Hvad jeg lærte af Roskilde - en anmelders bekendelser

I år fik jeg som MyMusic-repræsentant for første gang i mit liv gratis adgang til ikke blot Roskilde Festival, men den sagnomspundne medieby bagved. Prisen var høj: til gengæld for et kig bag kulisserne og det glimtvise syn af Aqua-Lene skulle jeg ikke bare anmelde tre bands, men ligefrem forsvare min kritik over for et af dem i en såkaldt anmelder-battle.

Hvad jeg lærte af min kamp (udover at shoegazere kan være utrolig nærtagende) og af debatten, der har været omkring Roskilde-anmelderiet, var, at karaktergivning ofte er til mere besvær end gavn for en anmelder. Ikke kun fordi man uundgåeligt tiltrækker kommentarer fra folk, der mener det modsatte og iøvrigt synes, at ens profession er en sump af arrogant smagsdommeri. Men fordi man ikke bare kan give 2,3 eller 6 stjerner uden at skulle bruge alle sine ord på at forsvare det, selvom man måske i virkeligheden har lyst til at snakke om noget helt andet.

Måske vil man skrive om, hvorfor The Streets har tja... street cred, selvom Mike Skinner er en sucker for et poppet omkvæd; eller om hvorfor Neil Young stadig tiltrækker folk i 20'erne, eller måske vil man sammenligne Nick Caves gruppe-testosteron med David Bowies demokratiske Tin Machine. I stedet skal man understrege, at den her koncert altså kun får 2 stjerner, fordi der var playback og dårlig lyd og fesen forsanger...

Det har vel også sin nytte, for der sidder måske stadig folk derude, der vil vide, hvad Politiken egentlig synes om en koncert eller plade eller kunstner - kort sagt, er det værd at bruge penge på? Alle andre går så på MySpace og hører musikken selv, inden de køber den, eller ser koncertklip på YouTube. Hvad er så pointen med en anmelder?

I bedste fald nøjes en anmelder ikke bare med at strø stjerner ud, men fortæller os ting, som vi ikke vidste i forvejen. Om musikken, om bandet, om hvordan deres tekster hænger sammen med noget, Lord Byron engang skrev; om hvorfor Sussi & Leo sælger billetter; om hvad forskellen er på Nicholas Bros og Mel Gibsons Hamlet, og om hvorfor vi kan lide én ting og hader en anden. Det er her, man skal være forsigtig for ikke at blive kaldt elitær eller bedrevidende, for mange vil nok sige, at "godt nok ved jeg ikke meget, men jeg ved, hvad jeg kan lide!". Nå ja, men det afslutter ligesom en debat rimelig hurtigt.

Karaktergivning kan i værste fald blive en udvidelse af "jeg ved, hvad jeg kan lide" istedet for et forsøg på at tilføje noget nyt til det, man anmelder. Optimalt set er kritik et værk i selv, der kan stå alene og fortælle noget om samtiden - ligesom kunst. Og der giver det ofte mening at bruge folk, som ved noget om emnet - jeg ville i hvert fald hellere snakke om ballet med Nureyev end med en ejendomsmægler.

Til gengæld skulle man måske ikke tage så tungt på det med, hvor mange stjerner, der gives. Jeg kunne forestille mig, at det ofte for anmelderen er et svært, nogle gange ubehageligt og andre gange ligegyldigt job at fyre dem af - sådan har jeg det i hvert fald af og til!

Roskilde AmokBlog - GIGA Oversigt!

Det var en giga fornøjelse at få lov at rapportere fra Festivalen 08 på MyMusic.dks vegne. Tak til jer der læste og kommenterede undervejs.

Her er oversigten over MyMusics Roskilde Blog hvor du kan bladre rundt i skæve, skøre, skønne skrækkelige øjeblikke, fanget med ubehjælpeligt subjektive adjektiver og mit kærestes gamle 2 Megapixel objektiv, og sorteret nogenlunde efter hvornår tingene skete:

Søndag, 29. Juni - det store løb, den første dag
OL i Spejder Sport
"VIVAA ESPANAAA" ... Spanien-Danmark 1-0

Mandag, 30. Juni - på rundtur i lejrene
Megablaster shoot out
Benjamin søger kæreste (Marie)

Tirsdag, 1. Juli - det brænder
Ikke for at være flabet (pimp min blog)
Skaterboyz in Da Zun (whatever)
Mædl Mædl Mædl
Fugl føniks: om at brænde op og vågne indsmurt i a...

Onsdag, 2. Juli - mavesur og mavesol
Fyr anmelderne!
Skattejagt 08
Johan Olsen om festivalkemi
Glimt fra Juniorscenen

Torsdag, 3. Juli - portene slås op til paradis
Undskyld, kan I ikke skrue ned?
Costa del Grusgrav: bar røv og pandaer
Flugten til Guantanamo
Pilgrimz færd med bakkenbarter og grisetryne

Fredag, 4. Juli - festen i højeste gear
Kvinder med kanter, buler og boller
10000 nights of thunder: tænk hvis festen aldrig s...

Lørdag, 5. Juli - refleksioner over en gigafest
Den Store Playbacksvindel
1. Big Brother Passer På Dig
2. Big Brother Kommer Og Redder Dig
3. Big Brother Ser Alt (et topklasse realityshow)

Søndag, 6. Juli - modsætninger mødes og sød trashmetal opstår
Kontrasternes fest med Slayer og Dickow

(jeg har udeladt en af blog'sene, som jeg selv synes er for ringe, find den selv :)

Farvel for denne gang!

