Mædl Mædl Mædl

Nu har jeg ikke været til en million mædl koncerter, men der tegner sig alligevel et klart mønster. Mædl bands er mere positive, kontaktsøgende og følsomme end andre. Den kampklare, hårdtslående og tonsende lyd af to dinosaurusser der har sex i en viadukt, kan ikke skjule at drop D dæmonerne (dvs. har stemt deres guitar ned), i virkeligheden bare er udadvendte på en larmende måde.

Vira var et perfekt eksempel. Trods blytung akresif lyd favnede de publikum med åbne arme, og publikum krammede igen. Paradokset mellem den blodsprøjtende lyd, de voldsomme tekster, og så den utrolige hjertevarme kontakt - hvordan kan det hænge sammen?

Jeg ved det ikke, men Vira som spillede mandag var leveringsdygtige i superfuldfed mædl, og selv min indie-ven, pogolars, der ikke hører mædl "normalt", måtte medgive at her var et band der forstod at give folk en liveoplevelse, der forstod at invitere folk indenfor, der forstod at spanke folk med jernkæder på den rare måde. De gav sig 100%, smilede over hele lagkagen, og var så åbenlyst lykkelige over at spille for os, at de gentagne gange væltede ud over scenen, ned i hovedet på publikum, løb rundt imellem os, stagedivede (uden at misse en eneste takt i guitartordenstormen) og på alle måder nåede . Nul snobberi. Nul shoegazeri. Nul træls coolness. Ren uforfalsket musikalitet, energi og eksplosion. Check også MyMusic.dk anmeldelsen af samme koncert.

Jeg kan kun anbefale Vira. Det smitter som m-m-mæslinger.