædbarn. Nok ikke det eneste produkt af teltsporten, der dyrkes overalt.

En ny generation vokser frem
10000 days of thunder, det er 27 år. Som i mange stammesamfund tror jeg at det bliver et kollektivt anliggende at opdrage de mange børn, og sikre dem oplæring i den rette tro ved flittig læsning af Biblen (Programmet, Hvori Alting Står), og Korrekt Prioritering Mellem Bands og Lejrhygge. Spændende bliver det også når der kommer børn mellem vagter og gæster. Skal de have medarbejder eller almindeligt armbånd på? Skal de have vagter i Mama Mombasa, eller kan de bare flikke rundt og samle tomme dåser og plastikkrus (børnenes traditionelle beskæftigelse) mens forældrene sover rusen ud på græsset... Festivalpladsen har alt hvad et ungt menneske skal bruge, endda en skole - Roskilde Højskole... så de kan lære at lave events og organisere festivaler. Thats all they need!

Bæredygtig økonomi når forbruget er 1000 kr om dagen
Den største udfordring er nok den massive tilførsel af penged der er nødvendig. Jeg hørte at festivalgæster i gennemsnit bruger knap 1000 kr om dagen, efter skat. Det svarer til en årsindtægt på den onde side af en halv million. Da campisterne ikke tjener penge på festivalen, altså undtagen tyvebanderne og dealerne, og i gennemsnit er 22 år og single, kan vi godt antage at det er forældrenes huse og ejerlejligheder der skal sælges. Pengene herfra vil være brugt i løbet af 3-5 år, og så er der kun 1 ting at gøre: naturalieøkonomi. Der skal dyrkes grønsager på de grønne arealer (og de skal vaskes meget grundigt!), og mellemværender må ordnes fra nabo til nabo: må vi låne jeres guitar? Ok, men så skal vi have flere agurker.

Den Orange Stamme. Et regulært Utopia, et ikke-voldeligt stammesamfund af stokdøve, dehydrerede eventmagere, der danser alle problemer væk. Hiyeah! Jeg glæder mig til næste år!

(herunder Den Orange Stammes totempæl)