Kontrasternes fest med Slayer og Dickow

Søndag er kontrasternes dag. Beskidte teenagere og velklædte bedsteforældre går hånd i hånd i det vidundelige men svært tislugtende solskin. Tina Dickow og Slayer spiller efter hinanden på Orange scene, der er trash romantik i luften.

Punkgruppen Anti-Flag smadrer deres instrumenter og råber "fucking" hvert 10 sekund, mens 57 årige babes i hotpants vrider sig saligt.

Søndag er kontrasternes dag. Idyl med børnefamilier ("louise, den sø skal du ikke træde i"), men også den obligatoriske deprimerende stemning af sort destruktion på campingpladsen, Roskilde Festivalens måske mest ubehagelige side. Søndag aften og nat går de sidste gæsters sjæle på toilettet. Larmen, stemningen er farlig, og den indre neanderthaler skal luftes. Jeg sørger altid for at være væk fra pladsen inden zombierne kommer frem og brænder telte af, smadrer alt, smadrer natten...

Men så langt er vi ikke endnu.

Inde på pladsen er klokken eftermiddag. Slayers gråskæggede trashtordenvejr får enkelte af de mange søndagsgæster til at rynke på næsen, og trække væk for at se på hippie tøjbutikker. Slayer har, uden at ændre på noget, skiftet rolle fra samfundsomstyrter til samlingspunkt på tværs af generationer, mainstream-metal i skyggen af moderne, langt mere grænsesøgende musik (e.g. breakcore, grindcore, sussi og leo). Men de kan stadig spille højt. Mine ører suser endnu.

Det fantastiske vejr står i ekstrem kontrast til tsunamien i 2007, men festivaloplevelsen er stort set den samme, omend lejrlivet var mere ukompliceret i år, og vi slap for at have fødderne i gummistøvler en uge i træk, og for at have badering med i teltet om natten.

Farvel til en næsten perfekt Roskilde. Hjem og pleje den brændte hud, det tunge, sansemættede hovede, de stive ben, og hærgede ører. Hjem og fordøje de mange indtryk, oplevelser, og købe CD'er med mindst 10 bands.

Roskilde, din gamle løgkælling, vi ses til næste år til musikalske eventyr og El Gigante havefest.

3. Big Brother Ser Alt (et topklasse realityshow)

I denne lille Blog-trilogi med temaet Big Brother, er jeg her nået til realityshowet, "Big Brother - The Camp", hvor festivalgæsterne frivilligt udleverer deres kostelige privatliv. Give it up or give up!

Livet på campingpladsen er intim hverdag med usynlige vægge. Der drikkes, bades, spises, tisses, bolles, festes og soves i fuld offentlighed. Scoringer og skilsmisser, skænderier og forsoninger, grænseoverskridende tæt på.

Privatlivets fred? Teltet eller et toilet med slå gør det marginalt sværere for naboen at følge med i hvad man laver, men dont count on it. Mangt et par kravler ud af deres telt til en lejr der sidder med smørrede grin. Full monty, uden filter, døgnet rundt.

Hvad værre er, at omkring 6000 af deltagerne er presse, dvs. journalister og fotografer. Gør du noget mærkeligt, sjovt, grimt i et øjebliks svaghed, er der en pæn chance for at det bliver fanget, og havner på nettet, i en avis, eller hvis du "heldig", i TV avisen. Og jeps, jeg er en af dem, og har minsandten fotograferet en pæn flok Big Brother deltagere de sidste par år.

To drenge skændes. Kuppelteltet er faldet sammen og den sovende vågner op som en fisk i et fintmasket fiskenet, han skælder ud på den anden, som åbenbart har skylden. Efter noget tid bliver striden bilagt, de er venner igen, og teltet bliver rejst.

...Et par ligger og kysser på en luftmadras. Det udvikler sig, og det er op til forbipasserende om de vil kigge væk.
...20 Nøgne mænd og kvinder er inde og få en forfriskning på festivalpladsen. Udsigt til meget mere hud end jeg lige er vant til inden morgenmaden (se billedet).
...En lejr synger popklassikere med mirakuløs vellydende flerstemmig sang, og en anden lejr et stykke væk råber af dem... "syng den igen, syng den for helvede igen".

Mange kan ikke klare at være deltager i showet. De kommer måske 1 gang på Roskilde festival og sværger aldrig igen at skulle tvinges til at se på livet udfolde sig SÅ tæt på. Andre ender med at stemme sig selv hjem inden Søndagen.

I modsætning til Robinson eller Big Brother er der ikke 1 vinder, men knap 70000 der holder ud til det sidste i det store kollektive underholdningsprogram. Det er topklasse, hvis man har en god sans for humor, en ikke alt for sart næse, og ikke har noget mod selv lige pludselig at være hovedperson.

2. Big Brother Kommer Og Redder Dig

Lars kom op og hyggeslås mandag aften med en flok piger (nej ikke sådan slås). En kåd forbipasserende følte sig inspireret, og gav Lars en lektion i en eller anden kampsport, der involveret at blive landet på gentagne gange, venligt men tungt. Lars lærte desværre ikke andet end at have et meget ømt ribben. Efter en uge på panodiler, kunne Lars imorges ikke bevæge sig, og var tæt på at besvime. Panik!

