Undskyld, kan I ikke skrue ned?

Vi har fået boomblaster i lejren i år, Dicke Bertha, og højttalerne vender tilfældigvis mod mit telt. Jesper har sørget for batterier nok til 224 timer spilletid. Fire dage med Chemical brothers, Janis Joplin, Dødsmetal og Muppet Show og John Denvers ækle "On the first day of christmas" sætter sig sine spor, mine neruroner er halvvejs ætset væk.

Jeg skyder mine bogstaver afsted i blinde, i en lysegrå tåge af søvnunderskud, soloverskud, rød hud, stjerneskud og tørret mudder, på ydersiden, på indersiden. Klokken 06 imorges mens jeg lå og akkurat ikke sov, kom en ung pige fra nabolejren kravlende på sine knæ og tryglede om ikke bare de kunne få 1 times fred. Jeg råbte inde fra teltet, at det var en sjælden høflig og venlig henvendelse, som man ikke bare kunne ignorere. Musikken blev allernådigst screwet 3 dB ned, og jeg proppede opgivende mine earprops så langt ind i hjernen at de mødtes på midten.

Det er lidt op af bakke at klage over larm på Roskilde. Larmen er sat i system, og drønes ud over milliondyre sanganlæg, andre gange er larmen simpelten lyden af menneskemadsen. En gruppe på omkring 20 piger hujer "vi vil se ham nøgen vi vil se ham nøgen" efter alle mænd i fire stive timer, et halvt hundrede beskidte gæster tæsker løs på containeren den halve nat med afbrækkede teltpæle, naboens "anlæg" er screwet så højt op at abba kommer ud som avantgarde noise, og avantgarde noise lyder som et fragtbil med levende grise der kører ind i savværk. Nabolejren, Den Svedig Kalkun, holder cocktailparty og mellemgangen er stop-prop-proppet med råbende festival festere. Grind!

Det larmer. Man kan ikke undslippe. Luftens molekyler vibrerer så voldsomt at de støder sammen og får små molekylebørn i orange merchandise, som drikker sig fulde i små grå, og pumper luftmadrasser, balloner og bryster op så de er lige ved at sprænges, i hormonelt overskud, og vibrerer kraftigere år for år.

Jeg hørte larmen, i et blink af stilhed. Inde i medarbejderområdet igår, isoleret fra horderne. En truck kører med moteren det ene sted, to piger taler sammen i nærheden. Stilhed et øjeblik. Men efterhånden som jeg nærmer mig udgangen til campingområdet, kan jeg høre Havet, eller retter MenneskeMadsens 50000 ethanoliserede struber, ræbende, råbende, rallende, rappende. En kakafonisk symfoni af menneskehavets tsunami bølgebrus. Man sover mens trommehinderne blafrer som gardiner. rrrrrrrrrrhhhrhrrrhrhrhrssssrrrhrhrhrrhrhshsrhrhrhrhrhhrroskilde.