Det er jo kunst

Hold kæft hvor folk dog skvalrer op og larmer. Sig mig, er I her ikke for at høre musik? Lad gå med at man får hældt larm ind i det ene øre og hældt øl ind i det andet sålænge man alligevel står i regnen og hører flødebollerne fra Toto fyre noget uforpligtende underholdning af sted.

Men når Mew laver KUNST vil jeg altså gerne lytte til det HELE. Også de stille passager. Det er der mange der ikke vil. Bag mig benytter en flok veninder en hvilken som helst dynamisk nedgang i musikken til at udveksle minder fra efterskolen.

Mew er efter i aften rykket derop hvor man får sin egen kulturkanon-kategori. Der er blues, rock, soul, jazz, pop - og Mew. Fatter efterskolepigerne ikke at der skrives danmarkshistorie?

Fik jeg sagt at jeg har stået ude i regnen i FEM KVARTER. Med et åndsvagt regnslag der sikrer koncentrerede stråler af vand ned i ens sko. Hvad gør man ikke for at høre om Steve Lukather stadig kan spille hurtigt?

Det ku' han.

Regn og ambulancer

Det er fedt at opleve et MyMusic band få hele turen. Sidste års vindere af Starfighters er indtil videre dette års største mediestjerner. Interviews her og der. I radioen hele tiden. Og nu også med en flot koncert bag sig på bøgescenen.

Nu er der så også regn ud over det hele. Det var publikummet til Runrig ligeglade med, men de er også skøre.

Jeg er ikke så meget til regn, så jeg smutter så vidt muligt ind i et telt ved den slags vejr. Problemet er, at det gør alle andre også. (Undtagen dem der er fan af Runrig.)

Nu er det tørvejr igen. Jeg er begyndt at glæde mig til at komme ud af det her telt...

Øhm

Her troede man lige man havde styr på blogging. Det havde man så ikke. Og du godeste hvor ser jeg da også sur ud på det billede. Nå, det korte af det lange af dén historie er, at jeg ville have dette billede af mig selv på min profil. Det fik jeg bare ikke. (edit: Nu har jeg fundet ud af det. Endnu engang har mennesket sejret over teknikken...)

Nu må jeg se at få en passende historie ud af det.

Billedet viser hvordan man ankommer lidt sur, træt og tvær til Skanderborg, og efter kort tid (det viser billedet ganske vist ikke) bliver i vældig godt humør af denne smukke festival.

Der ER jo smukt her i Skanderborg. Der er styr på tingene. Et fedt program i år, og rare mennesker. Tag nu bare Tina Dickow. Hun er intet mindre end fabelagtig. Uhyggeligt sikker med et band der som få fortjener betegnelsen -super.

Også Starfighters indeholdt den slags momenter man som musikelsker samler på. Dér hvor man bliver grebet og det risler rart på ryggen, ned ad armen eller hvor man nu har sin zone for musikekstase.

Måske er Fetsivalledelsen ikke helt med på at vi er nogen der gerne vil dække Starfighters. Presseteltet er i hvert fald først åbnet i dag. Men her kommer det med de rare mennesker ind i billedet: Sæt dig her min ven, sagde de flinke folk oppe i administrationshytten. Og dér sad jeg så med indtrykkene fra Den Blå Planet, mens familiehyggen bredte sig blandt udstedere af køretilladelser, folk i billetluger, computerkontorister og festivalsekretærer med børn, svogre og andet barnevognskørende godtfolk.

Der er overalt den der fornemmelse af at hele familien kan være med.

Nja, så er der jo selvfølgelig de ravende fulde teenagere ud på aftenen. Og dem er der mange af. Ikke så meget good clean family lige dér. Men jeg har nu ikke set nogen brække sig endnu.

Selv når man er plakat, optræder man relativt høfligt her i skoven.

På vej til Skanderborg