Vi strøg op til samaritterne ved Orange Scene i forventning om at skulle sidde i kø i timevis som enhver skadestue. Nope! Efter 2 minutter strøg to effektive og venlige hjælpere afsted mod campingpladsen med en båre. 10 minutter efter løftede vi Lars op på båren, og 20 minutter var vi tilbage hos samaritterne hvor lægen gav Lars et servicecheck. Det var ikke alvorligt men painful, og kuren er nogen ornli syge painkillers og så hjem at ligge på langs. Der ligger Lars så nu, på Amager.

Det var fandme effektivt, kontant afregning ved kasse 1! Jeg må ikke skrive om noget vores "redningsmand" Jørgen og hans makker fortalte (de må ikke udtale sig til pressen), men jeg kan sige så meget at I derude i smatten og i campen er i kompetente, erfarne hænder. Det er ikke nemt at komme til skade på RF, men hvis det skulle lykkes (f.eks. hvis du slås med piger), så kald på Big Brother + så kommer han og redder dig. Word!

1. Big Brother Passer På Dig

Roskildefestival fik et wakeup call omkring sikkerhed i 2000: god sikkerhed er ikke sikkert nok - især ikke når mange tusinde mennesker er samlet på meget lidt plads.

Siden er festivalens scener blevet væsentligt mere sikre. Året efter ulykken, i 2001, var El Toro, lejrens mest selvdestruktive beboer, så skuffet over sikkerhedsforanstaltningerne at han kravlede på alle fire frem til Orange scene midt under en stor koncert, blot for at bevise at det var for kedeligt.

Man må snart ingenting. Ikke sidde på skuldre, ikke være mange foran scenen, ikke storme rundt, ikke crowdsurfe, ikke have faner med ind foran scenen, og der bliver holdt øje med at man morer sig på forsvarlig vis. (Må man forresten have sin egen guitar med til koncert?)

Supersikker er bare ikke 100% sikker. Fredag aften ville en meget stor mængde mennesker til koncert med partyikonet Fedde Le Grand i Astoria. Koncerten blev stoppet af frygt for at folk ville komme til skade. Alligevel blev en del af balkonerne beskadiget under vægten af alt for mange hoppende mennesker. Men koncerten blev stoppet inden der skete noget, og mon ikke at Astoria scenen bliver kørt anderledes næste år? Hver år en episode kommer det mindste ud af kontrol, er der taget affære året efter.

Nettet strammes... men det er et sikkerhedsnet, med masker der giver masser af plads til at trække vejret. Læs de tidligere indlæg i denne blog, så ved du hvad jeg mener.

Roskilde Festival er en ekstremt sikker fest, der rammer en knivskarp balance mellem at give folk mulighed for at feste og udfolde sig, og samtidigt undgå at de ender på sygehuset.

Den Store Playbacksvindel

Sussi og Leo gør det. Mange af de største pop og rock navne gør det. De sætter backtrack på. Hvis vi er heldige er leadvokalen live. Moderne popproduktioner lyder så lækkert, at det næsten er synd ikke bare at køre tracksene direkte, udenom fjolsene på scenen. Ingen risiko for fejl, det hele klapper.

Undtagen mig...Jeg klapper ikke...
...når Santi White for det første kommer et kvarter for sent (helt ærligt!), så hendes playback DJ må vende plader som var det en gymnasiefest. Da så endelig Santogold kan starte, sker der ingenting. Det er simpelthen de samme backingkor, den samme produktion, den samme - udmærkede - plade der ryger på pladespilleren. Hvor stor respekt jeg end har for Santi Whites strittende blanding af dub, electronica, hip hop og grime, var der kun "korsangerindernes" forlygter der strittede til koncerten... og de gad knapt nok lade som om de sang live. Mimeri, come on! ... Jeg har stadig ikke set Santogold live. Skuffet.

Urban musik
...er meget mere producerens end musikerens, og beats og basser er samplede, der en del af sounden. Jeg synes det begynder at blive slemt når der intet er tilført CD musikken, og selv de akustiske instrumenter bare bliver kørt af fra computeren.

The Ting Tings live i Odeon

Her for et par timer siden så jeg så heldigvis The Ting Tings, som ligesom Santo Gold er genreforvirret, skarpskårent popmusik. Jules de Martino og Katie White greb opgaven helt anderledes an. Jules sad bag et trommesæt, men indledte sættet med et guitarrif, senere greb Katie guitaren, mens de begge sang ind i mikrofonerne... de havde travlt med at skifte instrumenter, men skabte bevægelse og sitrende usikkerhed i musikken. Og ja, der var et backtrack gemt bag livelyden, men det var ikke en færdigret vi fik serveret.

Risky Business!
Katies guitarkabel gik i stykker midt i nummeret, og det tog et halvt nummer før der kom lyd på guitaren igen. Det var skævt, sort uheld, men folk jublede da guitarbredsiderne kom tilbage. Its alive!

Højdepunktet?
Det übercatchy radiohit "That's not my name" har et superfedt, karakteristisk kor hen imod slutningen, som jeg spekulerede over hvordan duoen ville klare uden korpiger og backtrack... måske ville de alligevel klistre korene ind, falde til patten, den nemme løsning?

