Oraklet på Dyrskuepladsen

På teltpladsen de støvede syner. Der er ført en stejl stige direkte ned i hypofysen på den kollektive opfindsomhed. Teltpladsens gæster kravler ned af stigen med hver deres kop i hånden og de kommer op med vilde øjne, vilde ideer, vælter rundt i støv, pap, gammelt lærred til en lugt af røg, støv og pis, der fremover vil ramme dem som et syre-flashback ved lugten af grill og støv i høj varme.

Der er undtagelsestilstand så langt øjet rækker. En lejr af lykkelige flygtninge. Med hver bevægelse glider de længere ind i en sammenhæng, hvor man glemmer sig selv, opnår sig selv. Det er ren, vedvarende glæde og set fra en anden synsvinkel - det sværeste i verden. Det er dét Roskilde stiller til rådighed. Det er dét, som de 75.000 teltgæster stiller til rådighed - sjældent bedre end i år.

Går man på den anden side ind i mediebyen! God damn for et synkende bordello af selvhøjtidelighed. Af imposante hierarkier - af banale statusoplevelser - en ultimativ flora af påholdenhed. En uendelig inspiration til aldrig at give slip. Det sære er, at alle tilsyneladende føler den samme trætte væmmelse. Men atmosfæren opstår alligevel. Osmose. Egoer svulmer - klækker i varmen til smagen af Smirnoff Ice.

Og midt mellem himmel og helvede har vi limbo - festivalpladsen. Når koncerterne på Roskilde rammer, kan man tanke op til et helt år eller gå emotionelt rabundus på en enkelt times hudløse oplevelser. Make or break you. År efter år. Du kan - midt på pladsen og konfronteret med den rette stemning - blive nødt til at tage hele dit liv op til revision. Oraklet på Dyrskuepladsen.

Roskilde: trailer trash upper class clash

Roskilde excellerer i modsætninger.

En søndag som idag er et godt eksempel. En uges varme og urinstøv har forvandlet en god portion af landets ungdom til hostende, øldrukne, trash campister, der trækker bukserne ned hvor de står når de skal af med øllen, og lader det hele hænge ud. Selv uden regn og mudder ligner campsite en scene fra Tjernobyl, og ikke mindst de giftige skyer af tis medvirker til at give fornemmelsen af fordærv fordærvet kød på.

Værre er det ikke. Denne søndag har også et historisk stærkt program, hvor navne som Placebo, Kaiser Chiefs, Arctic Monkeys, Franz Ferdinand og ikke mindst Jack Whites nye band, Raconteurs. Alle bands med radiohits, pondus og masser af fans. Hvad så med Goldfrapp, Coldcut og Killl? Sammen med de andre bare almindeligt spændende navne, burde det være nok. Størst er måske at Roger Waters opfører evergoldengreen albummet Dark Side of The Moon, i surround sound at bedømme efter de talrige nye højttalertårne der har rejst sig af støvet i nattens løb.

Dette sammen med det gode vejr og "ingen begrænsninger på søndagsbilletterne" gør at renskurede børnefamilier, pensionister, gamle syrehoveder, alle dem der ikke havde tid, vælter ind i al deres unaturligt hygiejniske og sommerferielignende skinnen. Halvt døde sortklædte fra vores nabolande sover ved "renden" mens to blomstrede plejehjems oldemødre stavrer forbi mens de kigger i programmet.

Men de fleste af trashcampisterne ved godt at festen er ved at være forbi. De tre fjerdedele gør sig mentalt klar til at vende tilbage til civilisationen. Der pakkes sammen i lejrerne, og der drikkes mere cola end tuborg. Den sidste fjerdedel gør sig til gengæld klar til en aften hvor hæmningerne endeligt går op i røg, og telte, pavilloner, madrasser og alt muligt andet smadres, brændes i et desperat forsøg på at holde realiteterne ude så længe som muligt.

Efter Roger Waters når floden af dødtrætte og bodycrashede gæster skal hjem, bliver de sidste hardcore white trash vrag hængende mellem bunker af affald. De ruller sig som flodheste i sølet en sidste gang, inden de bliver kørt væk af bulldozerne sammen med de sorte sække.

Farvel til en fantastisk vellykket festival.

Søndagen er noget for sig selv.

Roskilde: dragen er i godt humoer

Ja, som den tidligere blog understregede er der ingen Roskilde festival uden roskildenoia, der som naesten altid viser sig at vaere, tja, noia.

Roskilde festivalen er selvfoelgelig blot en masse mennesker, men det har ogsa en slags kollektiv bevidsthed, en slags faelles vibe. De der var til RF det katastrofale aar, husker hvordan regnen og blaesten gjorde folk mere skoere og vanvittige end de ellers plejede at vaere. Der var en crazy og ond vibe. Dragen var sur og irriteret. De mange mennesker danner tilsammen en slags kinesisk drage. Lignende ses til fodboldkampe og demonstrationer. El pueblo.

Viben kan vaere nedslaaet det ene aar, og alle folk ser kede ud af det. Viben kan vaere aggressiv, og saa skal man passe paa hvad man siger. Humoer smitter, baade godt og daarligt. Paa RF06 er viben klar, ren og glad. Dragen er i godt humoer, og blandt aarsagerne til dette er isaer det faenomenale vejr, og personalet/de frivillige der virkelig elsker festivalen. Spoerger man en tilfaeldig festival vagt er de stolte af de goer, og forsvaerer baade festivalen og gaesterne. Der er ingen, naesten ingen der skaendes. Selv kaerestepar finder sammen igen under den gavmilde men naadesloese sol.

Vejret er selvfoelgelig en stor faktor. Skinner solen, smiler alle. Saalaenge Roskilde fylder vand i alle, og vander urinstoevet ned, er godt vejr en naesten sikker garant for at se dragen smile.

Men her til morgen, var jeg paa toenden inde paa selve pladsen. Et rent og naermest vellugtende toilet, med papir og en laas der fungerede. Man kan ikke lade vaere med at tage hatten af for en organisation der kan klare en saadan bedrift. De passer paa os, de holder dragen glad, og de lister den gode vibe frem af camp-trashet.

At navne som Kaizers paa Orange scene faar alle folk - ca. 50000-70000 - til at vende sig om mens bassisten lige skifter streng (for det er jo lidt pinligt) giver en hel times garanteret godt humoer.

Generelt er folk unaturligt rare. Folk staar paent og venter i koe i en time for at faa deres genopladede mobiltelefon tilbage, samtidigt med at deres yndlingsband giver den gas paa pladsen. Folk er hjaelpsomme, morsomme, render noegne og fulde rundt. Dumme, latterlige, fjollede, userioese... men overvejende rare og flinke. Noiaen holdt ikke i laengden, denne festival er simpelthen for gennem-gennem-taenkt og den Gode Vilje er en meget staerk roed traad gennem traaden. Kun de sortklaedte heavy svenskere ser lidt sure ud, eller proever paa det.

De amerikanske observatoerer er maaloese. Som man kan laese i festivalavisen, ville en Amerikansk festival ALDRIG foerloebe saadan. Non-profit er jo naermest strafbart i USA. Alt ville koste penge, og folk ville vaere sure og aggressive. Paa roskilde betaler man gladeligt sin sidste dollar, for det gaar jo til humanitaere formaal. Amerikanernes forsoeg paa at genoplive Woodstock havde netop konge vejr, men vandet kostede penge - mange penge - og folks hjerner kogte til roeraeg. Alt blev smadret i et rasende destruktivt helvede. Man skal ikke pisse, men passe paa dragen.

Det har de forstaaet, dem der laver Roskilde Festival.