fredag, juni 30, 2006

Roskildenoia

Roskildenoia er noget helt andet end Roskildesyge, selvom man sagtens kan have begge dele samtidigt.

En af de smukke damer i vores lejr (faktisk den smukkeste) fandt soendag ud af efter en lang nats haardt arbejde og en lille times udmattet soevn i graesset, ud af at nogen havde endevendt og toemt teltet. Alt var vaek. "De har taget mine sko, min pung, og mine sokker. Sokkerne for helvede hvad er det for nogen mennesker?". Prompte blev den skyldige ud af 20000 campinggaester lovet taev in absentia, og ligeledes startedes en indsamling med nyt toej og sager. Men hov - det var vist forresten ikke det telt... et par meter derfra stod det rigtige telt, med alt som det skulle vaere. Roskildenoia!

En del af noiaen er berettiget. Er der noget som helst, af blot den mindste vaerdi, f.eks. en bustet havestol (er rent faktisk noget vaerd paa roskildefestivalen), bliver den clearet. Alle flasker og kasser, tomme som fulde, cleares. Er der sprutflasker inde i forteltet (om saa det er lukket, bliver de clearet).

Spekulationerne gaar: hvem nakkede rommen. Er det teknodrengene ved siden af? Vi kigger mistaenktsomt over paa de fedtede unge mennesker der laller rundt i morgensolen til pumpende drum n bass. Er det sigoejnerne? De allestedsvaerende sigoejnerfamilier faar vist ikke rigtigt hoert saa meget musik, saa et eller andet andet maa de jo vaere taget paa roskilde for. Jeg fik lidt insider info fra en forhenvaerende vagt: det store slag er som regel torsdag kl 17 naar campingpladsen stort set toemmes for gaester der vil ind paa selve pladsen. Saa rykker familierne ud for at cleare lejrene, en slags stoevsuger med mange ben og arme der metodisk plukker skelettet rent for koedstumper. Saa rykker lejrvagterne ud as well. Taarnene rundt omkring paa pladsen er bygget for at man netop kan checke den slags - se hvor "rengoeringspersonalet" slaar til, saa man kan faa smidt dem ud.

Ved siden af teknosumperne, ligger saaledes et familietelt der er helt kantet og bulet ud af alle de oelkasser og ting og sager der er stablet op derinde. Man ville maaske gerne selv have indloest pant for de mange hundrede flasker, eller givet dem til Roskildes eget refund team hvor pengene gaar til humanitaere formaal. Sigoejnerne har uden tvivl ogsaa brug for humanitaer stoette, men det er lige lidt rigeligt selvtaegtsagtigt for min smag.

Hver gang man ikke lige kan finde sin pung, sine briller, sine bukser, sin telefon - shit der er nogen der har taget den - Roskildenoia. Da jeg gik i seng i morges kl sent/tidligt var der saaledes nogen der havde taget mine bukser, og jeg maatte endevende teltet foer jeg fandt ud af at jeg havde dem paa. Ak - noia!

Saa nu har vi foreloebigt to regler for god lejretik
1) tis ikke foran andre folks indgang med mindre de VIRKELIG fortjener det
2) lad andre om at "goere rent" i lejrene selv

Kan du komme paa flere?

Roskilde: smatten om natten

Den natlige dagsrapport fra frontlinien:

Endelig kom vi ind i det allerhelligste. Usandsynligt ryddeligt og rent, med frisk grønt græs lignede festivalpladsen ikke sig selv på nogen måde. Selvom tusinder stod i kø for langsomt at blive gennet forbi festivalvagterne (obligatorisk: hey, skat, jeg vil gerne kropsvisiteres) går man rundt i spredte klaser, og beser det nye puderum. Nej, hvor skal der leges.

Koncerterne er større og stærkere end på Pavillon Junior. Editors med spastisk krampagtige bevægelser og nervøs Joy Division møder Gahan møder New Order møder U2, Guns'n Doses med vanlig valium forsinkelse på en hel time før de går på scenen. Havde Axl Rose ondt i tænderne? Sigurd Ros med overjordisk men søvndyssende skønhed og magisk sceneshow. Barra Head med matematisk metal, stærkt og næsten ikke hørt af nogen. I baggrunden WhoMadeWhos houserock, og alle vegne smilende ansigter i solen.

Dejligt, men hvor er spidserne. Førstedagen er et dejligt varmende tæppe, trygt og fint. Ingen peak oplevelser, og på denne måde - for mig - lidt i skyggen af nogen forbløffende gode warm up dage. Hmmmmmm.