Næh! Katie White samplede de enkelte korstemmer live, lag på lag, stemme for stemme, og loopede så koret under den bidende, snerrende leadvokal, og teltet løftede sig. Nærværende, nuværende!

Det kan åbenbart lade sig gøre
...at spille radiopop live på en scene uden at gøre grin med publikum. Og så længe nogen forsøger at spille live, gider jeg ikke spilde min tid på de andre, der bare lader som om, og ikke bruger Scenen, Publikum og Nuet til en skid.

Hvad med dig...Er du ligeglad!?

10000 nights of thunder: tænk hvis festen aldrig stoppede?

Roskilde festival er 7 dages fest og sansebombardement. En stemme i mængden bemærkede trist til en veninde, "ejjjj, det er slut om 2 dage, bare det aldrig stoppede"

Hvad nu hvis det aldrig stoppede... containerdans, nøgenløb, rockbulder, teknotramp, tømmermænd, uge efter uge, år efter år?

Det vil for nogen være et paradis, for andre et helvede. Lad os tage et kig i krystalkuglen og se hvad der sker...

Tyk eller tynd
Bliver vi flæskefede eller magre kosteskafter? Meget mad på festivalen er sund og nærende. Men der er også burger, fritter, pølser og fedtdryppende nachos i tonsvis. Jeg tror diæten af tømmermandsmad (fed, salt), cola og spandevis af øl vil gøre sit til at Los Kilos begynder at rasle på, og at der snart skal mere luft i luftmadressen. Om et års tid vil de indre organer på i al fald en del af gæsterne begynde at sætte ud, vil jeg tro... medmindre pengene slipper op, så er det vand og brød.

Hygiejne
Trods den top-organiserede ledelses styring af toilettropperne og de sanitære faciliteter, er det en kamp der kun kan tabes. Her om lørdagen kan det mærkes at de voldsomme mængder bæ gæsternes producerer, langsomt men sikkert får overtaget. Hver nat tæppebombes toiletterne af tusindvis af røvhuller, henimod søndag er toiletvognene halvt skudt i sænk, og på et tidspunkt vil den første kolera epidemi ramme pladsen... hvilket ikke vil gøre toiletholdenes arbejde mere fornøjeligt, men måske kan løse problemet med overvægt (se "tyk eller tynd").


En sø med gule fisk
Der deponeres vel tre-fire hundrede tusinde liter urin i døgnet... det bliver til et par millioner liter tis om ugen, som det sarte økosystem skal absorbere. Om et par år vil "grundvandet" sikkert stige, og så har Roskilde pludselig fået en ny å og måske endda en sø, hvor det ikke kan anbefales at fiske. Den kan kaldes "Yellow springs" ... eller "Den Orange Sø" for at ære festivalens vartegn.

Den Orange Stamme
Når man er til containerdans klokken 3 om natten, står det klart at stamme-følelsen er stærk. Der var klang-klang-klang fra ved 1-tiden, til i al fald kl seks imorges, og da jeg var på morgenspadseretur kl 7, stod der tre udmattede drenge med teltpæle, som blev jaget væk af ambulancepersonale. Billederne viser to smukke medlemmer af Den Orange Stamme, og nogle knap så smukke mandlinge containerdansere.

Død over kernefamilien
Stammen vil hurtigt skubbe kernefamilien til side. Der bliver delt gratis kondomer ud, men der gås til makronerne i de tusindvis af telte. I år hænger en plakat med påskriften (noget i retning af) "Hej Matthias fra Örebro. Vi mødtes sidste år. Mød mig ved Angora F kl. 14.00 lørdag. Dette er din søn"... og så et billede af et storsmilende spædbarn. Nok ikke det eneste produkt af teltsporten, der dyrkes overalt.

En ny generation vokser frem
10000 days of thunder, det er 27 år. Som i mange stammesamfund tror jeg at det bliver et kollektivt anliggende at opdrage de mange børn, og sikre dem oplæring i den rette tro ved flittig læsning af Biblen (Programmet, Hvori Alting Står), og Korrekt Prioritering Mellem Bands og Lejrhygge. Spændende bliver det også når der kommer børn mellem vagter og gæster. Skal de have medarbejder eller almindeligt armbånd på? Skal de have vagter i Mama Mombasa, eller kan de bare flikke rundt og samle tomme dåser og plastikkrus (børnenes traditionelle beskæftigelse) mens forældrene sover rusen ud på græsset... Festivalpladsen har alt hvad et ungt menneske skal bruge, endda en skole - Roskilde Højskole... så de kan lære at lave events og organisere festivaler. Thats all they need!

Bæredygtig økonomi når forbruget er 1000 kr om dagen
Den største udfordring er nok den massive tilførsel af penged der er nødvendig. Jeg hørte at festivalgæster i gennemsnit bruger knap 1000 kr om dagen, efter skat. Det svarer til en årsindtægt på den onde side af en halv million. Da campisterne ikke tjener penge på festivalen, altså undtagen tyvebanderne og dealerne, og i gennemsnit er 22 år og single, kan vi godt antage at det er forældrenes huse og ejerlejligheder der skal sælges. Pengene herfra vil være brugt i løbet af 3-5 år, og så er der kun 1 ting at gøre: naturalieøkonomi. Der skal dyrkes grønsager på de grønne arealer (og de skal vaskes meget grundigt!), og mellemværender må ordnes fra nabo til nabo: må vi låne jeres guitar? Ok, men så skal vi have flere agurker.

