Hvad jeg lærte af Roskilde - en anmelders bekendelser
I år fik jeg som MyMusic-repræsentant for første gang i mit liv gratis adgang til ikke blot Roskilde Festival, men den sagnomspundne medieby bagved. Prisen var høj: til gengæld for et kig bag kulisserne og det glimtvise syn af Aqua-Lene skulle jeg ikke bare anmelde tre bands, men ligefrem forsvare min kritik over for et af dem i en såkaldt anmelder-battle.
Hvad jeg lærte af min kamp (udover at shoegazere kan være utrolig nærtagende) og af debatten, der har været omkring Roskilde-anmelderiet, var, at karaktergivning ofte er til mere besvær end gavn for en anmelder. Ikke kun fordi man uundgåeligt tiltrækker kommentarer fra folk, der mener det modsatte og iøvrigt synes, at ens profession er en sump af arrogant smagsdommeri. Men fordi man ikke bare kan give 2,3 eller 6 stjerner uden at skulle bruge alle sine ord på at forsvare det, selvom man måske i virkeligheden har lyst til at snakke om noget helt andet.
Måske vil man skrive om, hvorfor The Streets har tja... street cred, selvom Mike Skinner er en sucker for et poppet omkvæd; eller om hvorfor Neil Young stadig tiltrækker folk i 20'erne, eller måske vil man sammenligne Nick Caves gruppe-testosteron med David Bowies demokratiske Tin Machine. I stedet skal man understrege, at den her koncert altså kun får 2 stjerner, fordi der var playback og dårlig lyd og fesen forsanger...
Det har vel også sin nytte, for der sidder måske stadig folk derude, der vil vide, hvad Politiken egentlig synes om en koncert eller plade eller kunstner - kort sagt, er det værd at bruge penge på? Alle andre går så på MySpace og hører musikken selv, inden de køber den, eller ser koncertklip på YouTube. Hvad er så pointen med en anmelder?
I bedste fald nøjes en anmelder ikke bare med at strø stjerner ud, men fortæller os ting, som vi ikke vidste i forvejen. Om musikken, om bandet, om hvordan deres tekster hænger sammen med noget, Lord Byron engang skrev; om hvorfor Sussi & Leo sælger billetter; om hvad forskellen er på Nicholas Bros og Mel Gibsons Hamlet, og om hvorfor vi kan lide én ting og hader en anden. Det er her, man skal være forsigtig for ikke at blive kaldt elitær eller bedrevidende, for mange vil nok sige, at "godt nok ved jeg ikke meget, men jeg ved, hvad jeg kan lide!". Nå ja, men det afslutter ligesom en debat rimelig hurtigt.
Karaktergivning kan i værste fald blive en udvidelse af "jeg ved, hvad jeg kan lide" istedet for et forsøg på at tilføje noget nyt til det, man anmelder. Optimalt set er kritik et værk i selv, der kan stå alene og fortælle noget om samtiden - ligesom kunst. Og der giver det ofte mening at bruge folk, som ved noget om emnet - jeg ville i hvert fald hellere snakke om ballet med Nureyev end med en ejendomsmægler.
Til gengæld skulle man måske ikke tage så tungt på det med, hvor mange stjerner, der gives. Jeg kunne forestille mig, at det ofte for anmelderen er et svært, nogle gange ubehageligt og andre gange ligegyldigt job at fyre dem af - sådan har jeg det i hvert fald af og til!
Hvad jeg lærte af min kamp (udover at shoegazere kan være utrolig nærtagende) og af debatten, der har været omkring Roskilde-anmelderiet, var, at karaktergivning ofte er til mere besvær end gavn for en anmelder. Ikke kun fordi man uundgåeligt tiltrækker kommentarer fra folk, der mener det modsatte og iøvrigt synes, at ens profession er en sump af arrogant smagsdommeri. Men fordi man ikke bare kan give 2,3 eller 6 stjerner uden at skulle bruge alle sine ord på at forsvare det, selvom man måske i virkeligheden har lyst til at snakke om noget helt andet.
