Den Store Playbacksvindel

Sussi og Leo gør det. Mange af de største pop og rock navne gør det. De sætter backtrack på. Hvis vi er heldige er leadvokalen live. Moderne popproduktioner lyder så lækkert, at det næsten er synd ikke bare at køre tracksene direkte, udenom fjolsene på scenen. Ingen risiko for fejl, det hele klapper.

Undtagen mig...Jeg klapper ikke...
...når Santi White for det første kommer et kvarter for sent (helt ærligt!), så hendes playback DJ må vende plader som var det en gymnasiefest. Da så endelig Santogold kan starte, sker der ingenting. Det er simpelthen de samme backingkor, den samme produktion, den samme - udmærkede - plade der ryger på pladespilleren. Hvor stor respekt jeg end har for Santi Whites strittende blanding af dub, electronica, hip hop og grime, var der kun "korsangerindernes" forlygter der strittede til koncerten... og de gad knapt nok lade som om de sang live. Mimeri, come on! ... Jeg har stadig ikke set Santogold live. Skuffet.

Urban musik
...er meget mere producerens end musikerens, og beats og basser er samplede, der en del af sounden. Jeg synes det begynder at blive slemt når der intet er tilført CD musikken, og selv de akustiske instrumenter bare bliver kørt af fra computeren.

The Ting Tings live i Odeon

Her for et par timer siden så jeg så heldigvis The Ting Tings, som ligesom Santo Gold er genreforvirret, skarpskårent popmusik. Jules de Martino og Katie White greb opgaven helt anderledes an. Jules sad bag et trommesæt, men indledte sættet med et guitarrif, senere greb Katie guitaren, mens de begge sang ind i mikrofonerne... de havde travlt med at skifte instrumenter, men skabte bevægelse og sitrende usikkerhed i musikken. Og ja, der var et backtrack gemt bag livelyden, men det var ikke en færdigret vi fik serveret.

Risky Business!
Katies guitarkabel gik i stykker midt i nummeret, og det tog et halvt nummer før der kom lyd på guitaren igen. Det var skævt, sort uheld, men folk jublede da guitarbredsiderne kom tilbage. Its alive!

Højdepunktet?
Det übercatchy radiohit "That's not my name" har et superfedt, karakteristisk kor hen imod slutningen, som jeg spekulerede over hvordan duoen ville klare uden korpiger og backtrack... måske ville de alligevel klistre korene ind, falde til patten, den nemme løsning?

Næh! Katie White samplede de enkelte korstemmer live, lag på lag, stemme for stemme, og loopede så koret under den bidende, snerrende leadvokal, og teltet løftede sig. Nærværende, nuværende!

Det kan åbenbart lade sig gøre
...at spille radiopop live på en scene uden at gøre grin med publikum. Og så længe nogen forsøger at spille live, gider jeg ikke spilde min tid på de andre, der bare lader som om, og ikke bruger Scenen, Publikum og Nuet til en skid.

Hvad med dig...Er du ligeglad!?