Lejren er imidlertid i topform: Bombay Gin, Islay Whiskey, Smirnoff, Havana Rum, Gl Dansk (for at imponere udlændingene), der er gjort et solidt forarbejde for at beskytte hovedet mod stød.

Snapshots fra havefesten:

onsdag nat: Van Damme Camp i Øst: en flok DJs sætter et gigantisk villatelt op samt et meget, meget, meget kraftigt transportabelt anlæg, alt fra Grease til Rage Against the Machine sætter brand i nattefolket kl 03 - der danses pogo og de små knogler knaser sprødt og lykkeligt.

torsdag morgen kl. 05, koncert ved tårn G. Dynamic H Reflection og Mikrofonkontrolk fyrer en meget syret rap koncert af, Intelligent Pushing er live for første gang. Endnu en af natsmattens mange små sweet spots, som man kun finder hvis man stikker næsen alt for langt frem.

torsdag på vej til morgenmad kl. 14.00, møder en svensker der springer kraftspring og saltoer ude i mudderet. Knipser et billede af en sprængfyldt badut ungersvend omkring to meter oppe i luften med hovedet nedaf. Sejt men uforståeligt. Han er flyvende. Jeg er sulten.

torsdag aften: møder Hookah, der alle har malet overskæg med smutzig korkprop, og er i største hopla. Danser limbo i eftermiddagssolen, og diskuterer popmusikkens velsignelser og begrænsninger med Tommi. Alle er på Roskilde. Verden er lille og festivalpladsen endnu mindre.

Fredag: er først lige startet, så vi får se.

torsdag, juni 29, 2006

Roskilde: smatten om natten

160 bands på Roskilde? Nix, tusinde bands spiller på Roskilde. 1000 små koncerter, spillet på guitarer, hamret med teltpløkke på plasticdunke, og så først og fremmest lejrbålet anno 2006, lejrens kogende midtpunkt: campblasteren.

Går man rundt mellem teltene i det svage men skarpe lys fra projektørerne, skifter man gradvist mellem det ene mere støjende, spændende og smadrede musik efter det andet. Hvis man lukker ørerne på vej hen til natbollen eller natpotten, går man rent faktisk glip af meget.

For hvad er det der sker? Jo, folk skal på Roskilde. Man har chancen for at vise vennerne at man kan brænde den der CD som bliver spillet nonstop på campblasteren. Alle tager det bedste, nyeste og mest obskure musik med. Selv som garvet musiknørd er det camp-koncerterne der hvert år byder på lyde man ikke troede fandtes. Ikke så mærkeligt, 80000 unge mennesker der har været ude at snuse efter creme de la creme.

En ting er at de somme tider blæses ud gennem anlæg der er mere pressede end en and der kneppes af en hest for at bruge en velkendt metafor fra dyreriget. En anden ting er at ens ører tit bliver spidse som barberblade og man tvinges til at stoppe og spørge hvad i alverden det er.

Jeg spurgte vores teknopillenaboer, og de spillede "Shitman" - måske er der nogen der hedder sådan måske ikke. Men det lød som breakcore der virkelig, virkelig rykkede. Hm, hm. Lidt efter er der metalkoncert, lidt efter partypop. Lidt som at gå tilfældigt rundt under selve festivalen, blot med meget meget hurtigere skift mellem stilarter.

Livekoncerter er overalt, det er bare at lukke op for hovedet og ørerne. Så får jeg en besked fra mymusics egen "Dynamic H Reflection" der spiller koncert sammen med den excellente rapper "Mikrofonkontrol" kl halv tre ved tårn G. Red Warszawa gør det næsten hvert år. Zididada eller hvad det nu er de hed gjorde det. Rullede ind og spillede deres egen Roskilde koncert.

Niveau 2 er "the art of partycrashing" - som fint kombineres med de spontane campfire koncerter. Lars og mig fandt efter alle de der øl, på at åbne en flaske Gin, og så blev os ensomme lejrvagter lige pludselig meget sociale. Vi landede ondt og tungt på mindst tre sagesløse fester, med uhæmmet råben, russiske folkesange, og gode råd til teenagerne. Detaljerne er ikke noget vi kan skrive om, men jeg vågnede allerede 11.30 og kom afsted til dagens anmeldelse af fantastiske Band Ane, mens Lars køligt bad om at være i fred. Han kom op og fik lidt cola til morgenmad 6 timer senere. Se SÅDAN er det når os voksne partycrasher.

Så kan I lære det.

Ikke mindst er det klogt at lære at bruge ørerne når man tumler rundt mellem teltene; for folkets distribuerede diskotek er et godt sted at lære om nye toner.

onsdag, juni 28, 2006

Roskilde: Hvad er det der er så fedt ved søndag!?