Måske vil man skrive om, hvorfor The Streets har tja... street cred, selvom Mike Skinner er en sucker for et poppet omkvæd; eller om hvorfor Neil Young stadig tiltrækker folk i 20'erne, eller måske vil man sammenligne Nick Caves gruppe-testosteron med David Bowies demokratiske Tin Machine. I stedet skal man understrege, at den her koncert altså kun får 2 stjerner, fordi der var playback og dårlig lyd og fesen forsanger...
Det har vel også sin nytte, for der sidder måske stadig folk derude, der vil vide, hvad Politiken egentlig synes om en koncert eller plade eller kunstner - kort sagt, er det værd at bruge penge på? Alle andre går så på MySpace og hører musikken selv, inden de køber den, eller ser koncertklip på YouTube. Hvad er så pointen med en anmelder?
I bedste fald nøjes en anmelder ikke bare med at strø stjerner ud, men fortæller os ting, som vi ikke vidste i forvejen. Om musikken, om bandet, om hvordan deres tekster hænger sammen med noget, Lord Byron engang skrev; om hvorfor Sussi & Leo sælger billetter; om hvad forskellen er på Nicholas Bros og Mel Gibsons Hamlet, og om hvorfor vi kan lide én ting og hader en anden. Det er her, man skal være forsigtig for ikke at blive kaldt elitær eller bedrevidende, for mange vil nok sige, at "godt nok ved jeg ikke meget, men jeg ved, hvad jeg kan lide!". Nå ja, men det afslutter ligesom en debat rimelig hurtigt.
Karaktergivning kan i værste fald blive en udvidelse af "jeg ved, hvad jeg kan lide" istedet for et forsøg på at tilføje noget nyt til det, man anmelder. Optimalt set er kritik et værk i selv, der kan stå alene og fortælle noget om samtiden - ligesom kunst. Og der giver det ofte mening at bruge folk, som ved noget om emnet - jeg ville i hvert fald hellere snakke om ballet med Nureyev end med en ejendomsmægler.
Til gengæld skulle man måske ikke tage så tungt på det med, hvor mange stjerner, der gives. Jeg kunne forestille mig, at det ofte for anmelderen er et svært, nogle gange ubehageligt og andre gange ligegyldigt job at fyre dem af - sådan har jeg det i hvert fald af og til!
posted by 26281069 at 14:41
3 Comments:
Uden karaktergivning ville uldne (uklare) anmeldelser nok blive endnu mere uldne.. Stjerner er jo trods alt lettere at forstå end ord :)
Synes også godt en anmeldelse må være indsigtsfuld, hvis bare den bevarer sit fokus, - og ikke ender som en opvisning i anmelderens enorme vid.
Pointen med en anmelder i YouTube/MySpace-alderen... Well, den klassiske kulturjournalistik-lærdom siger, at en anmeldelse har (mindst) tre forskellige funktioner: forbrugerstof, debatindlæg og underholdning (eller, om du vil, kunst).
Det er trods alt kun den ene funktion YouTube til dels erstatter.
Så en virkelig god anmeldelse skal i mine øjne -- ud over at bedømme -- helst kunne underholde og/eller oplyse, også selv om man som læser ikke kunne drømme om at bruge penge på det, anmelderen skamroser eller sparker til.
Den skal også helst kunne "provokere" nok til at der er grundlag for at diskutere hvad anmelderen nåede frem til. Det er altså slet ikke nødvendigt at være enig med en anmelder, for at kunne bruge anmeldelsen til noget.
Hvad angår karaktergivning, så har de fleste anmeldere vist oplevet at komme ud fra en koncert/film/whatever og tænke "den er lige til 5 stjerner", indtil man kommer hjem, skriver anmeldelsen, læser den igennem og når frem til at argumentationen egentlig kun holder til 3 eller 4 stjerner. :)
Dér kan karaktergivningen faktisk være en hjælp, for nogle gange var du måske lidt for begejstret da du forlod den oplevelse du nu sidder og anmelder. Men til tider er der noget du har glemt at få med i skriveriet, der faktisk trak oplevelsen op på 5.
Excellent post friend
Skicka en kommentar
<< Home