Den Orange Stamme. Et regulært Utopia, et ikke-voldeligt stammesamfund af stokdøve, dehydrerede eventmagere, der danser alle problemer væk. Hiyeah! Jeg glæder mig til næste år!

(herunder Den Orange Stammes totempæl)

Kvinder med kanter, buler og boller

Jeg har været til tre koncerter det sidste døgn, hver med sin markante Kvinde i front. Piger med nosser, som en af mine sidemænd bemærkede.

En af dem, Jamaicaneren Lady Saw, savede i al fald sin seksualitet ud i Cosmopol, med en kradsende klinge af kontant dancehall og dirty talk, så ikke en eneste tilskuer var i tvivl om hvor hun ville hen. Der var lidt meget tight pussy snak til min smag, og kontante opfordringer til de forreste rækker om at gå amok på naboens genitialer, gjorde mig ærlig talt lidt genert. En dame med kant, karakter og som gjorde mig nervøs, men ikke gjorde det store indtryk musikalsk.

Lidt tidligere på aftenen, blev et stopfuldt Odeon telt (trods Radiohead samtidigt!) overhældt med møgbeskidt garagedisko fra Gossip. I spidsen en halvanden meter høj, tromletyk punkdiva Beth Ditto med NUL respekt for konventioner, og en svinesoulet stemme ikke ulig Janis Joplin. Midt i sættet skiftede hun de løse gevanter ud med en stramtsiddende badedragt; mine øjne trillede ud, og det tog flere minutter at finde dem igen. En knytnæve i fjæset på tidens ækle anoreksi epidemi. Gay-schlageren, "Standing In The Way of Control", fik teltet til at gå totalt amok - det meste af nummeret drønede en lille lesbisk feminist rundt fuldstændigt skjult af det ekstatiske publikum, og skabte dønninger af respekt på den mest usandsynlige måde.

Idag fredag blev min musikalske fornemmelser udfordret og tilsidst overvundet af Jomi Massage, som spillede i Loungens hybrid af scene og sandkasse - et hyperintenst, fascinerende mix af akustisk og elektrisk lyd, med Signe Høirups store sitrende vokal til at spænde buen ud ... lige til punktet før buestrengen og trommehinderne springer. Jeg var skiftevis undrende over boblende samples der fandt sammen i melodi og rytmer, med håret tilbage under knaldende lyn-udladninger eller i koma over de fantasifulde arrangementer, som electronica geniet Eblis Alvarez stod for. Super veloplagt koncert fra en kreativ og yderst kvindelig tornado med selvbevidsthed nok til et italiensk fodboldhold, og hendes band af totalt overlegne musikere. Internationalt gennembrud burde være nært forestående.

Brev til Rasmus fra Soundvenue

I bloggen her, anmeldte jeg Orange Press anmeldelser fra søndag og mandag. I de eksempler jeg faldt over var tonen for nedladende til min smag. Jeg brugte det som en anledning til at opfordre det samlede anmelderkorps til at tage de svedende upcoming bands på juniorscenen alvorligt.

Som svar så jeg idag i Orange Press Soundvenue redaktøren Rasmus Junges svar, hvor han blandt andet pointerer at anmeldere har ret til at være subjektive, og dele øretæver ud når koncerten af den ene eller anden grund ikke er medrivende - for anmelderen.

Herunder mit svar, som jeg lige har postet til Rasmus. Derefter slut på snak om anmeldelser herfra, tilbage til den stegende sol, musikken, tosserne og oplevelserne.

Hej Rasmus

Jeg elsker ikke bare musik, men også musikanmeldelser.

...og så dit svar i Orange Press. Tak for et godt og ikke spor nedladende svar, som jeg er meget enig i. Musikernes privilegium er at de får lov at stå på scenen og bestemme showet, og anmeldernes privilegium er at sige deres uforbeholdne mening om det, og det kan kun gøres på en måde: personligt, subjektivt med kant og holdninger.

Jeg har selv ofte taget mymusic anmelderne i forsvar, når utilfredse bands råber op om at anmelderen er en dum ignorant. Jeg har anmeldt omkring 50 virtuelle bands og koncerter på MyMusic, og har selv fået en del kajerystere, som regel velfortjent.

Jeg mener selvfølgelig ikke at nogen skal fyres, ikke mindst mere eller mindre frivilligt arbejdende (som anmelder er ofte ikke spor frivilligt når man skal tage sig af en opgave). Soundvenue gør det godt, år efter år, dækker et hav af koncerter. Vi er tusinder der sætter pris på det, og nøje læser anmeldelserne hver dag over camping kaffen, for at se hvad vi gik glip af, og høre dommen over de koncerter vi så.

Jeg har ikke noget problem med negative anmeldelser. Somme tider står man overfor noget lort, og så er det hvad man skal kalde det. Især bliver jeg sur når jeg kan mærke at et band ikke gør sit bedste, det er fandme deres livs chance. Det samme gælder anmeldere - alle har godt at tænke en ekstra gang over om det er en den rigtige måde de gør tingene på, og om de giver sig 100%.

Og der var et par anmeldelser, som ikke var heeelt så skarpe som jeres anmeldelser som regel er - set i mit aldeles subjektive objektiv. Der bliver lagt energi i koncerterne.