Ja, jeg ved det godt. Det er en gammel kendt sag, at søndagen altid er den bedste dag på Roskilde, at det er er det ketchuppen endelig ryger ud af flasken og vi finder ud af hvorfor vi kom derned til at starte med. Hvis vi altså ikke lige på det tidspunkt ligger i daggammel sprutlage med tisstænk på bukserne og bræk i håret.

Hvorfor er det sådan, at alle gratisterne over 60 skal have festivalens bedste dagsprogram serveret på et sølvfad? Jeg ser det for mig. Torsdag kommer jeg til at drikke mig ned i eufori over, at festivalen endelig er startet, og jeg kan lave mit eget mudder kun ved hjælp af en lille smule jord og en masse urin. Fredag drikker jeg lidt mere, mens jeg for Gud ved hvilken gang beslutter mig for, at den "store overraskelse" alle altid taler om, at Roskilde gemmer på, ikke befinder sig i teltet for den genre af musik der får folk til at vibrere med underlivet. Og nej, jeg er ikke specielt fordomsfuld, jeg har det fint med verdensmusik, al musik kommer vel i virkeligheden fra et eller andet sted i verden, hvis man skal være helt anal. Og det skal man nogle gange. Mit problem ligger bare i, at det er så pokkers usexet, at se folk vibrere med underlivet, når de har bæ i håret og rådden birkes mellem tænderne. Lørdag drikker jeg mig ned, mens jeg lufter mine frustrationer over dagens lidt tynde program til enhver der gider at høre på det, og et par stykker der ikke gider.

Søndag er så dagen, hvor den virkelig skal have gasssssss. Programmet er lagt, så jeg hele tiden skal spæne rundt mellem alle scener, for at få alle de bands jeg gerne vil se med. Det er bare te problem Søndag er jeg så gennemsmadret af al den alkohol der skulle bære mig gennem de andre dage, at jeg ikke kan løbe andre steder hen, end frem og tilbage fra tønden. Og det er ikke engang særlig mange steder der er træk og slip.

Det er ikek fordi jeg kræver søndagen afskaffet. Langt fra. Der står bare i en eller anden bog, som vi altid skulle terpe til konfirmationsforberedelserne, at det var den dag Vorherre besluttede sig for at tage en slapper. Han var måske ligeglad med Figurines, Damian JR. Gong Marley, Arctic Monkeys, Wolfmother, Jenny Lewis, The Strokes, Placebo, Spank Rock, Franz Ferdinand, Goldfrapp, The Raconteurs, Kaiser Chiefs og ham der fra det der band der lavede en plade om den side af månen man aldrig kan se når man ser den anden. Det er jeg bare ikke...

måndag, juni 26, 2006

Roskilde: mig mig mig og tis

Er Peter for gammel til RF?

Nope.

Men efter en lang hård dag på arbejde (efter 1 times søvn i lejren, som lå godt MEN lige overfor en unge bande pilleslugende horeunger med et hjemmebygget 500 W PA anlæg ghettoblaster system med fantastisk lyd, dejligt, breakcore, tekno og dansk rap kun afbrudt af skybrud mellem 4 og 5).

Men efter en lang hård dag på arbejde, heeey, ud på platzen, og DER, sidder lejrens eneste vagt - den samme som igår, ensom blandt resterne af en vindblæst pavillon. Hvor er kollektivet? Hvor er de andre i den 25 mand store lejr. De kommer på torsdag, det regner jo. HMPFRH. Ikke godt nok.

Er det bedre med ølbøllerne rundt omkring? Ikke specielt, især de rene drengelejre, har det med at rejse sig op, gå syv skridt væk fra lejren de selv sover i, hive deres cocktailpølle frem og lade vandet, gerne tæt ved indgangen på et telt.

Hensyn (hey alene ved at nævne dette fyord har jeg allerede afsløret mig som en gammel nar) er simpelthen bare ikke cool. Alt andet er cool. Er det cool at tisse Classic på andre folks telte?

NEJ DET ER IKKE. Så her mandag aften, bygger jeg lejr op igen, og prøver at huske hvordan man slår en mand ihjel på tre måder (hvad var det nu hun gjorde i Kill Bill 2), hvis en af de unge selvbevidste MTV-hår narrøve skulle komme forbi og pisse på fællesskabsfølelsen.

Godt at få det ud. Nu starter Max Peazey, grime fra Sverige!! Det kan kun blive godt - de er jo så sprælske de svenskere. Og så skal de jo anmeldes. Argh... er allerede to bagude.

Roger, over and out.

