Glimt fra Juniorscenen

Random Walk, når tilfældige sammenstød bestemmer retning hastighed oplevelse...

Nu har der indtil torsdag kun været 1 scene, så der er ikke SÅ meget Random Walk over koncerterne (man bliver ikke væk så nemt), men tilfældige indtryk er der nok af.

Lucy Love får australisten Kylie Minogue til at virke som en lidt stor og klodset pastamor; Nørrebro rapperen er en minimal og minimalistisk energibombe, med damphammer tryk på alle de grimede stavelser. Skarp som et barberblad, nærværende i selskab med dybe kantede beats, dejligt fri for lede rnb kor og violiner. Bas lige i dåsen. Jeg tilslutter mig Jannik Tau Mosholts jubelchant. Alfesoul fra The Asteroids Galaxy Tour, som har en paradoksal smuk og fe-agtig forsanger. Hun burde ikke synge soul, men tør og stivfrossen electronica, eller stratosfærisk pop, som dagens Orange Press anmelder ganske rigtig bemærker. Uanset om man synger neosoul eller negersoul, skal der mere hår under armene og sved i ballesprækken. Beta Satan sendte min musikalske GPS til tælling, den flashede både Presidents of the United States of America, Primus, Tiger Tunes og et enkelt glimt af Mike Patton på skærmen inden kortlæseren krakcrackcrashede. Jeg kan ikke rigtig analysere det, men det var i al fald beta-betændt, feta-fræk laban musik, som et kilo humus i ansigtet på en varm søndag (se en anden ubehjælpelig anmeldelse her). Festen lukkede i overgear med Bloodgroup der diskede en stemning op, første pavillon koncert med totalt overfyldt telt og alle hænder i vejret. Disko er altid godt, men dunkeriet var kaotisk og blottet for de blodige hooks, der er diskoens eksistensberettigelse, men folk gik bare amok, når en ny ladning guldglimmer blev smidt ned over scenen. Nevermind, I will survive.