Begejstring for musik, er også for mig at spidde en koncert, hvor bandet/lydmanden/publikum ødelægger oplevelsen.

Der skal være plads til kritik og debat, og det hilser du jo velkomment. God stil! Så hilser jeg dig retur: Hej Rasmus, og ønsker dig et brag af en festival (hvis du er her) og hele soundvenue-staben fortsat held med at dække freakshowet.

Mvh Peter Bøggild, ene mand på bloggen, mymusic.dk.

...og ligesom du skriver i din blog, er bloggen her helt og holdent min egen mening.

Costa del Grusgrav: bar røv og pandaer

Ned til søen og lade den ulidelige varme dø et øjeblik, kvalt af det iskolde vand. Danmarks måske mest trafikerede strand ligger i en grusgrav, og er kun åben 1 uge om året, et spraglende, hudfarvet kaos af punks, poptøser, papvin, pandaer, pumpebas, pina colada og poser under øjnene. Se billederne, ord er unødvendige. Denne blog kan rolig sættes på infinite repeat, for sådan ser Costa del Grusgrav ud hver dag i ugen, mere eller mindre.











Der er to slags strandløver :)

Pilgrimz færd med bakkenbarter og grisetryne

Det var så nummer TO metalkoncert jeg fik lokket pogo-Lars med til (den første var Vira). Lars har også fået en gnubbe tatovering, et stempel med "udansk" på armen, og har ligesom fået lidt længere hår. Poptøserne i lejren følger bekymret udviklingen.

Hvis Lars virkelig er ved at skifte den syrede, alternative eksperimenterende rockmusik ud med fuldfed folkemetal med svejsebriller og dynamitboller, så har mymusic bandet PILGRIMZ en stor del af æren. Et af DKs sjoveste, bedste, vildeste og mest velspillende rockbands i min optik. Vanvidsskift i tempo, fra det dybeste, mest slæbende mørke i asteroide krateret, til en sortmalet Tvindmølle med barberbladsskarpe vindmøllevinger som bandet egenhændet drejer rundt med håndsving som var det vindstyrke 13.

Chief of the Pilgrimz, den eklektiske Max, viste vejen til Mekka med giga-karismatisk jernvilje. Skiftevis hyggesnak med bandet og publikum ("Jeg ved godt jeg ikke må, jeg ved godt jeg ikke må, men kan jeg ikke få en liiiille bitte cirkel her foran scenen"), og brøøøøøøl ( de knivskarpe tekster debut albummet Boar Riders var ikke altid genkendelige). Som kongen stod han igen og igen ude blandt undersåtterne, urørlig og det modsatte på samme tid. De tre glade musikanter spillede som de besatte, fantastisk gode musikere de er.

Det var en blændende koncert med blændende opbakning fra publikum, og jeg mødte OFC Peter Melgaard, MyMusics mentale metalmelder (som havde fri) i selskab med et af hans favoritbands på den danskemetalscene, som iøvrigt ser ud til at have det rigtigt godt. Og så er Pavillonscenen den eneste med bar inde i teltet.

Metal er bredtfavnende folkemusik, som en yderst klarhovedet Max konstaterer i dialog med Isam B (!) tidligere på dagen, ved et af de mange arrangementer i YourSpace teltet.

Flugten til Guantanamo

Vi har set de trøstesløse billeder på TV. Bag høje pigtrådshegn er hundreder navnløse samlet, iklædt samme Orange tøj, for at blive udsat for umenneskeligt høje lyde, blive tvunget til at sidde i samme stilling i timevis, til at stå op i klaustrofobiske tætpakkede mørke telte, til at nå bunden af eksistens. Når de omsider vender hjem er de i en sørgelig forfatning. Vagterne passer på at basens daglige "rutiner" følges til punkt og prikke.

Der er dog et par enkelte væsentlige forskelle på Rostanamo, Nordens Bedste Musikfestival, og Guantanamo, den afskyelige, betændte bums midt på næsen af Verdens Største Demokrati.

1) Gæsterne har betalt egne penge for adgang og er selv rejst hertil.
2) De står i kø udenfor hegnet og jubler
3) Når portene går op vælter "fangerne" sanseløst lykkelige ind i "basen" og finder selv plads så tæt på giganthøjttalerne de kan komme, klar til at få indvoldene rystet af infravibrationer
4) TV må gerne filme det, og der er endda snesevis af fotografer med Orange kasketter
5) De skal smides ud af basen, kicking and screaming
6) Den Orange farve er ikke valgt for nemmere at kunne fange folk når de flygter, men en happening imod OL i Kina, The Color Orange.

Portene gik omsider op og den fredfyldte dyrskueplads fyldes gradvist til randen.

Velkommen til det omvendte Guantanamo. Åbent fra torsdag kl. 17.00.

Fugl føniks: om at brænde op og vågne indsmurt i aske

En af mine allerbedste venners totemdyr er Fugl Føniks, der brænder sig selv ihjel for derefter at genfødes af asken.

En anden af mine venner, lad os kalde ham El Toro, er en af "The Yapping Dogs" omvandrende traditioner, en legende. Hvert år, på Festivalen, brænder han sig selv ihjel i gigantiske mængder brændevin, hans blod bliver gennemsigtigt, hans øjne forvandles til lakrids-piratos, og resterne af den allerede døde mand vakler rundt som en kylling der har fået hugget hovedet af, i sine sidste uforklarlige dødskramper. Han falder om, rejser sig, ruller i mudderet, kravler, rejser sig igen, vælter i et telt, kom op igen, tømmer en flaske, falder om.