Og husk: hvad du end gør her i livet så tis ikke foran andre folks indgang, medmindre de VIRKELIG fortjener det.

Roskilde: mod det vilde Øst

De store, magtfulde og velorganiserede lejre har planlagt det i månedsvis. Med spydspidser, spejdere, organisatorer og folk med trækvogne og stærke arme til at at tage telte, ghettoblastere, infrastruktur, forsyninger, minder lejrdannelsen på Roskilden om et militært foretagende.

Den tid hvor man kunne komme daskende om tirsdagen og klemme sig ned et godt sted er forbi. De store lejre har allerede 30 minutter efter hegnet væltes søndag morgen indtaget pladsen så langt øjet rækker. Kommer man om torsdagen, skal man langt væk for at sætte fire telte op i nærheden af hinanden.

Der ventes i kø fra om fredagen, hele lørdagen, lørdag nat (og det er ikke meget der bliver sovet). Hvis det regner, bliver man meget våd. Hvis det blæser, bliver man meget kold. Men lykken over at få sit på det tørre med hensyn til placering er alligevel vigtigere.

Et par festival gæster fandt på at "lægge" hegnet ned 1.5 time for tidligt, og et øresønderrivende brøl rejste sig når tusindvis af halvsovende festival gæster pludselig måtte rykke afsted uden at have fundet den endelige formation.

Vores lejr var lige akkurat blevet samlet - ved et tilfælde - og sendte derpå Henrik med de hurtige ben i forvejen, for at etablere et brohovede lige - der - det perfekte sted - foran hovedindgang (Arena scenen) - tæt på (men ikke alt for tæt på) toiletter, tæt på internet, morgenmad, hittegods, i læ for den nådesløse pavillon telt dræbende vind- DER!

Henrik hoppede rundt og rundt på de 60 m2 vores 12 telte fylder, for at se ud som om han var 10 mennesker, indtil nr. 2 kom og kunne smide telte rundt omkring. Det gik skræmmene hurtigt. I løbet af meget, meget kort tid var situationen fastfrosset, uden mulighed for ændringer.

Nu er der blot tilbage at holde vagt i lejren de næste dage indtil der kommer nok til at passe på tingene. Der bliver næsten tømt et telt i lejren hvert år, så det er en alvorlig sag. Et år (ikke i vores lejr dog) stak en fyr hovedet ind mens der var folk i teltet, viste sin kniv, og tog stille og roligt tingene ud. Normalt bliver det ordnet mens man ikke er der heldigvis.

Det Vilde Vesten?

Jeg siger Den Vilde Østindgang.

Festivalen er igang, og jeg skal snart på vagt igen, og anmelde mere fed musik. Jeg hørte Solár igår, og smider snart den anmeldelse, som hrrr redaktøren har rykket mig for. Forresten gik en meget stor del af Danmarks befolkning glip af EX PMX debut på Roskilde - synd for dem. Det gjorde jeg ikke ... MAAMMAAA SAID NOOOO

fredag, juni 02, 2006

Fra hotelværelset...

Så er jeg ankommet på det famøse Cab Inn hotel, og jeg har allerede stødt ind i et par andre mymusic hoveder.

Første koncert er oplevet og næsten live anmeldt : Valravn. En af de gamle sorten-muldere der i nyt selskab spillede folkemusik i dansetempo - og lidt derunder. Det virker uden tvivl bedre under en klar måne - en midsommernat - i bålets skær - men de trak da et øltelt i Århus på en kold wannabe sommerdag godt op.

Jeg skal fluks videre på Train og se Noora Nor! - det er koldt og blæsende i Århus - bliv i kbh!

Det ligegyldige dagbogsagtige indlæg på bloggen...

Ok, spot, jan spurgte mig en gang for længe siden om jeg ikke ville komme og være med til at skrive. Det sagde jeg ja til, og nu har jeg en taske med en laptop - en ekstra t-shirt, og nogle økologiske ingefærkager ved siden af mig. Jeg sidder endnu på kontoret i hellerup - mit tog går 12.56 fra hovedbanen. Jeg har printet kort over alle tænkelige steder jeg skal kunne finde hen i mere eller mindre ædru tilstand - og iaften står den på tre koncerter. Valravn, Noora Noor og Pato - sidstnævnte bruger jeg som vækkeur i disse dage så det kunne ikke passe mig bedre.

Valravn er noget folk, og jeg skal også fatte pennen om noget folkværk imorgen. Jeg overvejer om en person har misforstået min musikinteresse? - nej, folk er fint. Det er sådan noget hedningarna spiller ikke?

