Kontrasternes fest med Slayer og Dickow

Søndag er kontrasternes dag. Beskidte teenagere og velklædte bedsteforældre går hånd i hånd i det vidundelige men svært tislugtende solskin. Tina Dickow og Slayer spiller efter hinanden på Orange scene, der er trash romantik i luften.

Punkgruppen Anti-Flag smadrer deres instrumenter og råber "fucking" hvert 10 sekund, mens 57 årige babes i hotpants vrider sig saligt.

Søndag er kontrasternes dag. Idyl med børnefamilier ("louise, den sø skal du ikke træde i"), men også den obligatoriske deprimerende stemning af sort destruktion på campingpladsen, Roskilde Festivalens måske mest ubehagelige side. Søndag aften og nat går de sidste gæsters sjæle på toilettet. Larmen, stemningen er farlig, og den indre neanderthaler skal luftes. Jeg sørger altid for at være væk fra pladsen inden zombierne kommer frem og brænder telte af, smadrer alt, smadrer natten...

Men så langt er vi ikke endnu.

Inde på pladsen er klokken eftermiddag. Slayers gråskæggede trashtordenvejr får enkelte af de mange søndagsgæster til at rynke på næsen, og trække væk for at se på hippie tøjbutikker. Slayer har, uden at ændre på noget, skiftet rolle fra samfundsomstyrter til samlingspunkt på tværs af generationer, mainstream-metal i skyggen af moderne, langt mere grænsesøgende musik (e.g. breakcore, grindcore, sussi og leo). Men de kan stadig spille højt. Mine ører suser endnu.

Det fantastiske vejr står i ekstrem kontrast til tsunamien i 2007, men festivaloplevelsen er stort set den samme, omend lejrlivet var mere ukompliceret i år, og vi slap for at have fødderne i gummistøvler en uge i træk, og for at have badering med i teltet om natten.

Farvel til en næsten perfekt Roskilde. Hjem og pleje den brændte hud, det tunge, sansemættede hovede, de stive ben, og hærgede ører. Hjem og fordøje de mange indtryk, oplevelser, og købe CD'er med mindst 10 bands.

Roskilde, din gamle løgkælling, vi ses til næste år til musikalske eventyr og El Gigante havefest.