Katastrofen er 100% kontrolleret, og stort set identisk fra år til år. En dag om året, skal El Toro dø i flammerne, og spørger man nervøst om han er okay, slås strømmen i de døde øjne til, og El Toro siger, pludseligt helt tilstede: du skal ikke blande dig, jeg ved hvad jeg gør. Hans kæreste smiler ubekymret, hun ved hvad der sker, og hvad Titanics skæbne er. Vi passer alle på ham, så godt vi kan - passer på at El Toro ikke rammes af uheld eller hensynsløshed i det følsomme øjeblik, i hans Katharsis, i hans moment of truth, hvor han er død, nøgen, ubeskyttet, brænder op. Slangen er altid skrøbelig når den skifter ham, og vi er alle El Toros jordemødre.

Mange timer efter.

Fugl Føniks fortætter tågen af sønderbombede molekyler til den faste menneskeform vi kender, lyset tændes bag øjnene, livet pumper atter blod ud i de forvitrede blodårer, good morning. Efter at have sovet det meste af at et døgn, står El Toro op, smiler venligt og kærligt til alle, snupper en Gammel Dansk, genfødt af asken. Klogere? Stærkere? En dag ældre? I will never know, men helt sikkert er det at Titanic styres mod isbjerget igen og igen og igen, i et rekursivt mareridt, drevet af en uforståelig nødvendighed.

Jeg kommer til at tænke på den gamle danske sang, hvor en ung kvinde brændes, skydes, slagtes og kommer galt afsted på enhver tænkelig og utænkelig måde... hver gang lyder omkvædet noget i retning af "...og den næste dag stod hun op så fornøjet, og vanded blomster på sin lille altan, og med et skælmsk lille blik i øjet, hun vanded blomster med sin lille vandkand"

Pyh. Overstået for denne gang.

Hvis altså ikke El Toro tager to runder i år, i anledning af det gode vejr.

Glimt fra Juniorscenen

Random Walk, når tilfældige sammenstød bestemmer retning hastighed oplevelse...

Nu har der indtil torsdag kun været 1 scene, så der er ikke SÅ meget Random Walk over koncerterne (man bliver ikke væk så nemt), men tilfældige indtryk er der nok af.

Lucy Love får australisten Kylie Minogue til at virke som en lidt stor og klodset pastamor; Nørrebro rapperen er en minimal og minimalistisk energibombe, med damphammer tryk på alle de grimede stavelser. Skarp som et barberblad, nærværende i selskab med dybe kantede beats, dejligt fri for lede rnb kor og violiner. Bas lige i dåsen. Jeg tilslutter mig Jannik Tau Mosholts jubelchant. Alfesoul fra The Asteroids Galaxy Tour, som har en paradoksal smuk og fe-agtig forsanger. Hun burde ikke synge soul, men tør og stivfrossen electronica, eller stratosfærisk pop, som dagens Orange Press anmelder ganske rigtig bemærker. Uanset om man synger neosoul eller negersoul, skal der mere hår under armene og sved i ballesprækken. Beta Satan sendte min musikalske GPS til tælling, den flashede både Presidents of the United States of America, Primus, Tiger Tunes og et enkelt glimt af Mike Patton på skærmen inden kortlæseren krakcrackcrashede. Jeg kan ikke rigtig analysere det, men det var i al fald beta-betændt, feta-fræk laban musik, som et kilo humus i ansigtet på en varm søndag (se en anden ubehjælpelig anmeldelse her). Festen lukkede i overgear med Bloodgroup der diskede en stemning op, første pavillon koncert med totalt overfyldt telt og alle hænder i vejret. Disko er altid godt, men dunkeriet var kaotisk og blottet for de blodige hooks, der er diskoens eksistensberettigelse, men folk gik bare amok, når en ny ladning guldglimmer blev smidt ned over scenen. Nevermind, I will survive.

Undskyld, kan I ikke skrue ned?

Vi har fået boomblaster i lejren i år, Dicke Bertha, og højttalerne vender tilfældigvis mod mit telt. Jesper har sørget for batterier nok til 224 timer spilletid. Fire dage med Chemical brothers, Janis Joplin, Dødsmetal og Muppet Show og John Denvers ækle "On the first day of christmas" sætter sig sine spor, mine neruroner er halvvejs ætset væk.

Jeg skyder mine bogstaver afsted i blinde, i en lysegrå tåge af søvnunderskud, soloverskud, rød hud, stjerneskud og tørret mudder, på ydersiden, på indersiden. Klokken 06 imorges mens jeg lå og akkurat ikke sov, kom en ung pige fra nabolejren kravlende på sine knæ og tryglede om ikke bare de kunne få 1 times fred. Jeg råbte inde fra teltet, at det var en sjælden høflig og venlig henvendelse, som man ikke bare kunne ignorere. Musikken blev allernådigst screwet 3 dB ned, og jeg proppede opgivende mine earprops så langt ind i hjernen at de mødtes på midten.

