Fugl føniks: om at brænde op og vågne indsmurt i aske
En af mine allerbedste venners totemdyr er Fugl Føniks, der brænder sig selv ihjel for derefter at genfødes af asken.
En anden af mine venner, lad os kalde ham El Toro, er en af "The Yapping Dogs" omvandrende traditioner, en legende. Hvert år, på Festivalen, brænder han sig selv ihjel i gigantiske mængder brændevin, hans blod bliver gennemsigtigt, hans øjne forvandles til lakrids-piratos, og resterne af den allerede døde mand vakler rundt som en kylling der har fået hugget hovedet af, i sine sidste uforklarlige dødskramper. Han falder om, rejser sig, ruller i mudderet, kravler, rejser sig igen, vælter i et telt, kom op igen, tømmer en flaske, falder om.
Katastrofen er 100% kontrolleret, og stort set identisk fra år til år. En dag om året, skal El Toro dø i flammerne, og spørger man nervøst om han er okay, slås strømmen i de døde øjne til, og El Toro siger, pludseligt helt tilstede: du skal ikke blande dig, jeg ved hvad jeg gør. Hans kæreste smiler ubekymret, hun ved hvad der sker, og hvad Titanics skæbne er. Vi passer alle på ham, så godt vi kan - passer på at El Toro ikke rammes af uheld eller hensynsløshed i det følsomme øjeblik, i hans Katharsis, i hans moment of truth, hvor han er død, nøgen, ubeskyttet, brænder op. Slangen er altid skrøbelig når den skifter ham, og vi er alle El Toros jordemødre.
Mange timer efter.
Fugl Føniks fortætter tågen af sønderbombede molekyler til den faste menneskeform vi kender, lyset tændes bag øjnene, livet pumper atter blod ud i de forvitrede blodårer, good morning. Efter at have sovet det meste af at et døgn, står El Toro op, smiler venligt og kærligt til alle, snupper en Gammel Dansk, genfødt af asken. Klogere? Stærkere? En dag ældre? I will never know, men helt sikkert er det at Titanic styres mod isbjerget igen og igen og igen, i et rekursivt mareridt, drevet af en uforståelig nødvendighed.
Jeg kommer til at tænke på den gamle danske sang, hvor en ung kvinde brændes, skydes, slagtes og kommer galt afsted på enhver tænkelig og utænkelig måde... hver gang lyder omkvædet noget i retning af "...og den næste dag stod hun op så fornøjet, og vanded blomster på sin lille altan, og med et skælmsk lille blik i øjet, hun vanded blomster med sin lille vandkand"
Pyh. Overstået for denne gang.
Hvis altså ikke El Toro tager to runder i år, i anledning af det gode vejr.
En anden af mine venner, lad os kalde ham El Toro, er en af "The Yapping Dogs" omvandrende traditioner, en legende. Hvert år, på Festivalen, brænder han sig selv ihjel i gigantiske mængder brændevin, hans blod bliver gennemsigtigt, hans øjne forvandles til lakrids-piratos, og resterne af den allerede døde mand vakler rundt som en kylling der har fået hugget hovedet af, i sine sidste uforklarlige dødskramper. Han falder om, rejser sig, ruller i mudderet, kravler, rejser sig igen, vælter i et telt, kom op igen, tømmer en flaske, falder om.
Katastrofen er 100% kontrolleret, og stort set identisk fra år til år. En dag om året, skal El Toro dø i flammerne, og spørger man nervøst om han er okay, slås strømmen i de døde øjne til, og El Toro siger, pludseligt helt tilstede: du skal ikke blande dig, jeg ved hvad jeg gør. Hans kæreste smiler ubekymret, hun ved hvad der sker, og hvad Titanics skæbne er. Vi passer alle på ham, så godt vi kan - passer på at El Toro ikke rammes af uheld eller hensynsløshed i det følsomme øjeblik, i hans Katharsis, i hans moment of truth, hvor han er død, nøgen, ubeskyttet, brænder op. Slangen er altid skrøbelig når den skifter ham, og vi er alle El Toros jordemødre.
Mange timer efter.
Fugl Føniks fortætter tågen af sønderbombede molekyler til den faste menneskeform vi kender, lyset tændes bag øjnene, livet pumper atter blod ud i de forvitrede blodårer, good morning. Efter at have sovet det meste af at et døgn, står El Toro op, smiler venligt og kærligt til alle, snupper en Gammel Dansk, genfødt af asken. Klogere? Stærkere? En dag ældre? I will never know, men helt sikkert er det at Titanic styres mod isbjerget igen og igen og igen, i et rekursivt mareridt, drevet af en uforståelig nødvendighed.
Jeg kommer til at tænke på den gamle danske sang, hvor en ung kvinde brændes, skydes, slagtes og kommer galt afsted på enhver tænkelig og utænkelig måde... hver gang lyder omkvædet noget i retning af "...og den næste dag stod hun op så fornøjet, og vanded blomster på sin lille altan, og med et skælmsk lille blik i øjet, hun vanded blomster med sin lille vandkand"
Pyh. Overstået for denne gang.
Hvis altså ikke El Toro tager to runder i år, i anledning af det gode vejr.
posted by Peter Bøggild at 11:31
1 Comments:
Hey – det er bare så godt skrevet! :-)
Jeg vil abonnere på dit tidsskrift ;-)
Totalt godt skrevet, ekstremt rammende og malerisk - beskrivende et meget udbredt fænomen - udført i alskens varianter… smukt på sin egen måde, smukt beskrevet ;-))
6 M´er med pil op ;-))
*
Skicka en kommentar
<< Home