Imorgen er der et hul imellem at jeg skal kaste mig over Emil De Waal Plus og Trio Mio - og det skal naturligvis udfyldes af Track72 - og aftenen slutter selvfølgelig med FUKT (ligesom nytårsaften på stengade).

Det blir' en fest... nu skal jeg til at pakke for at nå til hovedbanen i god tur!

PS. husk beskyttelse!... altså... ørepropper... Ah! det var møgskægt var det.

Slut på dag 1

...før det for de fleste overhovedet begyndte, sluttede det for en mindre MyMusic.dk-kreds. Den 1. dag i hvert fald. Festival-sæsonen er skudt igang.

Klokken har netop sneget sig om på den forkerte side af fire om morgenen, og der bliver blogget fra en kær vens computer på Grønnegade i Århus.
Har oplevet en evig-kær Teitur i Ridehuset, i fuld vigør med stryger-ensemble og æblekinder. Klart bedre end "Un-Pop Klassick"-kammeraterne i The Sunday Drivers, der på ingen måde formåede at udnytte Ensemble Midtvest. Æv. Men Teitur var lækkert. Efterfølgende var Figurines som altid en kærkommen lytning, denne gang på Officerspladsen, hvor de prøvede og prøvede og prøvede og prøvede og prøvede, men formåede ikke rigtig at sætte gang i den sløve flok, der mest brugte tid på at flashe deres branche-kort. Men egentlig en god koncert. Ikke optimal.
En hårdtpumpet afslutning på åbningsdagen for mit vedkommende; canadiske Holy Fuck, der spillede en dreven, monoton, smigrende primitiv electronica - med både live bas og trommer. Lækkert over det hele...

Men ak! Turen gik videre. Først på Ris Ras (efter kyndigt tip fra den vidende electronica-redaktør), hvor der såmænd var både Hancock på fad og hyggelig kælder. Dernæst videre på Musikcaféen, der husede en "something-et-aller-andet" showcase, med blandt andre Splendid, Gob Squad, The Bandit og Cartridge. Som altid var der på Musikcaféen lavt til loftet og kølige fadøl, så det var en fryd! Musikken var so-so. Hørte mange gode ting om Gob Squads koncert, men da jeg ikke selv hørte den, er det vel egentlig omsonst at nævne den. For sent. Splendid leverede en umådelig sikker koncert, der var alt andet lige interessant. Det lyder måske for hårdt. Ja, det ER for hårdt. De spillede rigtig, rigtig godt, men jeg kedede mig. The Bandit gik på med bravur og pompt. Spyttende forsanger, semi-spastisk og meget musikalsk. Men musikken kedede mig. Igen. Måske er man bare svær at imponere, når man har sat sig op til en weekend med det absolut ypperste af dansk musik? Ikke utænkeligt. Måske er hele set-uppet "SPOT" i virkeligheden en dårlig idé? Det tør jeg ikke sige. Cartridge sluttede aftenen af (musikalsk), og det i en betydelig mere overbevisende tone end den de tidligere bands havde lagt for dagen. Interessant. Interessant. Tak.

Men endnu ikke slut. Fatter Eskild havde stadigvæk en dør på klem, så vi sneg os ind; Malte fra Offbeat, Jesper fra Det Musiske Hus, Mikkel fra Forbrændingen og så endelig fotograf Jesper Tage og jeg selv fra MyMusic. Det er DET SPOT kan; samle folk. Og det er uendelig hyggeligt. Og lærerigt. SPOT er en god ting, after all.

En shawarma ("rulle-kebab" i Århus) og i seng. Eller. Til computeren. Og nu i seng. Nu.

torsdag, juni 01, 2006

Skal du med til SPOT?

Du går glip af noget, hvis du bliver væk...

Seriøst, jeg har sjældent - med undtagelse af MyMusic.dk's egne "Ugens Bands", oplevet noget lignende, rent kvalitetetsmæssigt. SPOT-festival har det med at overraske.

Det er nu femte gang, jeg er med. Og hvis man bare er -lidt- træt af P3, så er SPOT-festivalen stedet at finde musik, der er noget værd at tjekke ud.

Orkestrene - både de danske og de andre nordiske - leverer altid en helt igennem fantastisk indsats. Man kan virkelig mærke, at der er sjæl bag, når alle ynglingene (og de knap så unge) spiller i Århus. Måske fordi alle branchefolkene står og kigger på? Forhåbentlig ikke. Forhåbentlig er det bare solskinsbyen der gør det hele en tand bedre end normalt!

Vi håber på MyMusic.dk at alle glæder sig til en oplevelse ud over det sædvanlige - og hvis ikke man er så heldig at kunne følge med på første række, så tjek denne blog ud!