Det er lidt op af bakke at klage over larm på Roskilde. Larmen er sat i system, og drønes ud over milliondyre sanganlæg, andre gange er larmen simpelten lyden af menneskemadsen. En gruppe på omkring 20 piger hujer "vi vil se ham nøgen vi vil se ham nøgen" efter alle mænd i fire stive timer, et halvt hundrede beskidte gæster tæsker løs på containeren den halve nat med afbrækkede teltpæle, naboens "anlæg" er screwet så højt op at abba kommer ud som avantgarde noise, og avantgarde noise lyder som et fragtbil med levende grise der kører ind i savværk. Nabolejren, Den Svedig Kalkun, holder cocktailparty og mellemgangen er stop-prop-proppet med råbende festival festere. Grind!

Det larmer. Man kan ikke undslippe. Luftens molekyler vibrerer så voldsomt at de støder sammen og får små molekylebørn i orange merchandise, som drikker sig fulde i små grå, og pumper luftmadrasser, balloner og bryster op så de er lige ved at sprænges, i hormonelt overskud, og vibrerer kraftigere år for år.

Jeg hørte larmen, i et blink af stilhed. Inde i medarbejderområdet igår, isoleret fra horderne. En truck kører med moteren det ene sted, to piger taler sammen i nærheden. Stilhed et øjeblik. Men efterhånden som jeg nærmer mig udgangen til campingområdet, kan jeg høre Havet, eller retter MenneskeMadsens 50000 ethanoliserede struber, ræbende, råbende, rallende, rappende. En kakafonisk symfoni af menneskehavets tsunami bølgebrus. Man sover mens trommehinderne blafrer som gardiner. rrrrrrrrrrhhhrhrrrhrhrhrssssrrrhrhrhrrhrhshsrhrhrhrhrhhrroskilde.

Johan Olsen om festivalkemi

Som de fleste efterhånden må have hørt, er Johan Olsen fra Magtens Korridorer også biokemiker, en vaskeægte forsker. På Roskilde optrådte han sammen med Magtens Korridor "Groupien" Birger Brodin Larsen, som også er lektor på Københavns Universitet, om festival kemi. Vi fik blandt andet forklaring på hvorfor asparges gør at tis kommer til at lugte helt forfærdeligt, og hvorfor man aldrig skal prutte i nærheden af åben ild... man kan jo være uheldig at man er en såkaldt brint prutter, og så siger det woooom. Det lyder fjollet, men forelæsningen blev garneret med store seriøse håndmalede molekyler og pædagogiske forklaringer, og der var en del unge der så ud som om de var klar til at starte med at læse førstkommende tirsdag efter Roskilde Festival. Frontbrøleren i Danmarks største fællessangs band slap temmelig afsted med at svare utallige spørgsmål fra de sammenstimlede unge efter lektionen. Videnskabsformidling af klasse... og helt klart Rock N Roll!

Skattejagt 08

En af de mange, og ikke helt ukomplicerede sportsbegivenheder på Roskildefestivalen, er Skattejagten. Lige i nærheden af vores lejr, The Yapping Dogs, og lige foran Roskilde Radio, samledes et par hundrede blodtørstige pirater, klar til at rippe mavsen op på enhver der kommer i vejen. Sidste års vinder af Skattejagten, var mødt op med krumsabler og knivskarp slagsang. Efter min opfattelse var to hold en lille snus foran konkurrenterne i stil og piratmæssighed: Pirattøserne og de futuristiske LocationEbba.dk (det er dem med sølvpapir). En kamp på køn og krasbørstighed, med et næsten udelukkende mandligt Ebba-hold, mod de feministiske flænsere som jeg aldrig fandt ud af hvor kom fra.

En svag tilbøjelighed til at holde med det smukke køn (eller også var jeg bare bange for sablerne) gjorde at jeg gavmildt tilbød piratpigerne rigelige mængder af lejrens meget stærke og autentiske Karibiske 5 liters paprom, som jeg selv har haft med fra Guadeloupe.

I al fald mødte jeg senere netop de to hold på en af de mange mange poster i skattejagten, i disciplinen Pirates On Ice, eller Beskøjter og Skøjter, om man vil - stafet på kunstig is. Ebba-drengene var mødt i god tid og havde mulighed for at øve sig i at stå på den sære hvide plastik-is, mens Pirattøserne ikke fik mange sekunder til at finde balancen på de lange bambi ben. Spændingen var ubærlig da kanonskuddet lød fra en ægte Haubitzer der har siddet på Roskildes eneste operative krigsskib indtil 1962. Drønet rullede mellem Rebild bakker, og afsted gik det over isen.

Lad mig sige det rent ud. Mine favoritter fik søslag af Ebbas halstarrige hurtigløbere. Drengene fra Ebba havde endda tid til at drikke øl i pumpemål midt under hver stafet tur... uden at sætte sejren over styr mål. Der var tydelig skuffelse i tøselejren efter slaget.

Det skal også nævnes at en skøjteekvilibrist fra Testrup lavede en vellykket saltomortale, vel at mærke i fuld fart og med skøjter på. Også et hold, der skal holdes øje med, hvis pirattøserne har i sinde at holde fast i tronen og skatten.

Der kommer en senere melding om resultatet af skattejagten, hvor jeg naturligvis stadig i mit stille sind håber at Kaptajn Anne Over Bord og hendes mandskab (hmmm....) af pirattøser får skibet på ret køl og sejler sejren i havn. Kønnest var de i al fald.